Der har i den seneste tid været fokus på, at mænd rykker til højre på det politiske spektrum, og dette er noget, der gælder hele Skandinavien.
Men også at 20% af alle unge mænd angiveligt ikke længere støtter op om ligestilling, har fanget mediernes opmærksomhed.
Det har fået medierne til at fokusere på netop dette problem, for vi skal jo have ligestilling. Det er jo vigtigt, og det kommer til at gælde os alle.
Det, der er interessant ved dette emne, er, at hvis det havde været 20 procent af alle unge mænd, der for eksempel havde stemt og gået i retning af De Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten, havde der ikke været noget problem, og det var ikke blevet taget op i medierne. Men problemet opstår først, når en så stor gruppe mænd vælger at gå i en anden retning, end den politiske korrektheds klasse mener er den rigtige at dyrke.
Problemet og udfordringen starter først, når unge mænd vælger at gå til højre. Her dukker Liberal Alliance op i Danmark, som er i stand til at favne mænds udfordringer. Ofte vil de politisk korrekte give udtryk for, at Liberal Alliance i hvert fald ikke favner eller forstår mænd, og specielt unge mænd i de udfordringer, som de ofte står overfor. Og det er netop her, hvor de tager temmelig meget fejl. Ikke nok med, at de tager fejl, de forærer faktisk mænd til den her politiske retning.
Farvel til feminismen
Den snakkende klasse er jo ikke den eneste gruppe, som er fuldstændig privilegieblind i forhold til de udfordringer, mænd står over for i almindelighed.
Det gælder i særdeleshed for feminismen.
Faktisk er en af de bedste kort, højrefløjen har at spille med, faktisk feminisme. Det kan godt komme som noget af en overraskelse for mange.
Feminisme er en ideologi, som består af en blanding af politisk korrekthed, “woke”-kultur og identitetspolitik, som de fleste almindelige mennesker faktisk ikke længere kan følge med i. Desuden har feminismen ofte en tendens til at fremføre et narrativ om den privilegerede heteroseksuelle hvide mand, som de ofte ikke forholder sig til, i forhold til hvordan han virkelig har det.
Hvor historien ofte handler om, at kvinder er undertrykte, hvor alle skal have ret til en seksualitet ud over den heteroseksuelle hvide mand, som ofte er sat i bås som et seksuelt krænkende monster, der, når han får lov, vil ud og krænke.
Hvor der faktisk ikke tages højde for de udfordringer, mænd står over for, og samtidig bliver der fortalt, at mænd jo bare kan give udtryk for deres følelser, og når det sker, ja, så udskammer den samme gruppe disse mænd og taler konstant de udfordringer ned, som mænd står overfor.
I lang tid har der været helt stille omkring det, at drenge og unge mænd falder ud af skolesystemet. Dette har man vidst i de sidste 10 til 12 år, men der er stadig stille som i en grav omkring, hvad man skal stille op med denne udfordring. #MeToo, som har påvirket rigtig mange unge mænd, har gjort dem opmærksomme på den frygt, de har, og som “støtte” kunne kendte feminister gøre nar af mændenes usikkerhed på området.
Det virker ikke, som om feminister helt har forstået deres egen rolle og hvordan man opfører sig, og slet ikke at deres ord og handlinger har konsekvenser. For der er konsekvenser, og det er, at flere mænd, specielt unge mænd, trækker sig tilbage.
Så kære politisk korrekte og feminister, hvordan synes I selv, I klarer det?