Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Myten om de dovne arbejdsløse

Arbejdsløshed er et problem for samfundet, og det er et problem for den enkelte og dennes familie.

Vi havde pr. 15. marts 187.000 AKU-ledige og 19.820 ledige stillinger pr. 4. kvartal 2014 (senest opgjorte tal)

Hvis vi vil bevare vores velfærdssystem er det nødvendigt, at der er tilstrækkelig mange mennesker, der arbejder for at forsørge de mennesker, der ikke arbejder. Vi har et stadigt større antal ældre, der derfor skal understøttes af et stadigt større antal arbejdende – i særdeleshed, hvis antallet af de, der kunne være ydere er blevet ydelsesmodtagere i stedet, fordi de er på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension eller lignende.

Det er et relativt simpelt regnestykke, som beskæftiger et hav af DJØF’er såvel tidligt som silde. Men man kan undres lidt over hvorfor. Beregningerne er lavet. Det var en del af eksamen for førsteårsstuderende på politistudiet tilbage i 1990. Der er ikke noget nyt der.

Skiftende regeringer er kommet med løsningsforslag af forskellig karat siden. Ved årtusindeskiftet var problemet ikke antallet af job. Det var antallet af arbejdstagere. Og man begyndte derfor på forskellige motiveringsplaner, der skulle øge arbejdsstyrken.

For indeværende er det ikke det altoverskyggende problem. Problemet er arbejdsløshed som følge af krisen.

Men fra politisk side er løsningen fortsat en række tiltag/faktorer, der skal motivere de arbejdsløse.

Og de kan alle karakterises ved én fælles opfattelse af folk uden arbejde: De arbejdsløse er dovne!

Det skal kunne betale sig at arbejde

Venstres vises sten: Kontanthjælpen er for høj – det er derfor folk ikke gider arbejde i et lavtlønsjob, for de kan alligevel kun få 1-2000 kr. ude af det netto om måneden.

For en folketingspolitiker, der tjener 56.405,5 om måneden, kan differencen nok være begrænset. Som enlig kontanthjælpsmodtager, der får 10.689 om måneden, er forskellen substantiel!

  • Det er forskellen mellem vandgrød og hakkebøffer.
  • Det er forskellen i mellem hullede bukser og måske 2-3 par bukser.
  • Det er forskellen i mellem at leve et liv uden forsikringer, og at kunne forsikre sig mod at en indbrudstyv stjæler alle de ejendele, som man gennem sit liv har skrabet sammen (politiet beskæftiger sig jo ikke med noget, hvor man ikke har mistet for mere end 100.000kr.

Ved at tage en gruppe på 600 familier som eksempel ud af en befolkning på over 5, 614 millioner, så har man stemplet alle kontanthjælpsmodtagere som værende dovne og samfundsnassere.

For enhver kan jo se, at disse mennesker modtager astronomiske summer:

En familie på 5 mennesker, der modtager 454.215 kr om året til at leve for, sagde folketingspolitikeren, der ene menneske tjener 676.866kr. om året i en anden type offentlig indkomst – dertil kommer folketingspolitikerens børnecheck, pension, osv.. Folketingspolitikeren har det naturligvis som en slags arbejde.

Kontanthjælpsmodtageren kan samle papir og cigaretskodder for sine penge. Det er aktivering. Røde kinder og den slags.

Aktivering

Fordi arbejdsløse naturligvis ikke bare skal sidde og lave ingenting, har man skabt jobaktiveringsordninger ude i kommunerne.

De aktiverede går rundt i grupper og løser opgaver, som man tidligere havde kommunalt ansatte til at løse. Man har ikke mere faste pedeller og gårdmænd på skolerne eller gadefejere - nej det bliver løst ved, at kontanthjælpsmodtagere går rundt og laver arbejdet.

Kommunerne er efterhånden blevet økonomisk afhængige af disse menneskers arbejdsindsats, og man kan have tvivl om den enkelte kommune stadig har økonomisk interesse i at få disse mennesker i arbejde. Det er jo vidunderligt at have nogle mennesker, der er tvunget til at arbejde uden irriterende fagforeningsregler, som man kan straffe ved at tage eksistensgrundlaget fra dem, samtidigt med at man klage over, at de er dovne og samfundsnassere.

Derudover, så får kommunerne refussion fra staten, når de sætter kontanthjælpsmodtagerne i jobaktivering - en rent win-win situation for kommunen.

De dovne dagpengemodtagere

For at sikre sig at folk ikke blot sidder og krydrer en vis legemsdel på dagpenge i 4 år, så har man forkorte dagpengeperioden. Det skulle så sikre, at de dovne dagpengemodtagere med udsigten til at miste deres hus, bil og henslæbe et liv som doven kontanthjælpsmodtager, nok skulle kunne se fordelen ved at gå tilbage i arbejde.

Man vidste fra starten, at en del mennesker ville blive ramt. Og indtilvidere er 54.000 tidligere dagpengemodtagere ikke kommet i job indenfor den halverede dagpengeperiode. Og lige nu sidder mange mennesker stadig med håret i postkassen.

Midlertidige løntilskudsjob

Lediggang er roden til alt ondt – det ved enhver. Vi har derfor muligheden for at sætte de dovne arbejdsløse i virksomhedspraktik og løntilskudsjob.

Virksomhedspraktikken har til formål at skaffe folk foden indenfor i arbejdslivet, og i nogle tilfælde, kan det være en rigtig god idé. Men hvad blev der af den prøveperiode, der allerede eksisterer i funktionærloven? Hvor man kan sparke folk ud med kort varsel, hvis det ikke fungerer. Hvor folk bliver belønnet for deres indsats, og derfor har et højere incitament til at få det til at virke. Virksomhedpraktik kan lyde som en god idé, men kun hvis virksomhederne ikke anvender modellen til at få lavet forefaldende arbejde gratis.

Løntilskudsjob kunne også være en god vej ind på jobmarkedet. Men er det? De fleste løntilskudsjob er midlertidige ansættelser, hvor folk IKKE bliver ansat efterfølgende i en normal stilling. Derimod ansætter virksomhederne efter ophøret af løntilskudsperioden blot en ny person i løntilskudsjob. Og det er ikke blot i private virksomheder. Det er ligeledes i offentlige virksomheder, som f.eks. skoler, at man benytter sig af ordningen. Og man budgetterer med det.

I realiteten så undlader virksomhederne, private som offentlige, altså at skabe en reel stilling og udnytter i stedet menneskers behov for arbejde og en tilskudsordning, der havde til hensigt at skabe båndet imellem virksomheder og arbejdssøgende. En ordning beregnet til at give de arbejdssøgende et levegrundlag.

9000 i bonus

Regeringens vækstpakkes seneste skud på stammen er en jobbonusordning på 9.000 kr. til folk, der har været på kontanthjælp i minimum et år og får sig et job efter 1. juli. Dvs. 1.500 skattefrit om måneden i de første 6 måneder. Dejligt. DET må da være løsningen til at lokke de dovne arbejdsløse ud af deres huler, så de kan blive ydende borgere i samfundet i stedet for ydelsesmodtagende. Målet er at få 110.000 mennesker i arbejde ( i de ca. 20.000 ledige job). Med en vækst på i 1,1 i BNP i 2014 og en forventet vækst på 1,8 i 2015 kan man ikke andet end at tage sig til hovedet.

Vækst

Alle de nævnte tiltag tager udgangspunkt i arbejdstageren. I den præmis, at folk hellere vil leve på et eksistensminimum hjemme på sofaen, end at de vil deltage i samfundet, yde deres del og måske ikke bekymre sig om, hvordan de får betalt regninger, mad, forsikringer, tøj, osv. En præmis, der er blevet gentaget så ofte, at den har fået karakter af sandhed.

Men INGEN af disse tiltag fokuserer på kernen i problemet i vores nuværende situation: Differencen imellem antallet af job og antallet af arbejdssøgende.

Det kræver ikke en uddannelse som cand. polit. at trække de to tal fra hinanden og se, at der er en difference, som ingen tiltag i form af hverken pisk eller gulerod overfor de arbejdsløse kan gøre noget som helst ved.

Man kan ikke sætte et menneske til at varetage et job, hvis dette job ikke eksisterer!

Løsningen må og skal findes i vækst og i skabelse af job. Det er hér at udfordringen ligger. Det er hér at folketingspolitikernes og i særdeleshed regeringens og dens parlamentariske grundlags fokus skal være.

Hvordan skaber man et bæredygtigt fundament for, at virksomhederne i Danmark kan arbejde imod en jobskabende vækst?

Er det i form af nedsættelse i bundfradraget hos jobtagerne, så de kan klare sig for en lavere bruttoløn, hvorved lønudgifterne holdes nede for virksomhederne?

Er det ved en sænkelse af virksomhedernes afgiftsbyrde, der kan gøre det rentabelt med selv høje lønudgifter at ansætte flere?

Er det ved at indgå i tre-partsforhandlinger og lægge forslag på bordet til fagbevægelsen med prognoser, der viser en større ansættelelsesmulighed for deres medlemmer?

Er det at skabe investeringsincitamenter for udenlandske virksomheder til at komme penge i jobskabelsen i Danmark?

Er det ved at begrænse antallet af østarbejdere i Danmark?

Eller er det ved noget helt andet?

Vi skal have øget væksten OG arbejdsstyrken for at understøtte det fremtidige velfærdssystem. Men lige nu skal væksten altså komme først, hvorfor det overhovedet ikke giver mening at drive klapjagt på de ledige, der ikke har en chance for at få et arbejde.

Hvis blot 40.000 kontanthjælpsmodtagere kom i arbejde, ville det betyde omkring 6.000.000.000 (6 milliarder) færre penge til forsørgelse. Læg dertil den øgede skatteindtægt fra folk, der er i arbejde. Det kunne man financiere ret meget velfærd for.

Udmeldingerne om de dovne arbejdsløse er rigelige. Udmeldingerne om vækst og jobskabelse er det desværre ikke.

Måske de "dovne" politikere skulle droppe skyldretorikken og gøre deres arbejde?

.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
Organisationer: 
DJØF
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn