Gå til hovedindhold

"Her i vores frie samfund, skal du ikke bestemme over andre end dig selv"

Af Karen
I kølvandet på masse sexchikanen i Tyskland, raser debatterne på de sociale medier. Både i forståelig forargelse over ugerningerne, men også nogle ihærdige forsøg på at relativere ugerninger til, at de “hvide” mænd i ligeså høj grad udøver sexovergreb… Det fik mig til at skrive en status på Facebook om, hvad det her i virkeligheden handler om, nemlig den seksuelle revolution, jeg og mine kampfæller kæmpede for og opnåede for så mange år siden. Til jer, der ikke måtte have fattet, hvad den seksuelle revolution gik ud på, da jeg var ung. Dengang for 50 år siden, da kroppen tog form, og jeg begyndte at se på mig selv og fik ønsket om at eje min krop selv. At <span class="pullquote">den spirende seksualitet var min og ikke min fars, mors, brors eller samfundets</span> eller magthavernes - men MIN. Og at jeg i alle mine forskellige livssituationer ville bruge den præcis, som jeg havde lyst til. Også retten til ikke at bruge den, de dage jeg ikke havde lyst til noget som helst. Den kamp, mine damer og herrer, tog jeg og en helvedes masse andre kvinder og mænd. Nogle med succes, andre med mindre succes, og andre igen valgte noget andet. Men jeg fik min frihed. Det handlede ikke om en frihed til at bolle med 117, men en frihed til at være en kvinde, hvis seksualitet ikke ragede andre end hende selv - og bolle med 117, hvis det var behovet. En seksualitet, der betød, at jeg kunne smile til en fyr, give et hurtigt kys i forbifarten, et kram, en aftale, bryde aftalen. Mærke friheden som et brus, når musikken spillede, og jeg lod kroppen og jeg'et være fri. Den frihed, jeg om noget ønsker at give videre til mine efterkommere. Vi tør i dag godt tale om mandchauvinistiske mænds ejerfornemmelser overfor kvinder. Også når de slår og slår ihjel. Vi er nået langt. Ikke langt nok. Men nu truer en ny slags mænd. En slags mænd og kvinder der intet aner om den historie, vi var igennem. De er slet ikke der, og for dem er seksuel adfærd i ALLE dens afskygninger noget, der kun må ske med en ægtefælle, ellers er det skamfuldt. Sådan blev og bliver de opdraget. Kære mænd og kvinder fra hele verden, Jeg er så uendelig ligeglad med hvilken kultur eller tro, normer og adfærd, du har med dig i bagagen, men her i vores frie samfund, skal du ikke bestemme over andre end dig selv, og du skal endnu mindre fordømme kvinders seksuelle frihed. Brug friheden eller lad være. Det rager mig en papand. Accepter eller forsvind!