Ingen kan leve uden mad og vand, og i et land som Danmark højt mod nord er varme og el heller ikke til at undvære.
Men Danmark har noget nær verdensrekord i afgifter på netop disse livsfornødenheder!
Har man en meget høj indtægt, udgør udgifter til livsfornødenhederne måske en mindre del af budgettet. Men hvis man er studerende, på kontanthjælp, freelancer, lavtlønnet eller lille selvstændig, så er det meget væsentlige poster.
Er man uden forsørgerpligt og under 30 år, så udgør kontanthjælpen 6992 kroner per måned. Før skat. Det er ikke mange penge. 10849 kommer beløbet op på, hvis man er så heldig at have rundet de 30 somre. Heller ikke ligefrem en fyrstelig sum, men dog et meget flot beløb sammenlignet med overførsler i andre lande.
Samtidig ved vi, at tusindvis af små selvstændige lever for indtægter, der ligger under regeringens fattigdomsgrænse. 30.000 selvstændige har mindre end kontanthjælpssatsen i indtægt. Og de lavestlønnede på det danske arbejdsmarked ligger kun en lille bitte tand højere end kontanthjælpsmodtageren, der er fyldt 30.
For alle disse mennesker er 2-3000 kroner til mad, 4-600 til vand, 5-700 til varme og 6-700 til el om måneden ganske betydelige beløb. Måske løber disse udgifter op i 4-6000 om måneden. Og heraf er mindst halvdelen direkte eller indirekte skatter og afgifter.
At skulle betale for eksempel 3000 kroner om måneden i afgifter alene på livsfornødenheder som mad, vand, varme og el ud af et rådighedsbeløb på måske 4-6000 er ret voldsomt. Det er ikke kapitalisten, der flår den mindrebemidlede i det moderne Danmark. Det er den kæmpemæssige offentlige sektor, hvis appetit ikke kender nogen grænser.
De afgiftsbelagte ting, vi her taler om, er ikke ting, man kan undvære eller bare lade være med at forbruge. Selvfølgelig kan man tænke sig om, når man køber mad ind. Men der er trods alt et bundniveau, man ikke kommer under.
Værelset eller lejligheden skal også varmes op i vintermånederne. Og lys skal der til i de mørke måneder. Det er livsvigtige ting, vi taler om. Der er bestemt ikke tale om luksus.
Så det betyder rigtigt meget, når vi for eksempel har 25 procents moms på mad (og en lang række andre direkte og inddirekte afgifter på ingredienserne). Dette er i øvrigt den højeste sats i noget europæisk land. På mad!!
Det betyder rigtigt meget, når prisen på el tre eller firedobles på grund af skatter og afgifter. Og når noget nær det samme gør sig gældende for vand og varme. Igen ligger vi på verdensrekordniveau - men i den høje ende. Hvorfor skal vi altid på alle punkter være de mest beskattede og afgiftsplagede?
Et skud på tasken: Man kunne halvere udgiften - mindst! - til livsfornødenheder, hvis man fjernede de direkte og inddirekte skatter og afgifter, som i dag pålægges så nådesløst.
Det er tankevækkende, at man har valgt at beskatte netop de mest uundværlige ting så hårdt. Det er virkelig skattepolitik, der "vender den tunge ende nedad". Samtidig gives der i hundredvis af kroner i tilskud til teaterbilletter og andre former for højkultur, der reelt kun interesserer en ret lille del af befolkningen.
Uanset hvad man mener om kontanthjælpssatserne, lønniveauet i landet eller den kendsgerning at tusindvis af selvstændige i Danmark lever på en indtægt, der ligger under regeringens fattigdomsgrænse, så må man undre sig:
Hvorfor beskatter vi det mest nødvendige så hårdt her i landet?
Hvorfor lægger vi så store afgifter på de mest fundamentale goder?
Måske er der ikke ret mange i den lovgivende forsamling, der selv kender til permanent lave rådighedsbeløb eller aner hvor stor en del af budgettet, der går til livsfornødenheder i lavtlønnede børnefamilier?
Måske har meget få politikere begreb om, hvor ringe vilkårene er for små selvstændige i Danmark - og hvor stor betydning de høje afgifter på mad, vand og varme har for mennesker, for hvem "krisen" er blevet til normaltilstand?
Hvis man er på kontanthjælp eller satser hele butikken på et liv som selvstændig, kan man naturligvis ikke forvente et liv i sus og dus.
Vi kan og bør ikke forlange luksus. Specielt ikke på andres regning. Det ville være moralsk forkasteligt og patetisk tillige.
En generel nedtrapning af afgifter på basale goder er ikke en særinteresse, det er noget som ville gavne befolkningen bredt og de mindrebemidlede grupper i særdeleshed.
Derfor burde følgende simple og logiske krav nyde bred politisk opbakning fra højre til venstre: Helt basale livsfornødenheder som mad, vand, varme og el skal holdes fri for brandbeskatning.
Men det gør det desværre ikke.