Gå til hovedindhold

"den frihed, vi som danskere hylder, udspringer ikke af lovlydighed, men af civil ulydighed"

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Civil ulydighed er en pligt, vi som borgere i samfundet må påtage os for at udvise utilfredshed med loven, når loven er amoralsk og til skade for dens indbyggere.

Jeg taler her ikke om afbrænding af asylcentre og krænkelse af den private ejendomsret, for vold hverken kan og bør tolereres.

Men civil ulydighed er så meget andet end overfald, hærværk og optøjer i gaderne:

  • Det er gymnasiepigen, der bærer en peberspray for at forsvare sig selv i tilfælde af overgreb nattelivet
  • Det er folk, der åbent har ageret homoseksuelt
  • Eller det er personer som Rosa Parks, der begyndte en folkebevægelse mod racisme og diskrimination i USA

Hver og en har de gjort sig skyldige i civil ulydighed, fordi de forbryder sig mod samtidens love om våbenbrug, utugtighed og brud på ordensreglementet.

Bør vi ikke i stedet spørge os selv, om det ikke er lovgivningen, den er gal med, når piger ikke må forsvare sig selv uden at blive retsforfulgt, når homoseksuelle smides i fængsel for at elske en person af samme køn, eller når mennesker ikke stilles lige for loven på grund af deres hudfarve?

Kan vi ikke blive enige om, at når der opstår en konflikt mellem frihedsrettigheder og demokratiet, at man som borger bør vælge frihed fra tvang frem for pligt til undertrykkelse?

Frihed og demokrati er nemlig ikke to sider af samme sag – selvom det ville være skønt, om det var tilfældet.

Der er nemlig stor forskel på, om man anser demokrati som værende blot en styreform eller som en frihedens ideologi, og afhængigt af standpunkt ender man som samfund vidt forskellige steder.

Et demokratisk samfund kan således sagtens ende med at vedtage de værste uhyrligheder, og ofrene for lovgivningen har ikke altid mulighed for ad demokratiets vej at ændre den.

Når det påstås, at alle til hver en tid bør følge loven, uanset om man er uenig eller ej, og hvis man er utilfreds, må man gå demokratisk til værks, vil jeg gøre opmærksom på, at den frihed, vi som danskere hylder, ikke udspringer af lovlydighed, men af civil ulydighed mod et samfund, hvor traditionen og systemet sættes over individet og dets frihedsrettigheder.

Den liberales frihedskamp bør derfor ikke ses som et opgør med lighed for loven, men et opgør med uretfærdig lovgivning, for når uret bliver til lov, bliver ulydighed til pligt.