Gå til hovedindhold

Direktørfeminisme er blevet big business for de mange parasit-organisationer i Danmark som lever af politikernes velvilje og uforstand

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

En artikel på Berlingske Business deles på de sociale medier med rubrikken "Er magt for mænd? Kun ni ud af 22 ministre i den nye regering er kvinder".

Klikker man ind på artiklen problematiseres antallet af kvindelige ministre yderligere ud fra en præmis om, at kvinder snydes for magt her i Danmark.

Men er det korrekt, at 41 procent kvindelige ministre er meget få og dermed kan formuleres som "Kun ni ud af 22 ministre"?

Nej. Tværtimod er formuleringen stærkt misvisende for ikke at sige decideret manipulerende.

For det første er det rent statistisk ikke en ret skæv fordeling. Når man kun skal fordele 22 poster er den statistiske sandsynlighed for at de bliver fordelt med præcis 11 - 11 over køn meget, meget, meget lav.

9 - 13 (eller 13 - 9) er i den forbindelse særdeles tæt på den "ideelle" fordeling. Der er masser af fordelinger som er mindre "ligestillede":

8-14, 14-8, 15-7, 7-15, 6-16, 16-6, 17-5, 5-17, 18-4, 4-18, 19-3, 3-19, 20-2, 2-20, 1-21, 21-1, 22-0, 0-22.

Det havde været forståeligt at bruge ordet 'kun', hvis andelen af kvinder kun havde udgjort for eksempel omkring 5 eller ti procent. Men at bruge ordet 'kun' i forbindelse med 41 procent ud af i alt 22 poster giver simpelthen ingen mening.

For det andet er andelen af kvindelige ministre højere end andelen af kvindelige folketingsmedlemmer.

Og for det tredje:

Hvis man ser på andelen af kvindelige ministre og sammenholder den med andelen af kvinder som interesserer sig for politik og samfundsforhold i forhold til andelen af mænd, som gør, så tror jeg, man vil finde, at andelen af kvindelige ministre ikke er lav, og at 41 procent på ingen måde kan angives som "kun".

Det er med andre ord en fis i en hornlygte.

Men en kæmpestor en af slagsen. Læg mærke til hvor meget det her ligestillingsbavl fylder i mediebilledet lige nu. Hvorfor gør det det?

Hvem har en interesse i at det fylder så meget og bliver gjort til et kæmpemæssigt problem?

Ask Hesby Krogh, som har skrevet indlægget (men ikke valgt den misvisende deletekst med "kun" i - det har Berlingske Business ansvaret for), er leder af Institut for Menneskerettigheders ligestillingsteam.

Han har en stor interesse i at tale det her "problem" op og gøre det så stort som muligt.

For Institut for Menneskerettigheder henter masser af offentlig støtte.

Som så mange andre særinteresser har Institut for Menneskerettigheder snablen dybt nede i skatteborgernes lommer.

De kalder sig NGO'ere eller selvejende institutioner eller institutter eller meget andet godt. Man at tiltuske sig offentlige tilskud til at opretholde deres egne kontorjobs er deres egentlige ærinde.

Under alle de forblommede ord om ligestilling og de mange bekymrede skriverier gemmer sig den gammelkendte egeninteresse. Simpelthen.

Og når bevillingerne skal fornyes og gerne gøres større, så skal man have noget at klage over. Man siger, "se her - vi har et stort problem med ligestillingen - så vores ligestillingsteam skal have nogle flere penge, så vi kan løse problemet".

Institut for Menneskerettigheder er kommet med på den galej som Kvinfo i årevis har brugt til at malke skatteyderne. Nemlig klynkende ævl og kævl og evindelige påstande om mangel på ligestilling i toppen af samfundet.

Direktørfeminisme er blevet big business for de mange parasit-organisationer i Danmark som lever af politikernes velvilje og uforstand.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.