Jeg var inde forbi DR.dk den anden dag og kunne se, at halvdelen af forsiden var fyldt op med historier om DF og Morten Messerschmidt.
Efter det kom frem, at DF har fusket med EU-midler, er journalisterne vågnet af deres sædvanlige dvale og virkelig kommet i omdrejninger.
Og det er jo for så vidt godt nok. For pressens opgave er netop af afsløre, når politikere misbruger deres magt og borgernes betroede skattemidler.
Men som jeg har dokumenteret i forhold til den amerikanske valgkamp, har danske medier og ikke mindst DR en voldsom bias i deres dækning af nyhedsstoffet.
I forhold til USA gælder det et overmåde fokus på Trumps fejltrin og en total ligegyldighed over for Hillary Clintons mange skandaler. Så meget har DR mere eller mindre indrømmet selv.
I en dansk sammenhæng gælder den skæve DR-dækning en meget mere lempelig behandling af politikere fra venstre side end fra højre side af det politiske spektrum.
Mange journalister har et horn i siden på Dansk Folkeparti og selvfølgelig driver det en væsentlig del af dækningen af den omtalte sag.
Meget få journalister har et horn i siden på politikere på venstrefløjen. Derfor kan disse politikere slippe afsted med væsentligt mere.
Det er naturligvis et stort problem i et demokrati, at kun halvdelen af det politiske system bliver underlagt betydelig kritisk granskning, mens den anden halvdel næsten går fri.
Og det er i øvrigt uforeneligt med Danmarks Radios selvopfattelse og finansieringsgrundlag som Public Service.
I sagen om fusk med EU-midler har flere også været ude at sige, at pressen er skyld i det ildebefindende, Morten Messerschmidt har fået.
Det er en temmelig underlige beskyldning. Pressen har en pligt til at grave i de her ting.
Pressen kan ikke klandres, at den afdækker fusk og bedrag, men den danske presse kan derimod klandres, at den lukker øjnene for fusk på venstrefløjen og går i overdrive når det er højrefløjen som kommer i fokus.