Måske har du lagt mærke til de mange feministiske klagesange i medierne de seneste dage.
Måske er du, som jeg, mere eller mindre immun.
Sagen er jo, at man ikke kan gøre feministerne glade. Uanset hvad man gør, ser feministerne det som nedværdigende over for kvinder.
De kan altid finde noget at være forargede over - ikke bare på egne vegne, men på vegne af hele kvindekønnet som de af uransagelige grunde og temmelig arrogant opfatter sig selv som værende de eksklusive repræsentanter for.
Regeringen har som helhed vist nok 40 procent kvindelige ministre. Eller lige deromkring. 40 procent har ofte været måltallet for feminister. Men feministerne er sure.
Hvad er problemet?
Jo, nu kan vi læse, at kvinderne har fået "de forkerte" ministerier og ikke sidder i "de rigtige" udvalg. Vi har jo for eksempel en mandlig statsminister. Glemt er åbenbart allerede, at den forrige var kvinde.
Man klager også over, at partilederne i regeringen ikke er kvinder. At oppositionen næsten ingen mandlige har af slagsen, glemmer man også lige at nævne.
Noget kunne tyde på, at feministerne har en udpræget evne til at fokusere negativt på tingene. Man opfatter grundlæggende verden som et uretfærdigt sted at være for kvinder. Kvinderne bliver snydt, mener man.
Og den opfattelse smitter af på alt.
For eksempel ser feminister altid en svær overvægt af mænd i bestyrelser og blandt chefer. Men de ser aldrig den svære overvægt af mænd i farlige og beskidte jobs.
Men tilbage til den nye regering.
For passer det, at mænd har fået de vigtigste ministerier?
Jo, det passer til dels denne gang. Hvis man altså lukker det ene øje.
For undervisningministeriet er gået til en kvinde. Og det er bestemt et vigtigt ministerium.
Det samme er kultur- og kirkeministeriet, som også er gået til en kvinde.
Og hvad med posten som Udlændinge- og integrationsminister? Også en vigtig og afgørende post i disse tider. Her sidder en kvinde.
Og feministerne, som går så uendeligt meget op i køn, må vel finde, at ligestillingsministeriet er meget, meget væsentligt. Også det sidder der en kvinde på. Og så videre.
Og selvfølgelig har feministerne ikke et problem med, at der sidder kvinder på de væsentlige poster. Det, feministerne i bund og grund har et problem med, er, at der også er nogle mænd der har fået ministerposter.
I Sverige, hvor de etniske mænd forlængst er underkuede af årtiers hardcore had-feminisme, er feministerne heller ikke tilfredse. De er om noget mere aggressive end her i landet.
Og nu hvor Liberal Alliance stiller med 50 procent kvindelige ministre - den perfekte ligestilling - må feministerne finde en anden officiel måde at hade partiet på. For udadtil skal feministerne jo opretholde en forestilling om, at man går ind for ligestilling.
Så man har fundet et seks eller syv år gammelt blogindlæg fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen frem, som man så citerer meget selektivt fra uden at nævne den "disclaimer", som Ole Birk Olesen selv havde lagt betydelig vægt på, da han skrev det.
Regeringen og Liberal Alliance har næppe kun valgt så mange kvindelige ministre for at stille feministerne og kønskrigerne tilfredse. Mange andre hensyn tages også i det spil.
Ikke desto mindre er der i politik og andre steder i samfundet efterhånden en nervøsitet omkring kvindekrav og feminisme, som gør, at man måler alting i køn og altid gør sig særligt umage med at trække kvinder til og bringe dem i position.
Har skal man blot huske at positiv særbehandling af kvinder er negativ særbehandling af mænd. Og så falder det samlede niveau. Når køn bliver en mere afgørende faktor, bliver kunnen en mindre afgørende faktor.
Og uanset hvor meget man gør, så bliver feministerne ikke tilfredse. Ikke før mænd er væk.
Husk det.