Nu kan kampfly selvfølgelig ikke være åndsvage, men det kan politikere som bekendt godt.
Pernille Skipper skriver om alle de ting, Danmark kunne få, hvis bare dog ikke regeringen ville bruge penge på nye kampfly:
Prøv lige at tænk lidt over, hvor mange sygeplejersker, hjemmehjælpere, lærere og pædagoger vi kunne ansætte for det
Hendes liste er betydeligt længere, for fantasien fejler aldrig på den kant, når det handler om alle mulige og umulige måder at bruge skatteborgernes penge på.
Ikke desto mindre har Enhedslisten en vis pointe her.
Skatteborgenes penge skal jo prioriteres.
Og det er rart, at partiet for én gangs skyld erkender, at de økonomiske ressourcer er begrænsede, og at det derfor er nødvendigt at træffe nogle valg.
Enhedslisten har også ret for så vidt, at kampfly kan købes for dyre. Det kan alting.
Og staten i Danmark har i den grad en tradition for at købe ting for dyrt på skatteborgernes regning. Det er nærmest uundgåeligt, når man bruger af andres penge.
Der er virkeligt store pengesummer og særinteresser på spil her, så den kritiske sans og den skeptiske indstilling er fuldt ud berettiget.
Men det er ikke kritisk sans eller skepticisme, vi ser fra Pernille Skipper. Det er kortsigtet populisme. Eller også er hun virkelig naiv ind til benene.
Naturligvis kan Danmark godt nedlægge Flyvevåbnet og resten af Forsvaret med. Og spare de penge. Og bruge dem på alt det Enhedslisten gerne vil.
Meget af det, Enhedslisten vil bruge penge på, er den form for politik og understøttelse, som gør flere afhængige af staten, mere uselvstændige og - i sidste ende - svagere mennesker.
Den evige pusse-nussen om og infantilisering af borgeren kan vi sagtens bruge alle vores penge på. Og så lidt til projektmagerne og bureaukraterne også - og medieklovneriet på DR, så underholdningen er på plads.
Men så står vi bare forsvarsløse tilbage. I en konfliktfyldt verden hvor kampen over adgang til ressourcer nærmest er en naturlov.
Samtidig med at civilbefolkningen systematisk er blevet afvæbnet - mentalt såvel som fysisk - gennem et halvt århundrede.
En impotent og aldrende civilbefolkning med et umætteligt behov for "velfærd", dopet af indholdsløs underholdning og genudsendelser fra DR. Uden noget forsvar.
Enhedslistens forhold til storpolitik og nation er rent ud sagt håbløst. Man tænker kun inden for osteklokken uden skelen til de hårde realiteter uden for andedammen.
Det svarer lidt til at bygge et stort hus med masser af dyre og meget komfortable møbler, fladskærms-TV i alle rum, masser af hurtig og nem mad i det brummende køleskab. Men uden fundament og med mure af tyndt bølgepap.
Hvad kunne dog gå galt?