Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

"Hvor er jeg dog inderligt træt af missionerende fundamentalister"

Jeg er træt af fundamentalister der dikterer andres adfærd det være sig seksuelt, socialt, uddannelses- og arbejdsmæssigt - oven i købet i millionklassen for skatteborgernes penge.

Lad mig bøje det i neon for at imødegå beskyldninger om hykleri og lign.: Om det er kristne eller muslimske friskoler, der på den måde indoktrinerer og forsøger på at regulere børn og unge, skal det frem i lyset, kritiseres og have konsekvenser for pengepungen, skønnes det nødvendigt i grelle tilfælde.

Same shit ganske enkelt.

Det er rablende vanvittigt, at vi i en moderne verden, der burde være civiliseret og oplyst, skal spilde vores tid på at diskutere rigid seksualmoral, bestialsk afstraffelse, revselse af børn, social kontrol af især kvinder og andet reaktionært bras med afsæt i gamle skrifter og fortolkninger af disse.

Ingen skal uantastet slippe af sted med det i indirekte eller direkte form uden at møde modstand.

Jamen, folk har da deres ytringsfrihed til den slags, vil nogen indvende. Ja, og vi andre til at stille dem til regnskab for et sådant ubehageligt syn på deres medmennesker.

Direkte opfordring til kriminel handling skal i sagens natur straffes. Desuden er samfundet i sin gode ret til at vurdere, om de tvivlsomme og til tider direkte uacceptable værdier samt normer bør nyde offentlig eller for den sags skyld privat støtte.

Det er ligeledes en del af den demokratiske proces - like it or not.

Lige en uppercut til det officielle Danmark inklusiv Kongehuset: Det nytter fandeme ikke at plædere for frihed under ansvar, tolerance og alle skal være her, når jeres repræsentanter samtidig lefler affabelt for et despotisk blodbesudlet morderregime som Saudi Arabien grundet nogle ekstra eksportordrer.

Tingene hænger ikke sammen og udstiller blot et dobbeltbogholderi af hykleriske standarter. Skal vi nå videre i de her spørgsmål, er det nødvendigt, at vi kan sætte fokus på kritisable forhold uden, at alt muligt andet skal inddrages i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra konteksten, som det ses tydeligt, nu debatten koger i kølvandet på TV2s programmer om imamers prædiken i danske moskeer.

Gid vi dog kunne slippe for alle disse ulidelige relativeringer. De gavner kun afsenderens egen hang til selvretfærdighed godhedspostulering.

Du  har  læst et indlæg på Folkets.

Uden støtte ville vi ikke kunne bringe det.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:10
Emner: 
kultur