Gå til hovedindhold

Aaarrrgghh – fucked up systemdanmark!

Af Thomas

Grundet EDB koks i SKATs opkrævnings- og udbetalingsafdeling bliver jeg som privat bestyrer af boet efter vores mor bedt om at erlægge knap 9000 kr. hos Udbetaling Danmark (Udb. DK) for for meget udbetalt pension tilbage fra sommeren 2014, selv om SKAT for længst har modregnet beløbet i den overskydende skat, som boet havde til gode i henhold til den afregning, jeg modtog i slutningen af 2015.

Udb. DK har sendt en rykker mere med trusler om at få Skifteretten til at genoptage sagen med yderligere omkostninger for min bror og jeg, selv om boet ikke skylder en krone, hvilket er bekræftet af en venlig medarbejder hos SKAT i denne uge.

Ringning og ventetid frem og tilbage mellem de nævnte instanser...

En kvindelig medarbejder forklarede, at de fortsat ville gøre en åben fordring gældende mod mig til trods for, at jeg kunne henvise til en medarbejder hos SKAT, der giver mig ret. Udb. DK har ganske enkelt ikke modtaget det tilbageholdte beløb fra SKAT, fordi et af deres dyre systemer ikke fungerer optimalt.

Den slags interne problemer bureaukratiet imellem skal derfor naturligvis tørres af på den enkelte borger som eksempelvis mig, som hverken personligt eller via den for længst afsluttede bobehandling skylder det offentlige så meget som en bøjet femøre. Det kunne kvinden hos Udb. DK absolut ikke tage sig af. Desuden kunne der gå måneder med den slags trakasserier.

Jeg gjorde det klart, at jeg ikke agtede at betale to gange og bøvle med at få pengene retur hos hverken den ene eller anden myndighed efterfølgende, skulle flere tekniske problemer resultere i, dette ikke sker automatisk. Udb. DK har noteret sig min fremstilling af sagen, og at rykkeren ikke betales med henvisning til SKATs oplysninger om allerede inddrevet gæld.

Men jeg hører jo nok fra dem. Ikke noget med at Udb. DKs ansatte får navn og nummer på den venlige kvinde fra SKAT, så sagen klares uden ekstra ulejlighed for den berørte borger med tingene i orden.

Tilføjes skal det, at jeg gerne bidrager til den offentlige velfærd og ikke ser problemer i at betale min skat, men det her cirkus gør mig både obsternasig og en anelse 'samarbejdsvanskelig', når det kan dokumenteres, at jeg svarer mit til tiden og ikke har noget udestående med nogen.

System-DK i almindelighed er i tiltagende grad blevet et borgerfjendsk, mistænkeliggørende og bøvlskabende foretagende, der efterhånden rammer dets brugere og betalere på urimelig og ofte ubehøvlet vis - også selv om du har ret og intet gjort forkert.

Det er beskæmmende trist og dybt problematisk for den enkeltes retsfølelse, mens det administrative og beslutningstagende Danmark blot fortsætter uanfægtet i samme planløse rille.

Skulle nogen få et kættersk ønske om, at Systemdanmark en dag kollapser under dets egen dødvægt, kan jeg i et dystert øjeblik gribe mig selv i at håbe, ønsket går i opfyldelse....