Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

319

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

At genstarte sig selv når man er fyldt 50

Antal

Brugerindlæg af Gunnar Langemark

Og selvom jeg søgte forklaringer og gav forklaringer - så vidste jeg godt, at de ikke dækkede helt.

I virkeligheden fortalte min krop mig, at jeg ikke levede i overensstemmelse med mig selv og at mine “succeskriterier” var forkerte. Men jeg var spændt for trædemøllen - og skulle tjene til familien og til terminen og jeg følte mig fanget og bundet til et liv - der ikke var mig.

Man arbejder i mange år - dag ud og dag ind - på den måde man er trænet til. Som specialist og ekspert. Som arbejdskraften. Ikke nogen “one trick pony” - men en person med viden, erfaring og kunnen indenfor et felt. Men det bliver lidt ensformigt. Udfordringerne bliver færre - og længere imellem. Og respekten for ens ekspertise siver bort - fordi man ikke selv gider gå op i den. Det bliver rutine. Noget der bare skal løses.

Man kan gå på røven. Alvorligt. Fordi man synes at man skal kunne det hele. Og især fordi man synes at man også lige kan overkomme et par andre ting. Men de ligger bare og venter. Og slider på humøret. Ikke fordi man ikke ville kunne overkomme dem - hvis man gad. Men man gider ikke. Man udskyder dem. Og så gnaver de. Gnaver i den dårlige samvittighed. Og den dårlige samvittighed er direkte forbundet til karret med den gode søvn. Og den gode søvn siver ud. Søvnen bliver til urolig søvn.

Man vågner om natten. Badet i sved. Med hjertebanken. Man ved ikke hvorfor. Man ved godt hvorfor. Men man vil ikke vide det. Man tænker de samme tanker. Igen og igen. Man har ondt i maven fordi man ikke ved hvordan man skal komme ud af de dårlige rutiner. Man mister humøret.

Og så sidder man og gemmer sig bag sin computer. Gemmer sig for andre. Håber at de ikke spørger hvordan det går. Håber at man ikke bliver stillet til regnskab. For man ved godt at man ikke har fået lavet alt det man skulle. Og det er ikke bare det man havde planlagt. For det var rigtig meget. Det er også det der burde være rutine og en selvfølge. De dagligdags ting. De bliver heller ikke lavet. Og så forsøger man sig med lidt nødløgn.

Man lyver for sig selv. Man lyver for sin familie. Man lyver for kollegaerne. Det vil sige. Man lyver ikke rigtig. Men man får det til at se ud af mere end det er. Det man har lavet. Hellere virke som om man ikke er så dygtig - end som om man er doven. Det tog lang tid - siger man. Det er svært. Gu faen er det ej svært. Det er bare sådan, at det ikke er interessant. Og man kan ikke få sig selv til at sige det lige ud. Så man “faker” at man er dum.

Nu er man for alvor på skideren. Det går ikke godt på jobbet. Men man siger det går godt. Man siger at det er ok. Man siger at opgaverne er spændende. Man siger at kollegaerne er spændende. Man siger det endda til sig selv. Så man næsten tror på det Så man næsten tror på, at man faktisk godt gider stå op og gå på arbejde. Og det burde man jo også. Det er jo spændende det man laver. Det er jo misundelsesværdigt at lave det man laver. Og så er det jo nok sådan. Sådan at det er så spændende det bliver. Og hvis man føler at man keder sig, så skulle man skamme sig. Og det gør man.

Man skammer sig. Man skammer sig over ikke at være taknemmelig. Over ikke at gide. Over at være doven. Over at snyde. Over at man ikke synes at noget af det mest eftertragtede arbejde på det normale arbejdsmarked er spændende og givende og interessant. Og over at man ikke simpelthen gør alt hvad der står i ens magt for at levere det bedst mulige stykke arbejde. Over at man forsøger at slippe afsted med noget middelmådigt.

Og når man bliver spurgt til et projekt, så kan man ikke huske noget. Man kan ikke huske om man har husket at løse sine opgaver. Man kan ikke huske at man havde den opgave. Man kan ikke huske.

Og så går man ned. Så går man ned med stress - og man bliver syg. En dag ligger man i sin seng. Man kigger ind i væggen. Man bliver liggende. Man er syg. Men man er ikke syg. Der er ingen feber. Ingen ømme muskler. Bare “ked af det”. Bare en krop der ikke vil. Bare alting der er gået galt. Bare - .. man har glemt det.

Du er allerede fyldt 50

Du er allerede fyldt halvtreds og de fleste mener at livet er mere end halvt forbi. Dine børn er store og kan selv stå op, smøre madpakke og gå i skole. Du bliver ikke længere betragtet som den hurtigste og mest fremme i skoene på jobbet. Du kan mærke kroppen knage. Og du ved at du ikke kan klare helt de samme belastninger længere - som du kunne da du var ung. 
Du er ved at blive gammel.

Og så bliver du fyret.

Det er ligesom min bil. Som jeg købte for 5000 kroner af en kollega, da jeg var blevet træt af ikke at have bil. Den er gammel. Den er slidt. Men den kan stadig køre. Og der kan godt være nogle tusind kilometer i den endnu. De unge synes det er noget gammelt lort. Jeg kan godt lide den. Ligesom jeg godt kan lide -- at være lidt slidt og have prøvet noget forskelligt.

Tør du virkelig det?
Trygheden ved et fast job og tre-fire måneders opsigelse er bedøvende. Trygheden ved at vide, at der er nogle andre der tager de svære beslutninger er sløvende. Trygheden ved at være sammen med mange andre om ansvaret for firmaets succes er forførende.
At være sig selv - alene med hele ansvaret, alene med bevidstheden om at der ikke er nogen sikkerhed for at man finder opgaver, penge og mad i næste måned - er skræmmende.

Det er så skræmmende - at man føler sig levende. Så levende at det er værd at gøre noget. Så levende at det er helt naturligt at stå op om morgenen for at gøre noget.
Men det element har vi fjernet fra vore liv - i vores iver for at skabe det perfekte og konsekvensløse samfund. Intet har konsekvens for der står altid nogen parat til at redde røven på dig.

Selvfølgelig kun hvis du lader dig spænde for - og går rundt i trædemøllen.

Alle skal gå rundt i en trædemølle: Dem der KAN arbejde tilstrækkelig hårdt - står i den produktive trædemølle hvor de skaber værdierne, samtidig med at de piskes af skatteinddriverne - der skal tage deres penge og give dem almisser i stedet, således at resten af statsapparatet kan opretholdes. Dem der ikke skaber værdierne - hjælper til i den offentlige sektor, og skaber en del af grundlaget for dette arbejde - samtidig med at de bliver pisket fordi man ser dem som en omkostning, hvilket de i en vis forstand også er, selvom en del af dem skaber afledte værdier. De hæver dog alle løn, skabt af de værdier det private marked har skabt. Og dem der ikke kan arbejde tilstrækkelig hårdt - bliver pisket rundt i nyttejobs, arbejdsprøvning og midlertidige ordninger - i et naivt og forfængeligt håb om at alle kan trænes til at køre i trædemøllen.

Men det kan alle ikke. Og det var det jeg opdagede. Vores system er sygt til marven - og det stinker af råddenskab så snart du åbner en lille flig for hvad vores såkaldte “velfærdsstat” gør ved mennesker.

Så jeg endte som selvstændig. Endnu en gang. Men måske med et andet perspektiv og nogle andre ambitioner.

Jeg havde jo været selvstændig før. Jeg var selvstændig da jeg gik ned med stress for alvor. Men jeg havde “købt” ideen om velfærdsstaten, trygheden og funktionærjobbet. Eller måske snarere havde jeg følt mig forpligtet til det fordi det var så altdominerende normalt, at jeg ikke kunne se hvordan jeg kunne noget andet. Så jeg havde været “konsulent” og taget pænt tøj på og opført mig pænt - som det nu forventes af én.

Jeg havde forsøgt at sælge en ydelse - som jeg dybest set ikke elskede at sælge, men som jeg vidste at jeg var god til. Det var såmænd ikke fordi jeg ikke var glad for at lave de ting. Det var bare fordi det var et led i normaliseringen af mig.

Vi praler af at alt er muligt, at man kan realisere sig selv, at vi er rummelige og elsker mangfoldigheden. Men i virkeligheden er samfundet - mere end nogensinde - indrettet på at vi er ens. Det med mangfoldigheden er blot en form for “klangbund”, som bruges til at bekræfte - at de normale og ens, er dem der er ovenpå, rigtige og i kontrol med tingene. De “unormale” bliver alene brugt til at navigere efter - så man kan se, om man er en af de rigtige.

Jeg havde været selvstændig før - med begrænset succes, og dog nok til at jeg under de rette omstændigheder kunne være fortsat. Jeg havde arbejdet med e-learning, markedsføring og sociale medier. Jeg havde været informationsarkitekt, user experience designer og andre smarte ting. Og det havde været godt. Men ikke godt nok.

Men hvem tør bilde sig ind, at man ikke skal være både stolt og taknemmelig over at kunne smykke sig med tidens mest hotte titler af den slags man kan score på, selv når man er midt i fyrrerne og overvægtig? Hvem kan sige: Det er ikke mig?

Specielt ikke - hvis det faktisk i ret høj grad ER mig?

Men bare ikke helt nok.

Jeg havde nogle år til at tænke over tingene - efter jeg var gået på røven. Jeg gik i deltidsjobs som pædagogmedhjælper i vuggestuer, børnehaver og SFO’er - og nød jobbene.

Jeg arbejdede med tvangsfjernede unge, og var lige ved også at komme til at arbejde med udviklingshæmmede. Det var godt. Men jeg kunne ikke leve af det. Så jeg fik et job i mediebranchen igen - og var glad for det. Men det tændte mig ikke.

I al den tid havde jeg fået bygget et lille træværksted op. Først var det et generelt værksted. Jeg havde brugt en del af en arv på det. Resten spiste jeg op - mens jeg kørte med underskud og ikke kunne arbejde.

Der var både smedeværksted, træskærerværksted, snedkerværksted og drejeværksted. Men efterhånden udviklede det sig specifikt i retning af drejeværksted - og til sidst tog drejningen af træpenne centrum. Jeg følte det var godt. Det gav mig ro at kunne fremstille en pen i et par små stykker træ, og jeg øvede mig og blev ok-god til det.

Så blev jeg fyret. 

Jeg har prøvet det før.

Indlægget blev oprindeligt skrevet af Gunnar Langemark et år, inden han blev diagnosticeret med kræft.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

07/12/2016 - 09:45

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:53

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper