Den gode vilje skinner som en juvel - flygtningekrisen

Flygtningekrisen – set i et moralfilosofisk perspektiv Filosoffen Immanuel Kant skrev i 1785 i sit moralfilosofiske værk Grundlæggelse af moralens metafysik om det centrale begreb den gode vilje: "Den gode vilje er ikke god på grund af det den bevirker eller udretter eller på grund af dens evne til at nå et mål som den har sat sig. Den er god udelukkende på grund af dens villen, dvs. den er god i sig selv;… Skulle denne vilje ved skæbnens særlige ugunst eller på grund af en stedmoderlig naturs karrighed ganske mangle evnen til at gennemføre sin hensigt, og skulle viljen til trods for de største bestræbelser, alligevel intet udrette, og der intet andet skulle være tilbage at udrette og der således intet andet skulle være tilbage end den gode vilje (ganske vist ikke kun det blotte ønske, men udnyttelsen af alle til rådighed stående midler), så vil den dog i sig selv stråle som en juvel, stråle som noget der har sit fulde værd i sig selv. Dens værd kan hverken øges eller formindskes gennem nytten eller frugtesløsheden." Den gode vilje har en værdi i sig selv, lige meget om den resulterer i noget godt. Som bekendt skitserer Kant en almen morallov som siger at man skal handle som om den underliggende maksime for ens handling skal kunne blive en almen lov. Man skal ”kunne ville” almengøre. Det er evident at det kategoriske imperativ ofte ville slå sig på den komplekse, kaotiske virkelighed som vi lever i i dag. Men begrebet om den gode vilje der har sin egen værdi, som en juvel, står stadig meget stærkt som kulturelt tankegods. Med sit fokus på sindelag og pligt står Kant i modsætning til filosoffen Jeremy Bentham der fokuserer på nytte og konsekvens for at definere den korrekte moralske handling. Den gren af moralfilosofien kaldes utilitarisme. Hvordan opnås størst mulig lykke og behag for flest mulige mennesker? Dens principper er med rette blevet beskyldt for at negligere det enkelte individ på bekostning af de mange. Utilitaristisk tænkning ligger ikke desto mindre til grund for talrige beregninger og prioriteringer i moderne, regulerede samfund. Kant og Bentham repræsenterer etikkens to hovedretninger i moderne tid. På den ene side fokus på den handlendes pligt, sindelag og hensigt, på den anden side fokus på handlingens konsekvens, dens formål og nytte. I den standende debat om flygtningekrisen ser man repræsentanter for de to moralfilosofiske retninger i de måder der bliver argumenteret på. Men det er som om den fløj der går ind for en åben og generøs flygtningepolitik fremstår som værende bedre og mere ophøjet. Det moralske barometer når uanede højder når de fremlægger deres argumentation, hvorimod konsekvensanalytikerne scorer lavt. Sindelagsfolkene fremstår som mere noble mennesker end utilitaristerne, der jo bare laver en kynisk kalkyle for at optimere nytteværdien for samfundet og fællesskabet. På den ene side hører man omkvædet: Vi bør være humane, vi skal være os selv bekendt. På den anden side: Hvad vil konsekvenserne være ved at lukke de mange flygtninge ind? Hvad vil det koste, og hvilke konsekvenser får det for Danmark og danskerne? Mange vil gerne vise den gode vilje og næstekærlighed. Mange vægrer sig ved beregninger der opgør udgifterne ved at tage imod flygtninge og indvandrere. Mange synes at det repræsenterer et koldt og kynisk menneskesyn. Men hvad handler det reelt om når så mange, især veluddannede og reflekterende mennesker vægrer sig ved at lave en konsekvensanalyse? Er det en oprigtig tro på at det kan lade sig gøre at integrere så mange mennesker med en så anderledes kulturel og religiøs baggrund (jf. talen om at ”vi” ikke har været gode nok til at integrere fremmede i DK)? Sporene fra de sidste ca. 30 år skræmmer ellers. Eller handler det i bund og grund om at de velmenende har brug for at opretholde et godt og lækkert selvbillede for deres egen skyld? ”Vi skal være os selv bekendt”, synes devisen som nævnt at være hos disse velbjærgede, de skal kunne holde sig selv ud. Hvorefter de kan fortsætte deres æstetiske liv med Politiken Plus og bæredygtig møbelkunst. Det er de samme velbjærgede der elsker at hade Dansk Folkeparti og dem der stemte på partiet ved sidste valg, disse grimme mennesker med grimme holdninger. Her kan man tale om et negativt menneskesyn! Den gode ”flygtninge-vilje” bliver i sidste instans en smuk detalje i en trendy ”klædedragt” der sender de helt rigtige signaler om ens identitet. Og så behøver man ellers ikke foretage sig mere. <span class="pullquote">Man er pligt- og sindelagsetiker og fremviser den gode vilje så ofte man kan, i den offentlige debat og ved middagsselskaber, men det sker alene for ens eget spejlbilledes skyld</span>. Det er en i bund og grund amoralsk, narcissistisk handling hvor de nødstedte flygtninge bliver gjort til et instrument for ens selviscenesættelse. Den gode vilje skinner i sandhed som en ædelsten, men ikke lige på den måde som Kant havde forestillet sig det. Anne-Marie Vestergaard Cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi Underviser og skribent