Primære faneblade

Hvor er krigerkvinderne?

Del Hvor er krigerkvinderne?
Like F

Lige for at få præmissen for denne sexismedebat på plads:

Debatindlægget handler ikke om seksuel vold og voldtægt mod kvinder og mænd. Det handler heller ikke om disse grupper af mænd fra MENA-lande, der går sammen og udøver seksuel chikane og seksuel vold mod kvinder, som det var tilfældet under Det Arabiske Forår, i Køln og i Sverige. Det er i forvejen kriminelt, afstumpet og ufatteligt primitivt.

Det her handler om sexisme, magtmænd og offergørelse af kvinder.

Jeg blev inviteret i Deadline forleden, fordi jeg er en gammel feminist og har en mening om emnet. Derfor sagde jeg ja til at diskutere sexisme og magtmænd.

Det interessante er heller ikke selve debatten i Deadline, men mere de reaktioner, den affødte.

Bemærkninger som, at niveauet var for lavt, og at jeg var subjektiv og derfor ikke belyste emnet med den objektivitet, der burde være passende for at medvirke i Deadline.

Nu forholder det sig imidlertid således, at jeg just til et debatmøde med Henrik Marstal blev belært om, at sexismeoplevelsen netop er meget subjektiv.

Henrik Marstal, en samling studenter der kalder sig FRONT og Dansk Kvindesamfund forsøger at udpege den hvide heteroseksuelle ciskønnede mand som skurken, når det handler om mikroaggressioner, mansplaining og sexisme. Dette forsøg stammer fra en teoretisk afart af feminismen, der er født i universitetsmiljøet - og vel importeret fra USA?

De ønsker og arbejder for, at vi skal forstå deres begreber og implementere dem nede i folkedybet.

Der sker herved en offerskabelse bestående af kvinder, LGBT-minoriteter, men også etniske minoriteter - men kun de muslimske - for de andre etniske minoriteter snakker universitetsfeminismen ikke om.

Jeg har forsøgt at forstå hvorfor disse begreber forsøges talt op.

I mit ungdoms- og voksenliv var jeg aktiv i kvindebevægelsen. Det vigtigste for os kvinder var at lægge offerrollen bag os, klare os i uddannelsesmiljøet og senere på arbejdsmarkedet. Vi ville - og fandt styrke til at - tage kampen op i et dengang mandsdomineret samfund.

Og vi klarede os både ret hurtigt og særdeles godt.

Vi tog kampen op mod mænd, der stadig troede, de havde ejerskab over os, og som derfor tillod sig at nedgøre os både verbalt og fysisk. Det lykkedes ikke at nedgøre os, for ellers havde vi ikke været så meget fremme i skoene og så godt som ligestillet i dag.

At mænd generelt biologisk har en stærkere seksuel trang end kvinder, indrømmer de fleste. Alternativt havde menneskearten måske ikke overlevet.

De fleste mødre og fædre har i nyere tid formået at opdrage deres sønner og døtre til seksuel ligestilling, og vi har da også nu i flere årtier oplevet at kunne nyde hinandens selskab, uden at vi skulle være bange for at blive overfaldet og chikaneret.

Det kniber det så med igen, efter vi har modtaget hundredetusinder nye indbyggere fra lande, der ikke anser kvinder som seksuelt ligestillede. Det medfører seksuelle overgreb, “man” helst ikke må snakke om.

I svage øjeblikke tænker jeg, om det er denne berøringsangst overfor dette mega-problem med disse “muslimske” miljøer, der gør, at aggressionerne skal rettes mod den hvide mand.

Jeg ved det ikke, men jeg kan fristes til at tro det, fordi den nye feminisme selv går til angreb mod de ikke-muslimer, der overhovedet snakker om seksuel undertrykkelse i muslimske miljøer.

Til gengæld må vi gerne snakke om den onde hvide ciskønnede heteroseksuelle mand, der lægger armen om livet eller hånden på låret, klapper en i rumpen og kommer med smålumre hentydninger. Han er skurken i hele denne underlige nye elitære universitetsfeminisme.

Han er især en skurk, hvis han ikke formår at udtrykke sig pænt om sine sexhensigter, formår at røre, men alligevel ikke røre, formår at nærme sig og alligevel ikke nærme sig - på den helt rigtige måde.

Med andre ord: Nogle mænd får lov, hvis de kender og kan spillets regler, og andre hænges ud som sexistiske monstre.

Om det er flirt eller sexisme, afgør kvinden og hende alene. Det er hende, der bestemmer, om han er en taber eller vinder, for hun kan helt subjektivt vælge, om hun vil være offer eller ej.

Hvis manden er sexistisk, reagerer nogle kvinder ikke direkte overfor manden. De giver ikke igen, slår ikke tilbage om nødvendigt, gør ham ikke offentligt til grin, men står hellere tilbage som ofre.

Det var ikke det, vi lærte dengang, og det er da godt nok heller ikke det, jeg selv har praktiseret igennem ungdom og voksenliv. Det er en helt forkert udvikling og jeg forstår ikke, hvad den skal gøre godt for.

Vi kvinder skal da gå til angreb overfor tåbelige sexistiske mænd. Det kan vi godt, men jeg mener ærlig talt, at en smålummer bemærkning og/eller et forpjusket forsøg på tilnærmelser, bør vi selv klare.

Det med at det skulle betyde, at vi ikke får en stilling eller en forfremmelse, tror jeg ikke på.

Det var helt klart et problem engang, men praktiseres vist mest nu om dage i opløftet tilstand ved de årlige julefrokoster, og så burde det ikke være svært at give ham et dask eller spørge ham, om han vil have sex.

Det skal nok lukke munden på ham.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Udgivet for :
Udgivet for :
Udgivet for :
Gule veste. Foto: Obier / CC BY-SA 4.0
Del Spændende casino-nyt fra Royal og Tivoli
Like F
På 3. pladsen med 746 delinger:
Anders Samuelsen. Foto: Steen Brogaard / ft.dk fotos til pressebrug
Del Hvor er krigerkvinderne?
Like F
På 1. pladsen med 1204 delinger:
Foto: Diliff / CC BY-SA 3.0
Del Hvor er krigerkvinderne?
Like F
/* START ONLY for PRINT */ /* END ONLY for PRINT */

Nu 297 ud af målet på 324 betalende brugere

Hjælp os i mål inden Jul om fra blot 2 kroner om dagen

For kun 2 kroner om dagen er du med til at sikre driften af FOLKETS.DK og for 2 kroner mere understøtter du også den kritiske journalistik på vores flagskib Folkets Avis.

Se muligheder – eller gå direkte Til betaling (Allerede bruger? Log på her)