Hvide mænd er de ondeste af de ondeste mænd

De systematiske overfald på adskillige kvinder i Køln nytårsaften har fyldt godt op i medierne de sidste par dage. De efterfølgende reaktioner har desværre til fulde udstillet det vanvid, som den politiske korrekthed, herunder feminismen og venstrefløjen, har påført samfundsdebatten, når det handler om køn, såvel som indvandringen fra Mellemøsten og Afrika. Det startede med at borgmesteren i Køln opfordrede tyske kvinder til at opføre og klæde sig mere tækkeligt (præventivt) så man ikke udsatte sig selv for unødige risici i mødet med migranter fra Afrika og Mellemøsten. Det var altså vestlige kvinder som skulle ændre adfærd, så de ikke blev forulempet eller voldtaget. Denne opfordring fik naturligvis feministerne op i det røde felt, men ikke på den måde, som man måske kunne forlange, nemlig at de tog afstand fra disse mænds opførelse, herunder at de ikke skulle sætte præmissen for kvinders færden og tøjvalg. Man fik i stedet indtrykket af, at disse brune mænd, som de omtales som, selv var ofre for omstændighederne. Men hvem var så skurken? Det fandt man lynhurtigt ud af efterfølgende, når man tjekkede opslag fra danske feminister. De kastede sig med stort engagement ud i deres yndlingsbeskæftigelse - kampen (hadet) mod den hvide mand. Hvide mænd er nemlig de ondeste af de ondeste mænd. Enhver debat, der kunne tage hånd om den ekstreme kvindeforagtende kultur, som nogle mænd fra Mellemøsten og Afrika tager med sig i mødet med den europæiske kultur, forstummede øjeblikkeligt. I hvert fald i det feministiske miljø. Det handlede slet ikke om kultur eller etniske tilhørsforhold, kunne man forstå på feministerne. Og så alligevel lidt. I hvert fald kunne man forstå på Ulla Tornemand m.fl, at man i det danske samfund generelt - og hos hvide danske mænd, kunne finde tilsvarende dårligdomme og dertilhørende kvindeforagtende kultur. Denne påstand er naturligvis fremført på falske præmisser, hvor man italesætter en falsk virkelighed. Overgrebene i Køln blev pludselig koblet sammen med danske mænd og påstande om, at overgreb mod kvinder blev set som et kompliment i det danske samfund. Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre - både på enmandshånd og i flok - i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder. Herhjemme er det bare for sjov, når hvide mænd i flok råber efter en kvinde, at hende kunne de godt voldtage. Man ville slet ikke beskæftige sig med den kvindeforagtende kultur, som findes hos nogle afrikanske og mellemøstlige mænd, da man er så bange for at blive kaldt racist i egne rækker, at man i stedet kaster sig over sit yndlings hade-objekt nr. 1. - den hvide mand. Her er det nemlig tilladt at komme med de mest uhyrlige generaliseringer og ”racistiske” ytringer. Man forsøger endda at bortforklare ”den brune mands” overrepræsentation, når det gælder domme for voldtægt med, at retssystemet er racistisk og derfor slår hårdere ned på brune mænd, end på etniske danske mænd. Domstolene lader hvide mænd gå, mens de dømmer brune mænd. Et postulat som hører mere hjemme i en amerikansk debat, og som i øvrigt er udokumenteret og opfundet til lejligheden. Ved i tavshed at forbigå den problematiske holdning og adfærd, som nogle mænd af mellemøstlig og afrikansk afstamning kommer med til Europa, så svigter man både herboende muslimske kvinder, men også egen ideologi. Det er kujonagtigt og beskæmmende. Man holder så at sige hånden over en ekstrem patriarkalsk og kvindeforagtende kultur – alt sammen for at tækkes en politisk korrekthed og en selvlede ifht. egne vestlige forhold. Den hvide mand er jo øverst i samfundshierarkiet i den vestlige verden, så den foragtes med stor ildhu. Alligevel kommer man ikke udenom, at der i visse indvandrerkredse er enorme problemer, når det handler om deres syn på kvinder, herunder vestlige kvinder, der ses som urene skøger, som er voldtægtsparate. Det er langt fra alle mænd med mellemøstlig og afrikansk afstamning, som har en sådan kvindeforagtende holdning, men den findes alligevel i et langt større omfang i indvandrerkredse, end i resten af samfundet. Det bliver man nød til at forholde sig til – også selv om det ikke er politisk korrekt. Overgrebene i Køln havde været en kærkommen lejlighed til dette. Overgreb, hvor en netop lækket politirapport fra Køln beskriver et grusomt scenarie, hvor kvinder er blevet voldtaget foran et magtesløst tysk politi. Den hvide mand er ikke ondskaben selv Jeg er dødtræt af det vestlige selvhad, som findes på den yderste venstrefløj, herunder den ”hvide” feminismes grænseløse hykleri, had til den hvide mand, deres udokumenterede påstande, falske præmisser, og i mange tilfælde fusk med statistikker og lign. Den hvide mand er ikke fjenden, og han lever ikke i en ekstrem patriarkalsk kultur, hvor kvinder ses ned på – faktisk tværtimod. Den vestlige kultur dyrker i høj grad kvinden som en fremadstormende, intelligent og karriereorienteret superkvinde, som er stærk, sej og selvstændig. Man har ligefrem et begreb for det. WAW (Women Are Wonderful) Ydermere, Ifølge en måling fra yougov, så tager 94 % af (hvide) danske mænd afstand fra synspunktet om, at kvinder selv kan have et medansvar for en evt. voldtægt. Kun 6 % mener, at kvinden har et (med)ansvar. Naturligvis har vi også i den vestlige samfund,sfære kønslige problemstillinger, som kræver vores opmærksomhed, men dem fokuserer vi også så rigeligt på. Begivenhederne i Køln var af en anden slags, hvor en ekstrem patriarkalsk og kvindeundertrykkende kultur fra Afrika og Mellemøsten mødtes med den frigjorte vestlige. Disse problematikker bliver vi nød til (også) at rette fokusset mod. Jeg tror desværre ikke at feministerne er indstillet på, at ændre på deres verdensbillede. Man er fastlåst i egne politiske korrekte holdninger, rygklapperi og en fælles fjende, nemlig den hvide mand og dennes overherredømme. Det kan man ved selvsyn konstatere, hvis man kigger indenfor på deres blogge. Her sidder man i et verdensfjernt ekkokammer af falske præmisser, hvor sekt-lederen (skribten/bloggens ejerkvinde) hyldes for sit mod, sit klarsyn og sin utrættelige kamp for en bedre verden, hver gang denne har forfattet et skriv. Der er ingen debat, ingen kritisk stillingtagen, ingen divergerende holdninger, og hvis der er enkelte, så fremføres de med stor forsigtighed. Der er ikke plads til andre synspunkter, kun kommentarer med hjerter og smileys, hvor man erklærer, at man står sammen mod det onde og bekræfter hinanden i, at egne holdninger er de eneste rigtige. Personer med andre synspunkter, som fremføres andre steder, bliver udskammet, hånet og lagt for den sociale gabestok. Opgøret med denne kvindeforagtende kultur, den sociale kontrol med kvinder, samt stærke patriarkalske hegemonier indenfor visse indvandrergrupper, kommer næppe fra feministerne selv. Bevægelsen har ikke længere det samme progressive og nødvendige intellekt, som prægede denne i 70erne, men er reduceret til et ekkokammer af had, sexisme, safe-spaces, ensretning, middelmådige kvindelige stand-up-komikere og politisk korrekthed, herunder en kamp imod bare bagdele på linie 5A, sexistiske is-skilte, yoghurt til mænd, samt naturligvis den onde hvide mand og alle hans påståede privilegier og ugerninger.