I forgårs var Stine Bosse i alle medier med sit udsagn om, at sabbatåret skulle omdøbes til et refleksionsår.
Modsat danske politikere, så er Stine Bosse af den overbevisning, at det såkaldte sabbatår kan bruges til noget positivt, og man som ung sagtens kan bruge en pause i sin ”karriere” til at tænke sig om og fokusere på det, man efterfølgende har lyst til at lave.
Det virker også umiddelbart som et sympatisk synspunkt, at vi skal støtte de unge i at finde sine rødder og lade interesserne bundfælde sig til valg af karrieresti.
Det er dog ikke et helt ukompliceret synspunkt, for hvis ”refleksionsåret” ender med, at den unge vælger uddannelse efter interesser og i sidste ende parkeres på en uddannelse med lange udsigter til arbejde efter endt eksamen, så er både refleksionsåret og uddannelsen jo reelt spild af ressourcer. Derfor er det efter min overbevisning helt forfejlet at snakke om sabbatår og refleksionstid, for slutproduktet for begge synspunkter er stadig det samme, nemlig at vi helst skal have presset de unge ind på videregående uddannelser, så de kan komme ud i den anden ende af samfundsmaskinen som glade arbejdstagere.
Som iværksætter er det trættende at høre på politikeres evindelige fokus på den ”hurtige” vej fra folkeskole over ungdomsuddannelse og til den videregående uddannelse. Det hele skal munde ud i en retskaffen borger, der sidder ved sit skrivebord ved en af de virksomheder, der i politikeres hoveder på magisk vis popper op i mellemtiden. Diskussionen om sabbatår er endnu et symptom på, at hele vores mind-set omkring uddannelse er forskruet. Politikere vil gøre, hvad de kan, for at sikre at de unge IKKE holder et sabbatår, og en af erhvervslivets toppersonager ser sabbatåret som en refleksion over, hvilken uddannelse, man skal vælge.
Jeg foreslår derfor et helt andet navn for det år, der i virkeligheden kan være det vigtigste i mange unges liv:
Et inspirationsår, hvor man netop kommer ud af institutionernes klør og måske for første gang står på egne ben. Måske rejser man, måske arbejder man, men fælles for begge oplevelser er, at man suger inspiration til sig. Og inspirationen er uden tvivl brændstof for iværksættere, der er tvunget til at nysgerrige i forhold til praktisk talt alle små og store elementer i livet. Inspirationen kommer ikke på uddannelserne, for her har vi travlt med at få de unge til at passe ind i en revisions-, lærer- eller pædagogkasse.
Rent mentalt bliver navngivningen af sabbatåret også til en kasseinducerende sovepude for de unge, for der ligger implicit i navngivningen, at de skal skynde sig ind på en uddannelse, og de fejler, hvis de nu tager mere end ét ”fjumreår”.
Jeg ville langt hellere gå den modsatte vej end politikerne og indføre en karensperiode efter ungdomsuddannelsen, hvor de unge var tvunget til at blive inspireret. Et år uden offentlige overførsler, på egne ben. Hvor man er tvunget til at tjene sine egne penge, og finde ud af hvordan samfundet reelt er skruet sammen. Det kunne mange af de nuværende politikere i hvert fald godt have brugt. I den tid kunne vi bruge noget tid på at understøtte de mest driftige unge til at skabe deres egne jobs, for den pointe mister vi fuldstændig, når vi taler om sabbat eller refleksion.
Vi er så forbandet afhængige af, at unge mennesker tør tage chancer og starte noget op. Vi skal ikke bygge store forkromede systemer op, der bærer en ung iværksætter igennem sine første fejl.
I stedet skal vi gøre op med den arbejdstagermentalitet, der implicit ligger i hele diskussionen omkring sabbat- og refleksionsår og generelt i hele vores uddannelsessystem. Vi skal gøre det hipt at droppe uddannelserne for at starte noget op, som kan blive bæredygtigt, og vi skal blive bedre til at hylde dem, som både lykkedes og dem som fejler. Vi skal ikke pege fingre, når en iværksætter går på røven med sit firma og fortælle ham, at han i stedet skulle have taget en uddannelse. Nej, vi skal løfte ham op, klappe ham på skulderen og fortælle ham, at fejlen er en læring på vej til den næste virksomhed, som nu har større sandsynlighed for succes.
Første skridt kunne være et opgør med den måde, vi omtaler unges inspirationsår. Rejser, arbejde og tid væk fra uddannelsessystemet er det bedste, de unge kan gøre, hvis vi vil have, at de skal skabe arbejdspladser. Netop de arbejdspladser er nødvendige for, at det system, som politikere og erhvervstopfolk plæderer for, fungerer hensigtsmæssigt.
Med venlig hilsen en person der tog fem sabbatår.