To forskellige kvindekampe i Danmark?

Bogen portrætterer kvindesagsaktivisten Karen West. Jeg vil anbefale alle, som kæmper for kvindesag i Danmark at læse den. Hvorfor?

Karen West påstår, at kampen for ligestilling slet ikke er afsluttet endnu, men tværtimod slået årtier tilbage grundet en fejlslagen integrationspolitik. Jeg vil høre hendes argumentation for det, men jeg er generelt enig med hende.

Jeg er også meget bekymret over, at der er to forskellige kvindekampe i Danmark. Samtidig med, at danske kvinder kæmper for ligestilling, øremærket barsel, ligeløn, kvinder i bestyrelserne og sætter fokus på sexistiske ord, styres deres etniske minoritetssøstre af sharia-råd:

Som medlem af styrelsen i Dansk Kvindesamfund gennem de sidste to år har jeg prøvet at sætte fokus på de multietniske kvindekamp og har fået en mængde stof til eftertanke, som fører mig til pessimisme.

Jeg er kommet til den ældste kvindeforening i Danmark med mine bekymringer over, at der oftest tales om kvinder med anden etnisk baggrund, men ikke med. Dermed fremstilles de som passive objekter i stedet for handlende subjekter.

Så fik jeg af Dansk Kvindesamfunds bestyrelse lov til at arrangere en debat om social kontrol ud fra et minoritetsperspektiv, hvor jeg til panelet kun inviterede indvandrerkvinder fra forskellige etniske grupper, der på egen krop har oplevet kontrollen eller arbejder med problemstillingen i deres hverdag.

Da jeg inviterede de aktive kvinder til at deltage i panelet, var vi enige om, at problemstillingen er aktuel for indvandrermiljøet.

Hvor var jeg dog skuffet og overrasket over, at de næsten alle på mødet afviste, at situationen med social kontrol ser alvorlig ud.

Jeg havde bagefter en alvorlig snak med de kvinder om, hvorfor de har gjort gode miner til slet spil.

Så fik jeg det svar, at de ikke vil diskutere deres problemer med andre, fordi de ikke vil skabe mulighed for, at deres ord og eksempler kan misbruges i antiislamisk eller indvandrerfjendsk retorik. Det kan jeg godt forstå.

Men problemet er, at jeg heller aldrig har hørt, at etniske minoritetskvinder med muslimsk baggrund har diskuteret emnet på deres lukkede arrangementer.

Jeg har mange gange deltaget i deres aktiviteter, hvor kvinder hygger sig, spiser sammen, danser og hører musik. De har selvfølgelig behov for det. Men de har altid undgået at rejse ligestillingsproblematik i deres netværk.

Jeg har spurgt mange af dem – hvorfor? Så holder kvinderne op med at komme til vores arrangementer og møder, var det svar jeg fik. Det kan jeg også forstå. Så, hvad så?

Vi har mange stærke, aktive, unge, kvindelige debattører med etnisk minoritetsbaggrund. De er dygtige, de er modige, de er rollemodeller. Og de er tit ofre.

Ofre, fordi de har ikke støtte fra deres egen etniske gruppe. Fra deres kvindelige bagland.

Hvad skal vi alle sammen – kvinder og mænd, danske og minoriteter – gøre for at nydanske kvinders frihedskamp kan blive en del af en fælles kamp? Hvordan kan solidaritet komme i betragtning?

Jeg håber, at jeg kan få svar i Karens bog eller i hvert fald stof til refleksion.

 

Alma Bekturganova Andersen,

Medlem i styrelser i Dansk Kvindesamfund og Verdens kvinder i Danmark.