Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

319

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Derfor falder mistanken ALTID på mænd

Antal

Brugerindlæg af Lennart Kiil

Feminismen har som ingen anden politisk bevægelse eller ideologi været med til at grundlægge og cementere opfattelsen af mænd som krænkere.

I dag er der en del debat om mænd, som arbejder med børn. Er disse mænd krænkere?

Mange stoler ikke på mænd. Og da slet ikke mænd, der arbejder med børn.

Denne mistro kommer ikke ud af det blå. Der ligger en ideologi bag.

Der ligger så at sige et bevidst politisk arbejde bag.

Feminismen har brugt mange kræfter på at skabe mistro til mænd - og det er lykkedes.

Den oprindelige begrundelse for at skabe mistro til mænd var ønsket om en mere retfærdig verden.

I 1970'erne talte man meget om det politiske og det personlige. Og det begyndte man mere og mere at blande sammen.

Feministerne havde som mål at udslette den samfundsform, man kaldte patriarkatet. Denne opfattelse gik ud på at alt i verden var indrettet på mænds præmisser, og at kvinder var reduceret til mandens ejendom.

Naturligvis var det ikke virkeligheden i USA og Vesteuropa i 1970'erne. Men det var en vrangforestilling, mange feminister dyrkede - og stadig dyrker den dag i dag.

I kampen mod dette patriarkat gjaldt alle midler.

Og kunne man fremstille manden som en krænker af børn, så kunne man underminere hans værdighed - ødelægge ham simpelthen.

For hvad kunne være mere uværdigt end at krænke børn?

Professionelle psykologer, terapeuter, psykiatere og andre, der arbejde med både ofre og krænkere, vidste i 70'erne godt, at der både var mandlige og kvindelige krænkere. Og at der var ofre af begge køn.

Og de vidste godt at seksuelt misbrug var mere udbredt blandt minoriteter, i nedbrudte familier og i "underklassen", end den var blandt hvide kernefamilier i middelklassen.

Men hvide feminister har aldrig kunnet udstå tanken om, at nogen har det værre end dem selv. Og de elsker tanken om at der er undertrykte fordi de er kvinder.

Så i løbet af 80'erne fik feminismen gjort seksuelle krænkelser af børn til et kønsspecifikt og universelt emne.

Feminister satte fokus på de mandlige krænkere - og KUN de mandlige. Og ofrene som piger og kvinder - og KUN som piger og kvinder. De ofre, som var drenge, blev skubbet i baggrunden.

Blev misbrug af en dreng en sjælden gang anerkendt af feministerne, så var det altid en mand, der var krænker.

Og de krænkere, som var kvinder, blev enten undskyldt eller ofte benægtede man simpelthen, at de fandtes.

Kort sagt fik feministerne gjort et kompliceret og beklageligt samspil af sociale dårligdomme til noget meget simpelt og håndgribeligt:

Mænd er krænkere - kvinder er ofre.

Og sådan var det overalt - i middelklassen, i underklasen og i overklassen. Altid var køn for feministerne det eneste, der spillede en rolle og havde betydning. Dermed udslettede man nuancer og muligheden for en effektiv målrettet indsats.

En del af feministernes "kamp" imod det påståede allestedsnærværende patriarkat var en meget bred definition af seksuelt misbrug, i hvert fald så længe det var mandens adfærd, der kunne kastes en mistroens skygge over.

Feminister gjorde sig blandt andet forestillinger om at mænd fik seksuel nydelse ud af at have et barn siddende på skødet eller kysse det godnat. Den slags hører vi ekkoet af i dag, når institutionerne sætter særlige grænser for mandlige ansatte.

Det er hvad der sker, når politik afløser faglighed. Ideologien feminisme har gjort stor skade på de drenge, hvis eksistens blev gjort usynlige af kønspolitiseringen af seksuelt misbrug.

Og de kvindelige krænkere fik frit spil.

Det var først da feministerne skiftede politisk fokus og pludselig ville have mænd til at gå hjemme og tage barsel, at piben fik en anden lyd. Så var det pludselig ikke længere smart at dyrke fortællingen om alle mænd som potentielle krænkere.

Feministernes opportunisme har været så kynisk, at det næsten ikke er til at forstå.

Men i dag mærker vi stadig følgevirkningerne af den feministiske mistænkeliggørelse af mænd.

Det synes jeg ikke, vi skal glemme.

For at du ikke skal tro, at alt det her bare er noget, jeg finder på, vil jeg opfordre dig til selv at undersøge det yderligere.

Og så vil jeg slutte af med nogle ord fra hestens egen mund, som man siger.

Through a broad emphasis on gender and power, the “feminist incest story” undercuts the claim that incest is only a problem of the poor and ethnically other.

As a result, the strong patriarchal family, often idealized as the origin of white, middle-class values, is represented as pathological and dangerous.

Feminists have theorized that behind the sexual abuse of girls by fathers, uncles, and brothers is a system of unequal gender relations, patriarchy, that provides the ideological rationalization for male exploitation of the bodies and labor of women.

Crucial to this political story is that well-known feminist slogan: the personal is political. The feminist incest story teaches its intended audience— women—that fathers are powerful and they, not mothers, are to blame for the harm done to daughters in the private sphere as well as the public one. Implicit in this reading of patriarchal power and violence is the message that women need to work together for political change.

Fra Telling Incest: Narratives of Dangerous Remembering from Stein to Sapphire af Janice Doane and Devon Hodges.

Tilføjelse: Jeg havde på et tidspunkt fat i noget ældre kildemateriale som endnu mere klart og tydeligt viste, at fokus bevidst var blevet flyttet væk fra sager med kvindelige krænkere og drenge som ofre af ideologiske årsager og rettet med ekstra styrke på det sager hvor krænkeren var mand og ofret pige, så man kunne bruge disse ulykkelige og uacceptable forhold som våben i et bestemt politisk øjemed.

Feminismen og feminister kommer næppe til at tage ansvar for den skade de har forvoldt.

Ja, man gjorde sig store anstrengelser for at ødelægge kernefamilien. Man gjorde sig forestillinger om et mere retfærdigt samfund.

Men reelt har feministernes politisering af et så alvorligt emne som seksuelt misbrug af børn ikke ført til andet end usynliggørelse af en væsentlig del af ofrene og nogle meget unuancerede stereotyper om alle mænd som potentielle krænkere af børn.

Det betyder selvfølgelig ikke at det kun er på grund af feminisme, at der falder mistanke på mænd. Men at KUN mænd i udgangspunktet anses som mistænkelige og at ALLE mænd i udgangspunktet anses som mistænkelige, det kan vi i høj grad "takke" feminismen og feminister for.

Og hvad er chancerne for, at de skatteyderfinansierede feministiske kønsforskere på universiteterne vil forske i dét fænomen?

Del
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS.DK og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

15/06/2016 - 12:03

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:12

Del eller citer med linket her

MediaCreeper