Gå til hovedindhold

Om det negative ved positive rettigheder

Af Nick

I Danmark opkræver staten mange skattekroner. Det giver alle borgerne muligheden for at komme til lægen, skolegang, køre på vejene og låne en bog på biblioteket.

Det er universelle rettigheder og muligheder – ingen har forrang for andre og alle betragtes som ligeværdige. Der gælder andre regler ved positive rettigheder.

De positive rettigheder giver bestemte personer, foreninger, organisationer mm. en fordel (ofte økonomisk), tildelt af systemet.

Statens Kunstfond uddeler eksempelvis legater- og arbejdsstipendier og kommunen kan give et særligt tilskud til et arrangement. Baggrunden for at uddele disse legater er overvejende smagsdomme. Groft sagt sidder der et råd og beslutter hvem af ansøgerne, der skal modtage støtte og hvem der ikke skal. Denne konstruktion virker måske fornuftig for mange, for det er jo kloge mennesker, der beslutter hvem der kan få og hvem der må gå, ikke?

Det er dog nok de færreste, der egentlig har indblik i, hvem beslutningstagerne er.

Man baserer altså sin borgerlige tryghed på, at det sandsynligvis er nogle velovervejede dommere. Men man ved det ikke. Det kan i sig selv være et problem. Det væsentligste problem er dog, at denne fordeling foregår for skattekroner. Det er ikke rimeligt, at staten opkræver en høj skat hos borgerne og derefter fordeler en del af pengene tilfældigt. Man tvinger jo heller ikke folk til at spille lotto.

At støtte fusionsjazz, impro-teater, kunstmuseer, sportsarrangementer, fodboldskoler, dyre opsætninger i landets fornemme sale og meget mere, er ikke statens primære opgave. Slet ikke når der skæres ned på kerneområder. Når der er fire måneders ventetid på en hals-næse-øre-læge og hjemmeplejen sætter to borgere på toiletstolen i ét tidsinterval, ja, så skal der skrues ned for skattebetalt boblevand til skattebetalte ferniseringer.

En stat skal skabe fair muligheder for folk. Den skal ikke bestemme spillets udfald ved at handicappe nogen og give andre fordele. Og dem som sjældent for del i kagen er oftest dem, som reelt har betalt for de andres fornøjelse. Det går ikke. Den slags tilfældighed er usundt for et samfund og medvirker til at skabe en forvænthed hos de få udvalgte.

Denne forvænte ”kulturelite” synes nemlig – efter mange års fripas –, at de har ret til alverdens skattefinansierede muligheder, fordi de angiveligt har bedre smag end de fleste andre. Hvis man har snuset til denne verden ved man, at kejserens nye klæder lurer lige under overfladen, blandt disse veltalende taskenspilleri.

Det er naturligvis fuldstændig legitimt, at lave eksperimenterende teater eller arrangere noise-performancekunst, men lav det for egne penge, ikke andres.

Bare en strøtanke: hvor tidsløs og indholdsrig er den kunst og musik egentlig, som de seneste år er blevet produceret på støtte?

Nick Mogensen er spidskandidat for Nye Borgerlige i Vestjyllands Storkreds