Primære faneblade

Antal

Fokusér på politik, ikke patter

Debatindlæg af Marc Bangert

Marc Bangert, Anders Burlund, fhv. landsnæstformand LAU, og Andreas Bruhn, LAU-ambassadør.

Senest har vi i flere dage skullet overdynges med snak om Lars Løkke Rasmussens (V) åbenbart for billige flyrejser – det er ellers ikke mere end 1½ år siden, han blev beskyldt for at rejse for dyrt.

Vi er dog ikke sikre på, om vi finder den danske befolknings hunger efter tabloide nyheder eller samme befolknings manglende interesse for at debattere løsninger på samfundets reelle udfordringer som værende det største problem. Thi det i sig selv er store problemer, så peger pilen blot tilbage på afsenderen. Vi betragter det som et alvorligt demokratisk problem, at vælgerne lader sig føre med i denne tabloide malstrøm af sensationel og konfliktpræget karakter.

For demokratiet kan ikke overleve på sladder og sensationsnyheder. Der skal mere til. En uddannet og samfundsinteresseret befolkning, der ikke lader sig styre af spontanitet og overfladiskhed, men af fagkundskab og fornuft; begge noget, de danske nyhedsmedier bør være langt bedre til at formidle og efterleve. Tag blot først et blik på TV2 Nyhederne og Ekstra Bladet og se derefter, om de kan leve op til standarderne i Børsen og Politiken. Det er ikke svært at se hvem, der formidler sensationer, og hvem, der formidler oplysning og dannelse.

Betyder dette, at vi er modstandere af tabloidnyhedernes eksistens? Nej, bestemt ikke. Folk må læse og interessere sig for det, de ønsker.  Men vi skylder at spørge os selv, om mediestøtten og licensmidlerne, der skal fremme niveauet i den offentlige debat og sikre en bred nyhedsdækning, bliver brugt fornuftigt i dagens mediebillede. Her kan læseren ved først kommende lejlighed tjekke sendefladen på DR3 ud og vurdere, hvorvidt mandefødsler, amerikanske tv-serier og maskotter, der dyster, bidrager til at hæve niveauet i den offentlige debat.

Hvad der imidlertid er lige så vigtigt, og det vi må spørge os selv om, er hvorvidt vi som danskere er demokratiet værdige, når vi lader tabloide nyheder fylde mere end reel samfundsoplysning i mediebilledet. Kan vi kigge os selv i øjnene og forsvare en licens, der går til gak og gøjl frem for offentlig oplysning? Kan vi forsvare en mediestøtte, der går til forsidehistorier om fadølsanlæg, mavesure artikler med en rettesnor formet af janteloven, der med løftet pegefinger fortæller, at landets statsminister nu flyver med et selskab, som helt almindelige danskere også vælger? Kan vi forsvare, at støtte medier med side 9-piger, historier om kendtes plastikkirurgi eller mangel på samme?

Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så står vi tilbage med følgende: en befolkning i et demokratisk samfund har de politikere, det har fortjent; og medierne formidler det, der er efterspørgsel efter: tabloide nyheder. Dette er ikke unaturligt, da aviser også er virksomheder, der skal tjene penge for at overleve. Problemet med de mange tabloide nyheder er ikke, at de bliver bragt, men at de så massivt efterspørges. Dette siger nemlig mere om befolkningen selv, end når befolkningen kritiserer dem, de selv har stemt på.

Den græske filosof Platon foreslog i svunden tid, at et land skulle styres af filosoffer, hvis fremmeste mål var at tilstræbe sandheden. Man kan kritisere ham for mangt og meget, men tager han fejl i sit ideal om at lade landet ledes af de klogeste og dygtigste? Tager vi fejl, når vi påstår, at demokratiets dannelsesideal er i forfald, når Løkkes flyrejser fylder mere i mediebilledet end nationaløkonomi og international politik, for hvordan skal vi kunne vælge rigets dygtigste til at repræsentere os i Folketinget, når netop de klogeste og dygtigste på deres felt mere som regel end som undtagelse holder sig langt væk fra den børnehave, vi kalder Christiansborg? Tager vi fejl når det vigtigste emne på uddannelsesområdet ikke er, hvordan vi får udviklet ny viden og højnet kvaliteten af undervisningen, men mere om der er nedskæringer i SU’en?

Demokratiets idealer er truede. Dette er ikke kun populistiske politikeres eller profitsøgende nyhedsmediers skyld. Vi har som befolkning også et ansvar, fra hvilket vi er løbet skrigende bort og direkte ind på Paradise Hotel. Hvis vi vil det oplyste demokrati, må vi alle gøre en indsats og ikke forfalde til kun at give andre skylden.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29