Gå til hovedindhold

Politiken – den herskende klasses hoforgan?

Indsendt af Lennart

I dag beklager avisens debatredaktør sig så over, at der er kommet nye partier til i Folketinget. Han bryder sig ikke om forandring, må vi forstå.

Og hvorfor skulle man da også ønske sig forandring, når man sidder komfortabelt i elfenbenstårnet isoleret fra den økonomiske virkelighed, som andre må klare sig i?

Alt er jo godt, ikke?

Hvad skal vi med nytænkning?

De gamle partier har vel styr på det?

Danmark er jo i storform, ikke?

Ja, det er ikke så underligt, at man kan få et forvrænget indtryk af virkeligheden, når man sidder i redaktionslokaler med udsigt over rådhuspladsen og ikke mærker det store til de problemer, resten af samfundet må kæmpe med.

Den massive mediestøtte har isoleret mange journalister imod den afmatning i økonomien, som efterhånden er blevet til en permanent krise i Danmark.

At der ikke skabes store virksomheder i Danmark længere, ser ikke ud til at bekymre på Politiken - mediet som angiveligt står for den højeste oplysning.

At Danmark gennem et årti stor set ikke har oplevet nogen vækst og sakker længere og længere bagud i forhold til omverdenen, gør heller ikke det store indtryk.

At landmænd mange steder kæmper en dødskamp, og at vi har mistet 100.000 industriarbejdspladser på kort tid, vækker heller ikke bekymring på den mondæne adresse midt i Københavns hjerte.

I stedet for at tage tyren ved hornene og erkende at tingene står skidt til og at tiden ikke er på Danmarks side, så længe vi sidder fast i hængedyndet med verdens højeste skattetryk, så benytter man enhver lejlighed til at male et billede af et land med orden i sagerne - et Danmark hvor det da går forrygende.

På Folkets Avis har vi afsløret Politiken i at tegne et for lyserødt - for ikke at sige decideret løgnagtigt - billede af skattetrykket her i landet.

Når man læser lederne på Politiken og debatindlæg fra avisens egen redaktion, får man en fornemmelse af passagerer, der fester på første klasse, mens Titanic nærmer sig isbjerget. De elsker at skrive om kultur, men har ingen folk på kommandobroen.

Hvordan kan vi også forvente, at en avis, der er så velpolstret og forkælet, kan have fingeren på pulsen andre steder end i kulturlivet, som selv nyder godt af udmagringen af landets hårdt pressede arbejdere, landmænd og selvstændige?

En avis som Politiken lever i en boble. Den lever i en anden tid. Den opdager først for sent tingenes tilstand. For den er ikke selv synderligt påvirket af krisen. Det sørger den gavmilde mediestøtte blandt andet for.

Det er altså ikke blot spil for galleriet og fedteri for de gamle partier, som uddeler mediestøtten, når Politiken ikke formår at se realiteterne i øjnene og erkende behovet for reformer i Danmark.

Det er også et spørgsmål om at den særbehandling, de gamle og etablerede medier har fået, har sat dem i en så priviligeret position, at de har svært ved at se ud over egen næsetip. Der er noget "lad dem spise kage" over Politikens redaktion.

De gamle partier vil fastholde den politisk magt og de gamle medier vil fastholde definitionsmagten. Derfor bliver de nødt til at bilde os ind, at alt er i orden. Og det gør de bedst ved selv at tro på det. Ved at lukke øjnene for realiteterne.

Og imens de i fællesskab holder nytænkning og reel oplysning ude af banen, så synker Danmark langsomt men sikkert dybere ned i kviksandet.

På et tidspunkt opdager selv de toneangivende medlemmer af Politikens redaktion, at Danmark har problemer. Men så er det allerede for sent for almindelige borgere.

Og mange borgere har jo netop set skriften på væggen. Hvorfor de til dels søger væk fra de gamle partier og til dels supplerer de gamle medier med nye.

Men det ændrer ikke ved at de gamle medier og partier sidder på magten. Blandt andet gennem et stift embedsapparat og en kynisk udveksling af gensidige vennetjenester.

De sidder på magten og varetager egne interesser og fastholder gamle privilegier, mens de foregiver at ville den almene oplysning og fælleskabets bedste.

Så selvfølgelig forsvarer Politiken de gamle partier og status quo. Avisen skylder jo systemet temmeligt meget efterhånden.

Og så har avisens opinionsredaktør endda den frækhed at påstå, at det er de gamle pamper-partier som står for fællesskabet:

De nye bevægelser er gode til at fyre den kække bemærkning af med appel til baglandet, men ingen af dem kerer sig for alvor om helheden, om fællesskabet, om at bygge bro, om at få lortet til at hænge sammen, for nu at sige det på godt dansk. Denne bøvlede, upopulære og kedelige opgave er de gamle partiers kernekompetence. Derfor er det så godt, at vi – stadig – har dem.

Mon Per Michael Jespersen selv tror op det?

Han vil gerne fremstille de gamle partier som nogle noble partier, der har samfundets interesser helt bredt og generelt for øje, mens de nye partier blot er særinteresser med mandater i Folketinget.

Det er en håbløs naiv forestilling.

De gamle partier er om noget optagede af deres egen-interesser. Det er her levebrødspolitikerne virkelig flokkes, mens de nyere partier trods alt kan fremvise enkelte idealister.

På samme måde som de gamle medier beskytter og hylder de gamle partier, så har de gamle partier det med at beskytte og understøtte de gamle medier. Det behøver man ikke være raketforsker for at kunne regne ud. Man skal bare følge pengestrømmene.

Det her land har brug for at få tingene belyst bedre. Det har brug for nye boller på suppen. Både politisk og i medielandskabet.

Men først og fremmest har det her land behov for at flere vågner op og indser at politiske partier - hverken nye eller gamle - er garant for handling eller udvikling eller samfundets bedste.

Og vi skal alle droppe illusionen om at pressen giver os et retvisende billede af tingenes tilstand. Især de gamle medier har alt for meget på spil og alt for meget at tabe til at de tør sige tingene rent ud.

For hvis tingene kom frem ville alle se behovet for reformer og forandring, og så ville de gamle skulle dele med de nye. Og det vil de ikke.

Se Politikens forsvar for status qou her:

http://politiken.dk/debat/klummer/permichael/ECE3135857/de-nye-protestpartier-er-opreklamerede/