Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse Et samfund der vakler og knager i fugerne

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

Et samfund der vakler og knager i fugerne

Skrevet af Kim Voigt Juhlin

At kunne færdes i fred og ro og have sine ting for sig selv er en væsentlig ting for vores velvære og sameksistens.

Kan vi ikke sikre det, så kommer der selvtægt, private vagtværn og meget andet, som vi godt kan undvære.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at der er to forhold, der har indflydelse herpå. Det første er, at vi ikke tager den slag forbrydelser seriøst nok. Det andet er den store tilstrømning af flygtninge, migranter og andre, som vi har set over den senere tid.

Et samfund er ikke stærkere end det, der binder det sammen. I Danmark har vi gennem generationer forbedret vores samfund og det uden voldelige omvæltninger.

Vi står (eller har indtil for nylig stået) på et solidt fundament skabt af generationerne før os. Et samfund så godt at en del af befolkningen glemte, hvor det kom fra og troede, at samfundets rigdom var uendelig og stort set kunne rede hele verden:

Åbn grænserne for alle, øg ulandsbistanden og løs verdens problemer. Sådan lød det stort set fra de dele af befolkningen.

Hvordan kan nogen være så naive? I stedet for at være taknemmelige for at bo i et sundt og velorganiseret land, så syntes de, vi burde have dårlig samvittighed og begyndte at ødelægge fundamentet.

Vi får i dag folk til landet, der skal instrueres i at benytte et almindeligt toilet - hvilken kulturberigelse. Vi ser mange stærke, unge mænd, der efterlader familien og kommer for at få et bedre liv, men uden uddannelse og de sociale kompetencer, der gør dem velegnet til et liv her.

Vi har ikke en kilde, hvorfra der springer uendelig velfærd, og det tror jeg, der er rigtig mange, der ved. Vi kunne nemt have behov for bedre hjælp til vores psykiske udsatte og hjemløse, bedre forhold på plejehjem, mere personale i skoler og børneinstitutionerne, bedre hospitaler mv., og så måske lavere skat, så kan de, der vil hjælpe, jo donere alt det, de vil.

At man skal hjælpe sine nærmeste er rigtigt – men ens nærmeste er ens familie, ens omgangskreds, ens lokalsamfund og så ens land – er der derefter noget til overs, kan vi hjælpe uden for landets grænser.

Del Et samfund der vakler og knager i fugerne