Gå til hovedindhold

Sympati med en morder? Bemærkninger til mit interview med Jørgen Saugsted

Af Camilla Paaske Hjort

Eksempelvis må man ikke som journalist gengive den indsattes udtalelser om forhold, der vedrører ofrenes personer, eller detaljer om forløbet lige op til forbrydelsen.

Selv hvis det havde været tilladt, ville jeg nok have valgt at undlade det af moralske årsager, af hensyn til de pårørende til især den dræbte, Anders Lindholdt.

Hvis nogle under læsningen af min artikel konkluderer, at jeg på nogle punkter har sympati for Jørgen Saugsted, har de ret. Det betyder dog langt fra, at jeg har sympati for hans ugerning i fogedretten.

Jeg anser det selvfølgelig som helt grundlæggende for et velfungerende samfund, at vi har et retssystem, som kan afgøre nogle af de alvorlige konflikter med andre mennesker, vi kan risikere at løbe ind i igennem livet. I modsætning til et klanvælde - som er det realistiske alternativ, hvis man ser sig omkring i verden - hvor det handler om blodhævn, selvtægt og den stærkes ret.

At vores retssystem til tider svigter groft, er en anden sag. At frustrationerne over dette er voksende i befolkningen, berettiger ikke til, at nogen skal tage sagen i egen hånd. Som Jørgen Saugsted selv sagde til mig: “Der er ikke noget, der berettiger til at slå et menneske ihjel”.

Men Saugsted har mere end slået et menneske ihjel. Han har også udøvet et attentat på hele vores retssystem. Hvilket han selv flere gange har understreget var et bevidst valg.


Læs interviewet med Saugsted her:


Han ønskede at rette systemets opmærksomhed mod systemet selv. Mod den fejlslagne forældreansvarslov og især forvaltningen af den i Statsforvaltningen og fogedretten. Mod at mennesker bliver knust i et almægtigt system, hvor det desværre for ofte sker, at den sidste, der tages hensyn til, er den svageste part. Når der er tale om sager, der vedrører samvær med et barn eller sager, der vedrører forældremyndighed, er den svageste part altid barnet.

At hensynet til den svageste part negligeres, står helt i modsætning til, hvad en af de grundlæggende hensigter med vores retssamfund er. Men Saugsted valgte den værst tænkelige måde at gå op imod systemet på - og få kan være overraskede over fraværet af frugtbare resultater. Tre børn har mistet deres far, og intet er blevet bedre. Heller ikke for Saugsted selv eller for hans familie.

Hvad er læren? Jeg har ikke noget klart svar. Men jeg kan sige så meget, at hvis Saugsted - som aldrig tidligere har begået kriminalitet, og er mentalt rask - rummede en morder i sig, så gør vi det nok alle. I modsætning til en psykopat, der myrder af lyst, er Saugsted ikke en person, der adskiller sig væsentligt fra mig eller alle mulige andre mennesker, der almindeligvis betragtes som velfungerende og såkaldt normale.

Lad os rette blikket væk fra Saugsted og videre ud. Mange danskere, kvinder og mænd, har oplevet systemets svigt i børnesager. I Danmark sidder en 26-årig kvinde i fængsel, fordi hun ikke vil udlevere sit barn til samvær med faderen, der blandt andet dokumenterbart har truet med at bortføre barnet til Libanon. Hun har ikke været stillet for en dommer, for i sådan en situation kan man i retsstaten Danmark fængsles uden dom. Det er oprørende, og det er der, det politiske fokus skal rettes hen. På de levende og de ikke-livstidsdømte, der stadig har en chance.

Saugsted sidder, hvor han skal - som livstidsfange i et fængsel. Det er der, en morder hører hjemme efter min mening, uanset, at jeg på nogle punkter kan have ondt af ham. Han har opgivet sit liv, men nogle er endnu ikke blevet til menneskefars i systemet. Jeg håber, vores herskere på Christiansborg har øret mod jorden og hører de børn, mødre, fædre og bedsteforældre, der er i klemme i disse tragiske sager.

For nej, det handler ikke kun om mødre, og slet ikke om mænd versus kvinder. Jeg er ikke feminist, og jeg er uenig med de fleste feminister i mange ting. Og ja, der findes kvinder, der bedriver samværschikane og betragter sig selv som eneejere af børnene, selvom en god fars bidrag er ligeså væsentligt, omend ofte lidt forskelligt fra, en god mors. At disse kvinder findes, berettiger dog i sagens natur ikke til, at vores samfund ikke giver andre, gode mødre - og fædre - mulighed for at beskytte deres børn i de sager, hvor det er nødvendigt.

Den distinktion burde ikke være så svær.