Gå til hovedindhold

Husk nu: En stat der vil alt kan intet

Af Lennart

Hvorfor bliver vejene ikke holdt i ordentlig stand her i landet?

Hvorfor er manglende vedligeholdelse og udbygning af kloaksystemet en bombe, der får lov at tikke under landets byer, uden at der bliver gjort noget ved problemet?

Hvorfor får de gamle mange steder alt for ringe mad på plejehjemmene?

Hvorfor er Forsvaret decimeret?

Hvorfor "gider" politiet ikke efterforske indbrud i private hjem og mindre forretninger?

Hvorfor er sundhedsvæsenet i sammenligning med andre vestlige lande efterhånden kun middelmådigt i Danmark?

Hvordan hænger disse ting sammen med den kendsgerning, at vi i Danmark har verdens højeste skattetryk?

Der er flere svar på dette spørgsmål.

Et af de væsentligste er følgende:

Det offentlige har påtaget sig flere opgaver, end det kan klare på betryggende vis.

Det offentlige i Danmark står for alt fra mediedrift, melodi grand prix til morgenvækning og taxakørsel af unge mennesker med fuld førlighed.

Det offentlige i Danmark vil alt.

Men den som vil alt ender med intet at kunne.

I staten, regionerne og kommunerne - i det offentlige - har man ikke lært sig kunsten at prioritere ordentligt.

Man har simpelthen været for vant til at man bare kunne hæve skatten.

I Danmark er skatten blevet hævet langsomt, men sikkert hen over 100 år nu.

Men den går ikke længere. Vi er nu så hårdt beskattede at yderligere beskatning ikke skaffer flere penge i kassen. Yderligere beskatning får bare folk til at arbejde mindre. Eller flytte til udlandet. Eller arbejde sort.

Så når nu ikke man kan sætte skatten op længere, men man stadig gerne vil have lysende bænke og cykelstier med indbyggede lygter, så bliver man nødt til at lade vigtige områder flyde.

For nej, projektmagerne skal da ikke mærke noget til problemerne. Og det skal medierne, som støttes med stadigt flere penge, jo heller ikke.

Og der skal også være råd til champagne til bureaukrater og politikere.

Og der skal naturligvis også være råd til at overvåge hver eneste borger i kongeriget og scanne nummerplader på vejene. Den slags koster!

Man vil hellere holde øje med almindelige danskere på vejene end man vil sørge for at den almindelige dansker har sikre veje at færdes på.

Det må vi konstatere. Det viser politikernes prioriteringer.

Så hellere lade vejene forfalde og byerne stå under vand. Så hellere skær ned på Forsvaret og beredskab. Aldrig skære ned på tåbelige projekter eller nytteløst bureaukrati.

Det er den slags kortsigtede prioriteringer, man foretager i det offentlige.

På trods af at det offentlige beslaglægger en stadig større del af vores ressourcer, oplever vi ringere service og et hastigt forfald i hel basal infrastruktur.

Vågn nu op.

Det offentlige i Danmark vil efterhånden alt - men hvor meget kan det offentlige efterhånden gøre på et ordentligt niveau, der modsvarer det vi borgere betaler?

Landet minder efterhånden om en af de der billigt skrammel butikker, hvor alting kun koster en tier - bortset fra at det faktisk er hundedyrt at være borger i Danmark.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.