Primære faneblade

Antal

Stoleleg i velfærdssamfundet

Debatindlæg af Erik Hamre

Kan du huske da du var barn og legede stoleleg?

Musikken spiller og når den stopper skal alle finde en stol at sidde på – men der mangler en stol og den, der ikke når at få en stol, er dømt ude.

Velfærdssamfundets dødskamp er fint illustreret ved denne børneleg.

For hvordan var det nu med den stoleleg, jo der var altid nogen der snød, for eksempel ved at lade en hånd røre ved stolen eller at kigge over på den der styrede musikken. Dem der spillede efter reglerne, og troede de andre gjorde det, de endte ofte med at blive tabere.

Sådan er det også med velfærdssamfundet anno 2016, der mangler stole alle kan sidde på, men det har mange bare ikke opdaget – endnu.

Og dem der ikke er klar over det bliver taberne hvis de på et tidspunkt skulle få brug for velfærdssamfundets stol og i stedet går på røven når de troede der var noget der ville holde dem oppe.

Kære læser, det er dig, den pligtopfyldende glade skattebetaler der er taberen i spillet om stolene.

Dig der tror der gælder lige regler og ærlig konkurrence om velfærdssamfundets goder.

Man kan mene politisk hvad man vil om velfærdssamfundet, men uanset om man er borgerlig, liberal eller mere venstreorienteret, må en analyse af velfærdssamfundet ske på dettes præmisser.

Det vil sige, er der sammenhæng mellem målsætninger og resultater?

Lever virkeligheden op til parolerne?

Det mener jeg ikke.

Tusindvis af hjemløse og husvilde

Tag nu tilfældet boliger. Man havde engang i velfærdssamfundets begyndelse en ide om at der skulle bygges almene boliger, så ingen skulle være boligløs og det skulle være muligt at få en ordentlig bolig, der var til at betale.

Det var et helt afgørende punkt for datidens arkitekter af det socialdemokratiske projekt.

I årtier har Københavns kommune haft socialdemokratisk ledelse og man skulle derfor tro, at København som en selvfølge havde rigeligt med billige boliger til indbyggerne.

Sådan forholder det sig som bekendt ikke.

Ifølge København Kommune selv mangler der 45.000 boliger i de kommende år og fakta er at tusindvis hvis ikke titusindvis af Københavnere er husvilde, ikke registreret som hjemløse, fordi de ikke har et narkomisbrug eller lignende. Værre er det så at der ingen hjælp er at hente når borgeren der pga. skilsmisse, sygdom eller mislykket erhvervseventyr henvender sig på kommunen.

Jeg har direkte kendskab til en syg borger, under udredning på flere Københavnske hospitaler, der bad om hjælp til at finde en bolig da vedkommende var så syg at han ikke kunne selv og ikke havde råd til de dyre private huslejer på kontanthjælp.

Svaret var at han kunne flytte til Nakskov. At han havde behov for at følge sin behandling på Rigshospitalet – og kun der – gjorde intet indtryk. At han intet netværk havde i Nakskov, at hele hans familie boede i København og som var en nødvendig støtte, heller ikke gjorde noget indtryk.

Det endte med at der blev tilkaldt en vagt, da han bad om henvisning i loven til afslag. Så kunne han stavre ud af kommunecenteret, vel vidende at Københavns Kommune vil lade ham ligge syg og hjælpeløs i rendestenen. Ude af øje, ude af sind.

Det var i øvrigt en tidligere glad skattebetaler der aldrig havde trukket veksler på velfærdssamfundet. Han havde ikke opdaget at musikken ikke spillede længere og der manglede en stol.

Vesteuropas laveste middel-levealder

Tag nu sundhedsvæsnet.

Kronjuvelen i velfærdssamfundet, det sundhedsvæsen der sikrer at ingen skal dø fordi de ikke får nødvendig lægehjælp. Det lyder godt, men hvordan forholder det sig i virkeligheden?

En ny undersøgelse viser at danskere lever betydeligt sundere end vores naboer og andre Europæiske folk, men vi dør meget tidligere, faktisk er vi det land i Vesteuropa med den laveste forventede levealder.

Lad det lige gå ind på lystavlen – den laveste forventede levealder i Vesteuropa!

Man kan slå mange knuder på sig selv for at skyde skylden på tidligere års forbrug af alkohol og cigaretter, men sandheden er snarere at det danske sundhedsvæsen slet ikke lever op til de fine ord.

En anden undersøgelse viser at danskernes chance for at overleve en kræftsygdom er godt 50%, mens den i de andre Nordeuropæiske lande er 60%, altså 10% lavere overlevelsesrate, til trods for at vi i Danmark har verdens højeste skattetryk.

Særlig slemt står det til for kræftsygdomme der rammer mænd, hvor mænd i gennemsnit dør ca. 40% hyppigere af kræft end kvinder.

Man kan slå mange knuder på sig selv for at bortforklare dette, såsom at mænd ikke går nok til lægen, men spørger man mændene svarer de at de føler sig overset og ikke får den behandling de ønsker. Er danske mænd da særlig mærkelige på dette punkt i forhold til svenske og norske mænd der ikke dør så meget oftere af kræft? Jeg tror det ikke.

Der er utallige eksempler på patienter i sundhedsvæsnet der igen og igen affejes som hypokondere, men som ender med at dø af en fremskreden livstruende sygdom. Undervejs har de endda ofte måttet finde sig i at blive talt ned til eller anset som psykiatriske tilfælde. Antallet af erstatninger der udbetales som følge af lægesjusk bare stiger og stiger.

Som følge heraf har mere end en million danskere anskaffet sig en privat sygeforsikring som redder liv. Ærgerligt for dem der troede sundhedsvæsnet holdt høj kvalitet, der har betalt til det i skat hele livet, med tillid til det var der for dem. De har ikke opdaget at der mangler en stol og musikken ikke længere spiller.

Velfærdssamfundet skranter. Det leverer ikke længere de basale ydelser det selv har sat som mål, sammenlignet med lande med lavere og meget lavere skattetryk. Pengene bliver altså brugt et sted, men ikke på dig kære glade skattebetaler.

Vær ikke dum, lyt efter om musikken stadig spiller og om der stadig er en stol til dig.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29