Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

331

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Trujillo: "Could you make some more of that guacamole – please"

Foto: Kreepin Deth
Robert Trujillo. Foto: Kreepin Deth

Antal

Debatindlæg af Knud Damgaard

Det kan vel ikke komme bag på nogen, at flere af os, som arbejdede bag grillen, var pavestolte over, at Metallica skulle spille på Roskilde.

Lars Ulrich havde flere gange udtalt, at det var hans drøm.

Og da han jo er så dansk som nogen, så vi alle sammen frem til, at de kom til deres første festival siden 1986.

De havde et kæmpe hold med sig, og hele Orange bagområde summede af aktivitet. Lars Ulrich rendte rundt og ordnede både det ene og det andet. Han tog et gigantisk ansvar og virkede super kompetent.

Det var dog tydeligt, at Metallica ikke havde været på Roskilde før, de havde muligvis spillet på en del festivals - med tilhørende dårlig catering. Men Roskilde Festivals fine renomme var ikke nået frem her. De havde sikkert og bestemt bedt om at få menukort fra tre forskellige restauranter i Roskilde.

Et af rummene i den gamle skolepavillon blev indrettet til buffet og der ankom vogne med mad fra de forskellige restauranter, kold mad vel og mærke. Danske retter og smørebrød. Masser af det, nok omkring 3 gange så meget som deres gæster og de selv kunne spise når det kom til stykket.

Det var ellers meget lækkert, selvom det stod der og var pakket ind i cellofan. Kæmpe madder med æg og rejer, anretninger med dildkartofler og sild, dåser med makrelsalat anrettet med brød og smør. Kort sagt den slags man hører Lars Ulrich advokere for gang på gang. Nu var han i Danmark og nu skulle den sata.... have en over nakken.

VI havde forberedt os på, at det nok kun var lyd og lys, som ville komme ned og spise fra grillen. Vi havde med andre ord indstillet os på en fredelig aften.

Lars Ulrich har den gode vane at invitere alle han kender til deres koncerter. Da de i sin tid indspillede deres første to plader i København, var der masser af ansatte i musikbutikkerne som havde hjulpet dem med lån af udstyr og været med dem i byen, og den slags glemmer ordentlige mennesker ikke og Lars Ulrich er en af dem.

Jeg fik med andre ord besøg af rigtig mange kolleger oppe ved grillen. Der var dømt fest og det blev der. Det var sådan lidt garden party agtigt, øl i den ene hånd og op til grillen for at få en pølse i den anden. Pludselige gik det alligevel stærkt. Der var ingen som gik ind og ud af deres buffet vogn, alle skulle have pølser!

Pludselig står der en ældre herre ved grillen, med mild stemme spørger han forsigtigt om han må få en pølse, meget ydmygt. Det var Lars' far, tennisstjernen Torben Ulrich. Han er en ret så karismatisk herre, langt velplejet gråt hår og skæg, dejlig velafbalanceret i sin fremtoning og virker som et gennemgående sympatisk menneske.

Samtidig så emmer der en slags buddhistisk ro fra ham, jeg måtte lige tænke mig om en gang til, før jeg stod med tangen om en pølse for at give ham den. ”Der er altså kød i” sagde jeg. Det var helt i orden ”Jeg vil bare gerne have en pølse” – tænk sig jeg var 110% sikker på at han var vegetar. Jeg havde ikke noget at have det i, hverken læst eller hørt om det, det var bare hans væsen som fik mig på de urigtige tanker.

Da vi begyndte at rydde op efter dem skulle vi selvfølgelig også tømme buffeten og ud kom der hvad der lignede små 100 anretninger som overhovedet ikke var blevet rørt, der var endda stadigvæk film over tallerkenerne. Der var den værste gang madspild jeg nogensinde har set. Selvfølgelig tænker man da lige, fedt så kan i lære det, RF Orange Catering er blandt verdens bedste.

Næste gang jeg skulle lave mad til dem på Orange havde de fået ny bassist, Robert Trujillo. Jeg tror ikke han havde spillet på Orange før, så vi var alle sammen opsatte på at give ham en førsteklasses 'treatment'. Robert var en rutineret musiker og havde blandt andet spillet med Ozzy Osborne. Den slags 'sidemen' har det med at være lidt mere ydmyge end dem som har været med i bands fra starten.

De har ligesom aldrig rigtig haft noget at skulle have sagt og har lært at kende deres plads, derfor er de også ganske behagelige at have med at gøre. Robert var også amerikaner, men med mexicansk blod i årene. Det betød, at man kunne tale fodbold med ham - det er trods alt noget, som kan samle folk.

Lars Ulrich havde været i en sportsbutik overfor Tivoli og købet en landsholdstrøje, hvor der var blevet trykt 'Trujillo' hen over ryggen.

Den var han stolt af kan jeg godt love.

Vi fik vendt alt muligt, blandt andet EM '92 hvor finalen, som det første sportsarrangement nogensinde, fik sat festivalen på pause. Orange Scene viste den på storskærm, og da sejren var hjemme, brølede Queen – 'We Are The Champions', ud over pladsen fra det store anlæg på scenen.

Nå, men han skulle jo også ha noget at spise og var egentlig bare kommet på for at se om der var en snack ved grillen. De snacks der stod i omklædningen, var ikke lige ham. Vi havde pølser på grillen, men det var noget mere let, han var kommet efter.

"I can make you a guacamole,” fik jeg sagt. Der bredte sig et stort smil på hans ansigt, det ville han rigtig gerne have. ”Bare sæt dig – så går jeg ind i køkkenet og laver det med det samme”.

Det skal så lige siges at det ikke er rocket science at lave guacamole, men vi havde ikke en blender, der duede, så avocadoen måtte jeg mose med en gaffel og de friskflåede tomater måtte jeg skære ud i små tern med en kniv, ditto med løg og hvidløg. Det blev hvad man med rette kan kalde en "chunky" guacamole – men det så godt ud.

Bevæbnet med et fad fuld varme nacho chips og den friske guacamole gik jeg ned til ham ved bordene og serverede, der var vel gået et kvarter med at lave dem, så det var rimelig hurtigt, jeg blev da også mødt med et "wauuuw!"

Da han havde spist kom han op til grillen og gav hånd og takkede med ordene ”It's possibly the best guacamole I ever had”.

Han spurgte, hvor mange vi var på arbejde og hvilke størrelser vi ville have, for han ville godt give os alle sammen en Metallica tee-shirt. Den slags kan vi jo godt lide!

Efter at de havde spillet, kom han - kort efter de havde skiftet tøj - hen til grillen for at få en bøf og ”Could you make some more of that guacamole – please”. Selvfølgelig kunne jeg da det – det manglede da bare. Vi fik vores tee-shirts og jeg fik delt dem ud til alle på job + lagt et par stykker til side, til dem der var gået fra vagt, så de kunne få dem dagen efter.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

19/01/2017 - 21:33

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:53

Del eller citer med linket her