Du SKAL arbejde, sagde den gamle S-regering.
Du SKAL ind i maskinen og arbejde. Det er blevet et mantra i de offentlige systemer og i den politiske dagsorden.
Du skal være effektiv og tjene staten. Om du er ansat i staten, privat skaffedyr eller patient på et hospital: Det skal være effektivt!
Du er blevet en del af et maskineri. Og vi er nogle som er utilfredse med det. Og i jagten på “skurken” kan vi skubbe aben foran os - og hele tiden pege på “noget andet”, som jo må være “dem der bærer skylden”. Men lad os se lidt på det.
Jeg har været syg og har spenderet de seneste halvandet år på en odyssé igennem sundhedssystemet og de offentlige systemer. Det har været en lærerig rejse. Og der er flere pointer som trænger til at blive ridset op. Her kommer et par af dem:
Vores sundhedssystem og de sociale systemer er ikke længere indrettet på at hjælpe mennesker. De er ikke længere indrettet på at give borgeren et løft når han eller hun har brug for det. Disse systemer er nu forvandlet til noget ganske andet. De er blevet til en service-maskine, som skal holde borgeren økonomisk produktiv i så stor en del af tiden som muligt, således at hun eller han kan tjene penge at betale skat af, så man kan holde den offentlige sektor kørende og eventuelt få plads til at mase et par kontrol- og dokumentationsfunktioner mere ind. Og det går ikke kun ud over den enkelte borger. Det går ud over hele samfundet.
Formålet med sygedagpengesystemet er ikke længere at borgeren kan få sygedagpenge når han er syg. Det er at kunne kontrollere, at der ikke er nogen der “snyder” - og måske får ½ dag “for meget” hvor vedkommende strengt taget godt kunne producere lidt.
Derfor indkalder man syge svækkede mennesker til samtaler om hvordan de kan komme i “sengepraktik”.
Det er fordi systemet er knækket over og er blevet selvtilstrækkeligt og totalitært - i den forstand, at staten og dens behov står over borgerens behov. Staten er ikke længere et nødvendigt onde - som man har brug for for at få samfundet til at fungere. Borgeren er nu et nødvendigt onde - for at systemet kan fungere.
Der er vendt op og ned på tingene. Og det er sådan totalitære systemer defineres:
Systemet ejer borgerne og borgerne er til for systemet.
Når man møder konsekvenserne af dette - vil de fleste reagere umiddelbart og følelsesmæssigt hvilket er fuldt ud forståeligt. Men det graver desværre ikke dybt nok i analysen af hvad der er galt.
I min tur igennem sundhedssystemet foregik det ofte sådan, at nogle mennesker “gav mig ret” ved at pege på hvem der var “skyld i hele miseren”. Men det er de ikke. I hvert fald ikke kun. Jeg hørte forskellige udgaver. Og her vil jeg forklare mit eget synspunkt i forhold til dette.
Det er lægernes og sygeplejerskernes skyld. De er dumme!
Nej, de er ikke dumme. Ikke dummere end de fleste. Og de vil gerne gøre det rigtige. Men de er dumme nok til at acceptere vilkårene så meget - at de rent faktisk fortsat arbejder i det menneskefjendske system.
En del af det jeg beskriver i min bog ‘Dead Man Talking’ er de situationer hvor sygeplejersker og læger har overgivet sig til systemkravene og mistet sig selv.
De hænger sig i procedurerne som en toårig hænger i sin mors skørter. De er decideret bange for at bruge deres dømmekraft og henviser til andre autoriteter - i stedet for at tage autoriteten på sig. Det er jo det de får løn for.
De sidder med hovedet ind i skærmen - og er nervøse for at sætte forkerte krydser.
For der er jo nulfejl-politik og den der kan begå færrest fejl (lave mindst?) er den der bliver forfremmet.
De henviser til “lægen er dygtig” - som om det er et argument, når man stiller et spørgsmål.
De siger “lad os nu følge proceduren” når de har travlt og er småstressede.
De siger “det må du hellere spørge om på Rigshospitalet” når beskeden der skal gives er for tung og de ikke helt har nosserne til jobbet og måske er blevet lidt rigeligt pottetrænede i pænhedsregimet.
De siger “jamen vi plejer altså … “ selvom det det plejer i den konkrete situation er helt hen i vejret.
Og hvorfor gør de det? Jo - det gør de fordi de ikke er i stand til at vriste sig fri af systemets definerede krav i procedurerne. De har overgivet magten over eget arbejde til procedurer der er udarbejdet af systemkonsulenter, djøffer og enkelte læger i hospitalsledelserne.
Du skal gøre som proceduren siger, for hvis du gør det din erfaring og dømmekraft siger - så er det en fejl og du risikerer at blive fyret.
Læger og sygeplejersker ved godt at de er dygtigere end systemet og at de KAN gøre nogle ting bedre ved at bryde reglerne og procedurerne. Men de tør ikke. For de bliver straffet hvis de gør det.
Det var sådan jeg oplevede det i de fem hospitaler jeg foreløbig har konsulteret. Og dette er min analyse af det.
Hospitalsledelserne er dumme! Det er deres skyld!
Nej de er ikke særlig dumme. Måske lidt dummere end sygeplejerskerne, men de vil også gerne gøre det rigtige. De har bare ikke nosser nok til at gøre det de godt ved, de skal gøre.
Hospitalsledelserne er dog sammensat af ambitiøse mennesker, som gerne vil præmieres ved at være “ledere”.
Desværre rekrutteres “ledere” ikke fordi de er gode ledere, men fordi de er personligt ambitiøse. På den måde bliver en “leder” snarere en chef og administrator, hvilket er noget andet.
Ledelserne i det offentlige skal kun få ting: De skal enten få budgetterne til at holde eller skaffe flere penge (eller begge dele) og så skal de sørge for at deres område har et godt omdømme og ikke ligger politikerne til last.
For at få budgetter til at holde skal man have store budgetter med meget luft og megen redundans, så man har råderum når der er udsving i belastningen.
Det kræver at man er god til bullshit.
For at sikre et ordentlig omdømme skal man overbevise brugerne af systemet om, at det enten er skide godt eller at det i hvert fald ikke kan være bedre under de nuværende forhold.
Det kræver at man er god til bullshit, kan lyve for sig selv og klynke og at man afsætter et pænt stort beløb til propaganda.
Og alt det gør hospitalsledelserne rigtig godt.
Det er derfor jeg kunne se disse kampagner på Nordsjællands hospitaler - hvor man kunne se på store fladskærme, at hospitalet sandelig er til for patienterne, at medarbejderne smiler, at man bare skal ringe til ledelsen hver den tredie torsdag i måneden (mon nogen overhovedet gør det?) og så videre.
Det var derfor medarbejderne gik rundt med små badges på - som forsikrede patienterne om hvor patientorienterede de var, alt imens de i stress vrissede ad selvsamme patienter.
Det er derfor de har noget der hedder “patientvejleder” - som lyder godt, men som nok mest er en slags aflastningsfunktion, ligesom når direktøren i et større firma har en sekretær/receptionist siddende udenfor sit kontor og vogte på, at ingen uvigtig person slipper forbi og ind til ham.
Ledelserne gør skam det rigtige - i et system hvor systemet er dets egen årsag og opfatter sig selv som det egentlige.
Altså - hvor opretholdelsen af et vist antal arbejdspladser er det egentlige og ikke helbredelsen af patienterne. I sådan et system er de nuværende hospitalsledelser ganske velegnede.
Men det er komplet ude af stand til at løse det problem vi har ifht sygdomsbekæmpelse og sundhed. For det kræver at man er i stand til at have fuldt fokus på patienten, når det er nødvendigt.
Og det kan man ikke, når man lader et system og nogle formularer og procedurer styre 100%. Lad dem gælde i de 95% af tilfældene hvor det giver mening. Det ville være mere effektivt. Men sæt medarbejderne fri til at gøre det arbejde de rent faktisk er fagligt uddannet til.
Og få så plejet og smurt forfængeligheden og selvtilliden et andet sted (på golfbanen eller i sejlklubben) - i stedet for at lade det gå ud over patienterne.
Det må være politikernes skyld!
OK. Det ved vi godt. De ER jo dumme.
Men de vil også gerne gøre det rigtige. Men inden de når ind og opnår status af at være valgt til regionsråd, kommunalbestyrelse eller folketingsmedlem - så har de gennemgået en skoling, eller prægning - som sørger for, at de har accepteret vilkårene i den type af parlamentarisk partistyret repræsentativt demokrati, som vi har.
De har altså lært at acceptere nogle af de strukturelle fejl - som gør, at de kommer med de forkerte løsninger.
Det er FORDI politikerne er fundet af systemfolkenes midte - at de fremdeles fremturer med de samme forkerte løsninger på de samme problemer, som de selv har været årsag til.
Det er fordi de har (halve) djøf-uddannelser og har årevis af erfaring fra “politikerskolerne” i ungdomsorganisationerne - at de har udviklet et verdensbillede og en måde at anskue problemerne på, som gør dem ude af stand til at identificere de egentlige problemer - endsige deres løsning.
Og de har endda dette tilfælles med embedsmændene, så det sammenrend er jo blot en osteklokke i sig selv.
Selve denne rekruttering er problemet. De “tror på” systemløsninger og de tror på deres egen centrale vigtighed. De tror at “systemet” er altings mål og at borgeren er til for systemet og ikke omvendt.
Der ud over har vi et andet centralt problem:
Vi har nu et så komplekst samfund, at politikerne har mistet overblikket over hvad de laver. De har derfor ladet sig dumpe ned på et mere "pragmatisk" niveau, hvor de sidder med en konkret lille og overskuelig opgave, som man skal "løse" - fx: “hvordan får vi folkepensionen til at slå til?” eller “hvordan får vi flest muligt igennem hospitalssystemerne?”
Det betyder, at de principper samfundet og velfærdsstaten oprindelig er bygget op efter - bliver mistet af syne.
Og det betyder, at politikerne "løser" problemer lokalt - uden at overveje hvordan hele det komplekse system bliver påvirket af de små "løsninger" på de enkelte problemer.
Hvis man lægger mærke til det, så er både den italienske fascisme og den tyske nazisme jo tildels også en slags "velfærdssamfund".
Man satsede på at familieenhederne - hvis de gjorde det rigtige - kunne få del i en materiel velstand, som blev opbygget og styret fra centralt hold. Der blev skabt jobs ved at bygge motorveje og broer (alle kender historien) og landene blev bragt ud af en dyb økonomisk krise på den måde (jo, det er så diskutabelt, men alligevel).
Kinder, Kirche, Küche var det der var plads til for husmoderen. Manden skulle på fabrik.
Menneskene var ejet af staten - mere eller mindre.
Aftaler mellem statsmagten, kapitalmagten og (tildels) - de statskontrollerede arbejdsgiverorganisationer afgjorde hvad borgerne måtte og ikke måtte og hvad de skulle og ikke skulle.
I dag skal borgerne fx også sidde i venteværelserne og vente på, at lægen får tid til at bruge 2 minutter på vedkommende - så hospitalets ledelse kan fremvise fine statistikker.
Formålet er alene - at kunne klikke af, at endnu en patient er i behandling. Den egentlige behandling begynder måske først måneder senere. Men så holder man sine måltal og alle er glade. Altså alle dem der tjener penge på det.
Patienten er selvfølgelig blevet svækket yderligere af at skulle være til rådighed for systemet med de vellønnede ledere. Men det er en uvæsentlig detalje i systemet.
Politikerne har udstukket rammerne for hospitalsledelserne - som sender aben videre til medarbejderne med kundekontakt, som sender aben videre til borgerne der betaler i begge ender:
Pengene til systemet - og prisen for at det fungerer på ledelsernes præmisser.
Det er journalisternes og mediernes skyld!
Tja. Men det gør det jo ikke til journalisternes skyld, at vi er ved at ødelægge vores samfund. De løfter bare ikke den opgave, de tror de løfter.
Journalisterne er ansatte funktionærer hvis job går ud på at skaffe læsere og seere til annoncer. Derfor skal de skrive noget fyld - som kan lokke folk til at se annoncer, selvom de gør deres bedste for at undgå det.
Det er derfor jeg kan blive syg med cancer og skrive om hvor tosset systemet fungerer - og alligevel interesserer journalisterne sig hovedsagelig for om jeg er bange for at overtræde loven når jeg tager cannabisolie.
Det er mere spændende med en menneskelig vinkel og følelser - fordi det giver flere clicks.
Og når journalistikken løfter sig over det niveau og lader en overlæge eller en regionalpolitiker komme til orde - så kommer der egentlig ikke en rigtig debat ud af det. Der tales ud i intetheden - fordi vi er så vant til at medier er underholdning og vi forventer at kunne hoppe fra det ene følelsesmæssige fix til det andet - så vi ikke mærker virkelighedens smertefulde sandhed: Vi er ved at gå på røven.
Når diskussionen bliver taget op - så formår journalisterne og kommentatorerne i medierne heller ikke at løfte den ud af det lille lokale problem.
De går med på "præmissen" (fordi det giver mere pote - flere clicks og flere stemmer) og skændes så om "reglerne".
I stedet for at grave et spadestik dybere og kigge på årsagerne, så ses der på skyld. I stedet for at se på det personlige ansvar og de strukturelle fejl, så kigger man på det formelle ansvar - der naturligvis aldrig kan placeres, fordi det jo er cheferne selv, som sørger for de kontrakter der i så fald skulle placere ansvaret.
Det er derfor topchefer og politikere ganske ufortrødent kan sige: Jeg påtager mig det fulde ansvar!
Det lyder godt, men det er tomme ord. For der følger ingen konsekvens med.
Og når der endelig gør - så er det i form af en forflyttelse i samme lønramme og i sidste ende kan det få den effekt, at vedkommende får besked på at “efter fælles overenskomst besluttes det at bringe ansættelsen til ophør” - hvilket betyder, at du tager dit gyldne håndtryk med dig til Maldiverne i seks måneder hvorefter du vender tilbage til et nyt job i samme lønramme men et andet sted, samt at man i den anledning ikke sender besked til navneredaktionerne ude i medierne.
Det er din skyld!
Hvis du endelig vil placere en “skyld” - altså det man skal skamme sig over og ikke ansvar, som er noget man påtager sig og tager alvorligt - så kan du se dig i spejlet. For chancen er, at hvis du er som de fleste, så lader du det foregå.
Du siger kun fra blandt ligesindede. Du skriver ikke om det i medierne. Du skriver ikke klager. Du tænker ikke dybere over det.
Du nøjes med at læse lidt om det og tænke “Ja - guldkorn! Han har SÅ meget ret”. Du føler forargelsen og vreden i kroppen. Og du får en semiorgasme i hjernen over det. Og så lægger du dig til at sove videre.
Jeg har talt med talrige patienter og pårørende, med talrige sygeplejersker og læger og med masser af venner og bekendte om det her.
Men jeg har ikke mødt mange - som ikke bare lader det passere, for “det SKAL jo gå”, “jeg er så stresset”, “jeg skriver ikke så godt” og så videre.
Nu har jeg så skrevet en bog - Dead Man Talking - om sundhedssystemet og de sociale systemer og om mine oplevelser mens jeg var kørt helt ned og var ved at dø af aggressiv cancer - mens jeg samtidig skulle kæmpe med et system, som vi i fællesskab har ladet køre fuldkommen grassat. Det er jeg stolt af. Og jeg er taknemmelig for al den hjælp jeg fik undervejs. For den var ikke blevet til noget uden personlig og direkte hjælp fra mange mennesker.
Bogen udkommer d. 22. Marts. Og jeg er parat til at råbe højt.
For jeg lovede mig selv - da jeg lå og rodede i al det lort vi har skabt i de systemer - at det skulle fandeme være løgn og om det så var det sidste jeg gjorde - så skulle de satan eddeme ikke dø i synden i de systemer.
Det er stadig din skyld!
Og min!