De store mediehuse skovler hundredevis af millioner ind i mediestøtte hvert år.
Penge staten tager fra det danske folk som er verdens hårdest beskattede.
Og hvad går pengene så til?
De går naturligvis til at sikre toppen i den danske medieverden endnu mere lukrative forhold, herunder lønninger som en typisk dansk lønmodtager eller selvstændig ikke kommer i nærheden af.
Formanden for bestyrelsen i JP/Politikens Hus runder således let de to millioner. Nu får han 2,25 mio årligt.
De menige medlemmer i bestyrelsen, for hvem posten passes i fritiden, må "nøjes" med en kvart million i honorar årligt. Ud over hvad de så ellers får i løn i deres daglige arbejde.
Næstformanden, for hvem posten også passes i fritiden, kan nu indkassere en halv million om året i bestyrelseshonorar.
De høje honorarer skal ses i en sammenhæng, hvor der i forvejen udbetales meget store bonusser, som Journalisten.dk skriver:
Lars Munch modtog et fastholdelseshonorar på 16,8 millioner kroner i 2014, da han tiltrådte som formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
Et fastholdelseshonorar?
Ja, kreativiteten fejler ikke noget, når det gælder om at finde på undskyldninger for at dele de store summer ud i toppen.
Og hvis det så bare havde været mediernes egne penge. Men netop disse store medier modtager årligt tre-cifrede millionbeløb i støtte - betalt af dig og mig. Vi er tvunget til over mediestøtten at medfinansiere disse rundhåndede ordninger.
Det har tidligere været fremme at JP/Politikens Hus kan klare sig fint uden mediestøtte, men alligevel modtager den.
Og her har vi altså resultatet. En stor del af de mange millioner går til at polstre ledelsens lønninger.
Mediestøtten er dybt amoralsk.
Her på Folkets Avis modtager vi nul mediestøtte. Vi nægter at modtage den.
Vi har dokumenteret de skadelige virkninger ved mediestøtte gennem en lang række artikler.