Hvad er et oligarki
For over to tusind år siden skrev Aristoteles, en af antikkens mest dybtgående tænkere, en indsigtsfuld undersøgelse af politiske systemer i sit banebrydende værk "Statslære".
Blandt hans analyser identificerede han et system, som han kaldte oligarki, en regeringsform styret af nogle få rige.
Hans observationer om, hvordan oligarkier opstår, opretholder sig selv og til sidst smuldrer, giver en tankevækkende refleksion over magt- og rigdomsdynamikker, der ser ud til at overskride tidsaldrene.
Aristoteles afgrænsede regeringstyper ved at skelne mellem det, han kaldte sande former, og deres perverterede modstykker. Sande former som monarki, aristokrati og folkestyre har til formål at regere til fælles bedste.
De har hver især en korrumperet tvilling: tyranni for monarki, flertalsdikatatur for demokrati, og oligarki som den korrumperede form for aristokrati.
I et oligarki bliver rigdom den vigtigste målestok for ens adgang til magt. Mens aristokratiet ideelt set ophøjer de mest dydige og dygtige, flytter oligarkiet fokus til de rigeste og forvandler lederskab fra styring til gavn for almenvellet til et egoistisk mål om at bevare og udvide herskernes rigdom.
Aristoteles bemærkede, at denne transformation sjældent er pludselig. Oligarkier udspringer ofte af systemer som demokrati eller aristokrati, hvor rigdom til at begynde med spiller en rolle i udvælgelsen af ledere. Med tiden udvikler det sig til det dominerende kriterium.
I modsætning til tyrannier, der er afhængige af rå magt, manipulerer oligarkier juridiske og økonomiske systemer for at forankre magten. De indfører høje adgangskrav til embeder eller gør det så dyrt at føre valgkamp, at kun de rige deltager. Denne økonomiske kontrol giver dem mulighed for at skjule deres styre bag tilsyneladende legitime strukturer og manipulere love og politikker til fordel for den rige elite.
Denne systemiske kontrol strækker sig til at forstærke samfundets klasseskel, sikre sig nøgleroller gennem økonomiske alliancer og endda anvende foranstaltninger til at undertrykke potentielle opstande ved at gøre livet i byerne uoverkommeligt dyrt for de mindre velhavende.
Hans observationer om en cyklus af rigdom, der fører til magt, som igen giver mere rigdom, understreger nutidens kritik af økonomisk og politisk ulighed.
Indikatorer på sådanne oligarkiske tendenser i dag kan omfatte love, der favoriserer rigdom, og som er indlejret i komplekse skatteregler eller økonomiske politikker, der koncentrerer rigdom til nogle få.
Politiske systemer, hvor det at stille op til valg kræver enorme personlige midler eller velhavende opbakning, begrænser den politiske deltagelse til en velhavende elite, hvilket forstærker temaet økonomisk indflydelse i forhold til reel tilgængelighed.
Aristoteles betragtede dog oligarkier som iboende ustabile, kun overgået af tyrannier i deres skrøbelighed.
Denne ustabilitet stammer fra interne konflikter, især den herskende elites fremmedgørelse over for den brede befolkning og over for sig selv.
Koncentrationen af magt og rigdom skaber vrede og svækker den sociale sammenhængskraft, hvilket øger risikoen for oprør og fremkomsten af populistiske ledere, der forsøger at udnytte befolkningens utilfredshed.
Aristoteles bemærkede også, at oligarkernes afkom, der er opvokset i luksus, ofte mangler modstandskraft i forhold til deres mindre privilegerede modstykker, hvilket potentielt giver de dårligt stillede mulighed for at udfordre deres herskere.