Gå til hovedindhold

Kort før lukketid?

Indsendt af Thomas

Kampen mod L144 i populær tale kaldet offentlighedsloven er blevet intensiveret og når helt ind i regeringens og støttepartiernes egne rækker. Folkets Avis har sammen med de fleste andre trykte og elektroniske medier været med til at gøre opmærksom på lovens skadelige virkninger for vort demokrati, åbenhed i forvaltningen og pressens muligheder for at kigge magten over skuldrene, selv om vi stadig er et ret nystartet foretagende med få ressourcer og begrænset læserskare. Men støtten til vores onlineavis er stigende som modstanden mod L144 – begge dele er vi meget glade for. Alle kan og bør nemlig oplade deres røst i denne sag og give udtryk for protest imod de trusler, som folkestyret udsættes for fra politisk og administrativt hold – det er vigtigere end nogensinde.

Denne signatur sad klar med kuglepen og notesblok under begge de åbne samråd om offentlighedsloven i Folketingets Retsudvalg og måtte konstatere, at Justitsminister Morten Bødskov (S) gjorde alle mulige retoriske og teknokratiske krumspring for at undgå at komme med klare svar på ditto formulerede spørgsmål. Vi savner stadig konkrete eksempler på, at ministrene ikke kan arbejde i hensigtsmæssig fred og ro i forhold til den glubske offentlighed inklusive mediernes nysgerrige blikke ud fra gældende regler vedtaget i 1985. Bødskovs uldne tale og ønske om et mere ”fortroligt rum” er hidtil baseret på komplet ubrugelige og hypotetiske ”hvis nu” scenarier.

Ministerens dårligt argumenterede behov fremstår stadig som en undskyldning for at kunne gennemføre den lovgivende proces uden at blive forstyrret. Dette fjerner ikke just mistanken om, at det i værste fald kan føre til magtmisbrug og skalkeskjul for urent politisk trav. Hvorfor dette de facto ønske om mest mulig hemmelighedskræmmeri? I 2009 hidsede Bødskov sig ellers gevaldigt op over VK-regeringens forslag til en lignende lovændring, men ministerbilens bløde komfort inklusiv chauffør kan åbenbart korrumpere de flestes principfasthed og indestængte forargelse over andres rævekager.

Folkets Avis deltog i den fredelige og veltilrettelagte demonstration mod L144 på Christiansborgs Slotsplads onsdag d. 15. maj og fik flere interviews med hjem. Særligt indtryk vakte prof. Tim Knudsen med speciale i forvaltningsrettens historie, der i sin tale tordnede mod det brede flertals intention om at lukke sig selv om egen magtfuldkomne akse med ringe hensyn til vælgere og medier. Hele øvelsen var efter hans opfattelse nærmest ”sindssyg”, og det er fristende at give ham ret. Disse interviews og indslag er lagt på Folkets Avis facebookside og website.

Er slaget tabt nu, lød et af spørgsmålene til journalist og forfatter Erik Valeur, del af arrangørgruppen og facebooksiden ”Nej til offentlighedsloven.” Det havde han ikke fantasi til at forestille sig i et civiliseret og oplyst land. Måtte Valeur få ret, og lad os alle gøre vores til, at han får det – sagen her må aldrig gå i glemmebogen, og politikerne bag loven kommer forhåbentlig til at stå til regnskab overfor befolkningen i den offentlige debat og ved stemmeurnerne. Folkets Avis har tænkt sig at yde et bidrag til at nå det ønskede mål. For demokratiets og folkestyrets skyld.