Primære faneblade

Fællesnævnerne for begge begivenheder er tre:

1) Det går ud over kvinder.

2) Overgrebene bunder i kulturer, der stammer fra MENA-regionen , dvs. Mellemøsten og Nordafrika.

3) Danske feminister – brune som hvide – begyndte at råbe op om, at man jo måtte tage kulturelle hensyn.

De to første fællesnævnere er – hvor grotesk, ubehageligt, usmageligt, uhyggeligt og chokerende de end måtte være – relativt forudsigelige.

Den sidste fællesnævner er den absolut mest begrædeligt ud fra et sekulært, demokratisk samfundsmæssigt synspunkt.

At et stort antal etnisk-danske feminister, der dybest set er mest interesseret i deres egne kødgryder, begyndte at råbe op om Roskilde Festival, og at de så sandeligt da også var blevet gramset på af etnisk-danske mænd fra den danske kultur, var måske endda også delvist forudsigeligt i ligeså høj grad, som det var usmageligt.

Denne selvcentrering er i høj grad kendetegnende for disse kvinder, der desværre ikke evner at sætte sig ind i andet, end hvad der foregår omkring dem selv, og de er således nok heller ikke i stand til at forstå, at problemerne med kulturen fra MENA-regionen, ikke handler om små afrikanske børn, der danser stammedans, men om kvindeundertrykkende traditioner, der påvirker livet for utroligt mange kvinder – også i Danmark:

En kultur, der indebærer en enorm social kontrol. En kultur, der medfører, at kvinder ikke kan gå i fred på gaden, og at dersom kvinder bliver udsat for overgreb, så er det kvindens egen skyld – ikke mændenes. For de kunne blot have undladet at forlade hjemmets fire vægge uden at være mandsopdækket.

Nej, kære ”hvide feminister”. I fatter generelt hat af, hvad det handler om.

At ”brune feminister” så også begyndte delvist at undskylde mændenes overgreb med at spørge ”Hvorfor er der ikke videoer på YouTube?”, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver. For disse kvinder, der selv lever under danske forhold og i langt højere grad end deres medsøstre kan tale frit – også her til lands -, er blevet så vant til at leve under vestlige forhold, at de - deres rødder til trods -, ikke mere erindrer forholdene i deres forældres hjemland.

Det er på en måde en god ting. For de SKAL være vant til de vestlige forhold og tage dem for givet. det gruopvækkende ligger i, at de samtidigt blevet er historieløse og betragter i mange tilfælde anelandet som et ferieparadis, hvor de selv kan besøge kusiner og fætre fra hine tider og opføre sig som turister, hvor de ikke mere er underlagt de regelsæt, som ellers er gældende.

Disse samme hvide såvel som brune feminister begynder Gud hjælpe mig også at tale om, at vi jo i Danmark har en seksuel lavalder på 15 år, så derfor er det i orden, at mænd fra de samme kulturer som tidligere nævnt, lever med deres barnebrude på danske asylcentre. Bare de er 15 år. ”For så er det jo frivilligt.”

Hvor får de det dog fra? 15 år gammel med et barn og måske et andet på vej? Tror I at disse børn kom til ved Helligåndens hjælp? Eller kom de til, fordi en – med overvejende sandsynlighed meget ældre - mand deflorerede en lille pige, der var blevet lovet slik på bordet og måske et nyt tøjdyr til sit bryllup? En lille pige, hvis krop hverken mentalt eller fysisk var parat til dette overgreb?

Og som kan glæde sig til et liv med endeløse børnefødsler og madlavning foran sig? Hvornår skal denne pige have hjælp? Skal hun selv antyde overfor myndighederne, at hun ikke var vild med overgrebene, da hun var på weekend med sin mand?

Skal hun selv gå til de frivillige på asylcentret, der ser hendes ægteskab som en kulturberigelse, og få dem til at hjælpe sig med et blive skilt?

Ja, en skilsmisse vil koste hende dyrt i forhold til familien, men hvis hun er uden skyld, fordi den danske stat nægter dem samliv, så har hun dog selv en chance for at tage stilling, når hun bliver 18 år og mere mentalt udviklet til at overveje konsekvenserne.

Og I danske ”brune feminister”, hvor af en del selv har været udsat for tvangsægteskaber i en ung alder – ja, i sagde måske selv ordet ”Ja” under hensyn til familiens fred, men opbakning fik I aldrig fra jeres familie, da I blev tæsket og ville skilles – I begynder pludseligt at pludre løs om, at man måske skulle spørge barnebrudene, hvad de vil. At vi er skyld i antallet af barnebrude, fordi vi ikke åbner grænserne på vid gab og lukker alle ind. Fordi vi begrænser familiesammenføringerne.

Tværtimod. Hvis ægteskabet ikke er adgangsgivende til den europæiske himmel på jord, så er der heller ikke incitament for forældrene til bortgifte disse små piger og til at ændre på traditionerne – Syrien havde før borgerkrigen ikke en tradition for, at deres døtre blev gift, før de var 18 år.

Til alle disse feminister har jeg nogle enkelte spørgsmål:

Hvor går grænsen for kulturberigelse? Ved Shawarma eller kønslemlæstelse?

Ved voldtægt eller barnebrude?

Ved opdragelsesrejser til hjemlandet eller ved altanpiger, der bliver presset til selvmord af familien?

Ligger grænsen, hvor det gælder dig, der er kommet delvist i sikkerhed, din søster, der stadig lever med stor social kontrol, eller når det gælder piger fra MENA-regionen, der lige er kommet med menneskesmuglerne til Europa?

Gælder der andre regelsæt og love for ”hvide” piger, som ”brune” piger ikke er berettiget til?

Hvornår holder I op med at tale om, at I ikke vil spændes for en vogn? Vognen er kørt for længe siden, og I står stille!

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne


Debat og kommentarer?

Abonnenter kan kommentere direkte her på Folkets Avis

Bliv abonnent nu og deltag i debatten

Du kan også følge vores side på Facebook hvor en del indlæg debatteres:


Camilla Winther Nissen på lejlighedsvist dybt vand om samfund, politik, familie, bæredygtighed og økologi - nogle gange mod strømmen, andre gange med, men sjældent hængende fast i partipolitiske spiltov.

Følg os på Facebook