Gå til hovedindhold

Den tvangsfrie kvinde

Erich Fromm havde ret, da han sagde, at hvis mennesker ikke kan tåle friheden er det sandsynligt, at de bliver fascister. De fascistoide feminister kæmper nu en kamp om idéen om Kvinden og hendes frihed. De arbejder hårdt på at handicappe mænd på baggrund af tilfældige smagsdomme. De gør det systemisk – og helst skattekroner. Manden og hans støtter (fx kvinder der ikke anerkender feministerne) skal svækkes - og de skal selv tildeles positive rettigheder. Det er ikke en fair kamp. Men det er heller ikke deres ønske, at det skal være fair. Den egentlige bevæggrund, uanset fine italesættelser, er en ophøjet selvfølelse der byder disse feminister, at de føler sig særligt berettiget til at lukrere på andres arbejde. Meget få feminister arbejder – mig bekendt – som murarbejdsmænd eller vejarbejdere, men de vil gerne have tag over hovedet og køre på vejene. De ønsker privilegierne, men arbejdet vil de ikke udføre. I feministernes uovervejede foretagende, forsøger de at tage deres medsøstre som gidsler. Det er deres mål at påtvinge den progressive kvinderolle på alle kvinder. Det er et overgreb på andre menneskers frihed. Der er tale om et ensidigt og svagt funderet tankepoliti, der forsøger at gennemtvinge tilfældige påstande om det gode, sande og rigtige. Det er ulykkeligt for de mange kvinder, der hviler i sig selv, og ikke har behov for at politisere enhver menneskelig handling. De bliver forsøgt revet op med roden, så de kan blive tvangsfrie i den nye feministiske verdensorden. Det minder om det, der foregår i religiøse lande, hvor en mindre, men højtråbende gruppe forsøger at tage patent på virkeligheden og indføre diktatoriske tilstande. Disse mennesker er skamløse i deres forsøg på, at fortælle andre hvordan de skal være frie. Fri os for det onde. Amen.
Nick Mogensen er spidskandidat for Nye Borgerlige i Vestjyllands Storkreds