Lars von Triers nyeste film Nymphomaniac lever ikke op til hans andre film. Dertil er Nymphomaniac for lang og kedelig. Men det er ikke nogen dårlig film set fra et folkeoplysningsperspektiv.
Budskabet i filmen er banalt. Gør du din egen nydelse til eneste mål i livet, mister du alt andet. Du bliver hensynsløs over for omgivelserne - og du bliver ensom. På den måde er filmen en løftet pegefinger.
Og det er befriende, at Lars von Trier tør være moralist.
Nymphomaniac er også en lidelseshistorie, men jeg skal naturligvis ikke afsløre, hvordan det hele ender. Historien i sig selv er god nok, men i filmen fortælles den på en kluntet måde med en masse afbrydelser og kommentarer undervejs, der forsøger at gøre den mere generel og betydningsfuld. Det lykkes ikke.
Tværtimod forstyrrer kommentarerne om fluefiskeri og klassisk musik og gør filmen unødigt lang. Det er sjovt lige i starten, men det bliver hurtigt ligegyldigt. Alligevel er filmen en oplevelse, og den får dig til at tænke over livet.
Sex fylder ikke overraskende meget i filmen, men det kunne lige så godt have været en anden form for monoman selvrealiseringstrang. Nogle af sex-scenerne er for meget, men efter sigende er filmen censureret i forhold til Triers ønsker, som åbenbart var endnu mere vidtgående.
Overdrivelse fremmer forståelsen, og Lars von Trier holder ikke igen. Selvom filmens hovedperson er ekstrem, finder vi samme mønster i mindre udpræget grad overalt omkring os. Et hav af forliste familier og ensomme mennesker følger i kølvandet på det utøjlede ræs mod karriere, materiel velstand og uforpligtende nydelse.