Politik er ikke hvad det har været

Politik er ikke hvad det har været - De løber skrigende frem med sværdet - Og beslutninger bliver taget - Uden at tjekke grundlaget

Sådan lyder det i en af Anne Linnets sange, hvor hun kritiserer populismen inden for nutidens politik, der ifølge hende har taget overhånd. Idealismen er gået tabt til fordel for behagesyge og stemmemaksimering, og få politikere har mod til at bekende sig til store idéer eller give udtryk for meninger, der strider imod den offentlige konsensus. Jeg er tilbøjelig til at dele hendes opfattelse, da jeg mener, at politik i dag har udviklet sig til et rent narrespil, hvor det snarere handler om at sværte modstanderen til for at fremstå så god og frelst som muligt i vælgernes optik.

Ingen af partierne fra højre eller venstre har noget at lade de andre høre i denne forbindelse, og alle vælter sig i sølet, hvor mudderkastning og personsager efterhånden fylder mere end realpolitik.

Samtidig bliver der vedtaget en del forhastet lovgivning, og dette er en tendens, som medierne er med til at bestyrke ved at kræve omgående handling fra politikernes side i selv små sager. Medierne fokuserer på politikernes gøren og laden, samt deres private forhold frem for den politiske substans, hvilket har en selvforstærkende virkning, og politikerne er ikke sene til at udnytte medierne til at bekrige deres politiske modstandere.

Samtidig er der en tendens til, at politikerne siger det, som vælgerne gerne vil høre, og på samme tid siger de alt og intet. Det er frustrerende som vælger at overvære dette scenarie, som mest af alt virker som spil for galleriet. Selvfølgelig forekommer der en vis ensretning inden for ethvert parti, som er nødvendig i et vist omfang for at sikre partiets overlevelse og ikke skræmme vælgerne væk grundet interne stridigheder og modstridende holdninger udadtil, men når det tager overhånd, bliver politik og politikerne reduceret til en grå masse.

Den pauseløse lovkværn

Partierne nærmer sig hinanden mere og mere, og det virker som, at de fleste taler hinanden efter munden uden at turde tage hul på de virkelige problemer. Det er i sidste ende skadeligt for debatten, og det resulterer i, at man inden for politik og i medierne er mere optagede af kævlerier og småsager, hvilket kan føre en del mislykket og uovervejet lovgivning med sig, såsom f.eks. hundeloven, og mange andre absurde sager, som det vist næppe er værd at nævne her. En forfejlet opfattelse inden for offentligheden, som medierne er med til at holde i hævd, lyder på, at alle problemer kan løses gennem lovgivning.

I nutidens danske samfund er det snarere for meget og mislykket lovgivning, der udgør en del af problemet, hvilket kun få politikere er villige til at indrømme

Når politikerne bedyrer, at de vil lave ny lovgivning, signalerer de handlekraft over for befolkningen, der lulles i søvn med den falske forestilling om, at der nu bliver gjort noget ved problemerne, men i mange tilfælde fører dette til yderligere frihedsindskrænkninger af borgernes liv og færden, og dette udgør ofte en symptombehandling, der kun har ringe effekt. Dette er en dimension, som mange glemmer, når der opstår forskellige situationer, og befolkningen og medierne er hurtige til at afkræve handling af politikerne for enhver pris.

Ideologiernes død – politikernes brød

Et velkendt mantra inden for samfundsvidenskaben lyder også på, at ideologierne skulle være døde i dag, og man fristes til at tilslutte sig denne opfattelse, når man betragter politikerne i dagens Danmark, hvor kun få tør bekende kulør. Liberalisme er blevet et skældsord og associeres straks med den samfundsnedbrydende og kyniske neoliberalisme, som kun tjener finanskapitalens og de riges interesser, mens kommunismen også er blevet lagt på historiens mødding.

Nogle gange er det dog befriende at høre mennesker, der bekender sig til større idealer, hvad enten det være sig af socialistisk eller liberalistisk art.

I 70’erne havde man i det mindste nogle store, forkromede idealer, som man kunne tilslutte sig, men i dag tør kun få politikere erklære sig overbeviste liberalister eller socialister, og de fleste svæver et sted midt i mellem i det politiske spektrum. Resultatet må unægtelig blive ligeså middelmådigt og gråt, idet de forskellige partier bliver nødt til at nærme sig hinanden for at overleve i det politiske spil. Dengang havde man idealer og turde tænke stort, men nu er forskellene mellem de forskellige partier blevet så udviskede, at man knap nok kan kende forskel på de større partier, og politikerne kappes om at behage vælgerne og sige det, som de forventer at høre frem for at tage de vanskelige debatter og udfordre offentlighedens mening.

I sidste ende er det skadeligt for demokratiet, idet borgerne ikke bliver ligeså godt oplyste om de vigtige emner, der burde fylde meget på den politiske dagsorden, men som træder i skyggen på grund af stridigheder mellem partierne og de mindre sager. Dette bliver indrammet af en æsteticeringstendens inden for medierne og politik, hvor der fokuseres meget på performance og retorik frem for politisk indhold, ligesom der også kommer et stort fokus på politikerne som personer frem for det, som de står for.

Overlever demokratiet

Alt dette er med til at fordreje debatten væk fra de væsentlige og mere principielle emner, som også indbefatter debatten om demokratiets funktion og berettigelse.

Platon sagde engang, at demokrati var massernes tyranni, og selv om jeg ikke er ude på et opgør med demokratiet, mener jeg alligevel, at dette citat udsiger noget om de problemer, der kan være forbundet med at leve i et demokrati. Denne opfattelse lyder på, at demokratiets unægtelig vil føre til massernes dominans over de få, for det er ikke givet, at flertallet er i besiddelse af sandheden og altid handler retfærdigt. Samtidig er det et udtryk for, at der altid er nogle, der bliver undertrykt eller forfordelt, hvad enten det er de få eller mange.

Dette er en af de diskussioner, der kunne være interessant at beskæftige sig med, om ikke andet så for at tydeliggøre, hvorfor vi hylder demokratiet og mener, at det er den bedste styreform. I sidste ende er det nødvendigt, hvis vi fortsat skal sikre demokratiets legitimitet.