Primære faneblade

Antal

Der er en voldelig essens i islam

Debatindlæg af Kåre Fog

De mest rettroende muslimer er derfor de, der lægger vægt på de mest krigeriske dele af koranen. De imamer der har en meget bogstavtro holdning til koranen, støtter således automatisk islamisme og terror. Der er behov for at imamer eksplicit, f.eks. skriftligt, tager afstand fra de dele af koranen, som opfordrer til krig mod os andre.

Jyllandsposten skriver d. 25. april at ”mens Folketingets partier i disse uger forhandler om at stække imamer og andre religiøse forkyndere, der undergraver danske love og værdier, viser en meningsmåling, at et flertal af danskerne støtter bestræbelserne”. Af de adspurgte svarer 55 % ja og 28 % nej til at kriminalisere ytringer, ”der under dække af religion og teologi undergraver dansk lovgivning” – hvis det vel at mærke sker med respekt for grundlovens beskyttelse af religionsfriheden.

Grundlovens paragraf 67 siger: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Hvad angår sædeligheden, så er der vist ingen tegn på at muslimer vil være mere seksuelt løsslupne end danskere i øvrigt. Det spørgsmål, der står tilbage, er om der er risiko for at muslimer lærer eller gør noget som strider mod den offentlige orden. Hvis nogen f.eks. begår skudattentater i København, så strider det mod den offentlige orden. Det springende punkt er, om der er noget i islam som sådan som kan tilskynde til sådanne terror-handlinger.

Allahs rettelse af misforståede koranvers

For at forstå om der kan knyttes en forbindelse fra islam som sådan og til den slags terror-handlinger, er der noget vigtigt man skal vide om koranen og om profeten Muhammeds liv.

Koranen består af et antal suraer (kapitler); hvert sura har mange vers. Koranen er sådan set et sammensurium af suraer; de er nemlig ikke ordnet kronologisk. I stedet er de stort set ordnet efter omfang, sådan at de længste suraer kommer først og de korteste sidst. Dertil kommer, at nogle suraer som er åbenbaret på et vist tidspunkt også ind imellem indeholder vers, som er åbenbaret på et andet tidspunkt.

De fleste har hørt om noget der kaldes de sataniske vers (sura 53, vers 19 til 23). Her har navnene på tre hedenske gudinder sneget sig ind i koranen. Hvordan kan det gå til, hvis det hele er åbenbaret af en engel, og hvis koranen er fuldkommen? Jo, der er en forklaring et andet sted i koranen, sura 22, vers 51-52. Her står: ”Vi har aldrig sendt et sendebud eller en profet før din tid, uden at når han ønskede noget, så blandede Satan sig i hans ønske. Men så udvisker Allah Satans indblanding. Efter det fastlægger Allah sit ord, Allah ved, og er viis.” Der opstår altså fejl i åbenbaringerne; men så sørger Allah ved en senere lejlighed for at få rettet fejlene.

Et eksempel er at i de tidligste suraer var der ingen restriktioner mod alkohol eller andre rusmidler. Men ikke så længe efter kom der en åbenbaring til Muhammed om at muslimer ikke må indtage alkohol. Denne tilføjelse overtrumfer de tidligere vers, og det anerkendes af alle muslimer – de er enige om at alkohol er forbudt for dem.

Dette princip, at et tidligere vers kan ophæves (abrogeres), og erstattes af et senere vers, er almindeligt anerkendt af langt de fleste muslimer. Princippet går under navnet ”Naskh”. Det finder en begrundelse i sura 2 vers 107, som lyder: ”Til ethvert tegn som vi ophæver, bringer vi et bedre, og til ethvert tegn hvor vi udvirker at det glemmes, bringer vi et lignende. Ved du ikke at Allah har magten til at gøre alt hvad han vil?”.

Kun enkelte sekter, så som ahmadiyyaerne, bruger ikke dette princip. Men altså, både sunnier og shiaer anerkender naskh, dvs. at sene vers overtrumfer og erstatter tidligere.

Dernæst skal man vide noget om Muhammeds liv: Da Muhammed levede i Mekka, fra 610 til 622, var han og hans tilhængere en lille minoritet som der blev set skævt til; i den situation var ydmyghed nødvendig. I åbenbaringer fra denne periode befalede Allah tilbageholdenhed, og der er en del vers om at leve fredeligt sammen med folk af andre trosretninger. Men så flygtede Muhammed til Medina, hvor han opbyggede en større menighed som var i opposition til befolkningen i Mekka.

I perioden 623-626 indeholder åbenbaringerne tilladelser til at føre krig mod anderledes troende, men hovedsagelig i selvforsvar. Og endelig i den sidste del af Muhammeds liv, i årene 626 til 632, havde Muhammed udviklet sig til et magtmenneske, for ikke at sige despot. Åbenbaringer fra denne periode gav muslimerne lov til at føre angrebskrig, først mod tilhængere af gamle arabiske guder, og senere også mod ”bogens folk”, dvs. jøder og kristne.

Særlig vigtig er i den forbindelse den næstsidste sura, sura 9, som stammer fra år 631, kort før Muhammeds død. Sura 9 indeholder ”sværdversene”, de mest krigeriske vers, der har et sådant krigerisk indhold, at de abrogerer ca. 200 af koranens mere tolerante tidligere vers.

Religionsfrihed

I de tidlige koranvers er der en del henvisninger til, at muslimer og andre kan leve fredeligt sammen. Polyteister blev ganske vist ikke tolereret. Men koranen bygger oven på jødernes gamle testamente, lige som koranen anerkender Jesus som en profet. Moses og en række andre profeter er fælles for jødedom, kristendom og islam. Muslimerne mener således, at de tre religioner tilbeder den samme gud og i hovedsagen tror på det samme, dog sådan at jødernes og de kristnes tro er blevet forvanskede. I modsætning til de andres religion er islam dog perfekt – Allah har sørget for at koranen, som den kom til at se ud til slut, er perfekt.

Fra den relativt tidlige del af koranen stammer nogle tolerante vers, så som sura 2 vers 62 der udtrykker tolerance over for bl.a. jødedom og kristendom, og samme sura vers 256: ”Der skal ikke være nogen tvang med hensyn til religion”. Sura 109 vers 6 siger noget i retning af at du har din religion, og jeg har min religion.

Også i en hadith (del af Muhammeds levnedsbeskrivelse) siges det at enhver der dræber en person der nyder muslimernes beskyttelse (f.eks. en kristen), ikke vil komme til at mærke duften af paradis. Han kommer altså ikke ligefrem i Helvede for det; men han kommer ikke så tæt på paradis som andre.

Men i en anden senere hadith siger Muhammed: ”En hvilken som helst mand, som skifter sin religion ud (dvs. forlader islam) – henret ham!”. Denne hadith er belægget for at islam har dødsstraf for apostasi, altså for frafald. Et ganske smart princip. Da folk ikke ønsker at dø, vil alle forblive muslimer, når først de én gang er konverteret, dvs. mængden af muslimer kan altid kun vokse og aldrig aftage.

De krigeriske vers

Der er mange krigeriske vers, især i sura 9, der indeholder ”sværdversene”. Vers 5 siger f.eks. ”Jeg er blevet befalet at kæmpe imod folk indtil de tilstår at der er ingen anden guddom værd at tilbede end Allah og at Muhammed er hans budbringer, samt oprette bønnen og betale ekstraskatten.”

Berygtet er også sura 2 vers 191 som siger om de vantro: ”Dræb og slagt dem, hvorend I finder dem.” I dette tilfælde er de vantro nok mest polyteisterne; men bogens folk går ikke nødvendigvis fri, især ikke hvis de nægter at betale ekstraskat.

Sura 4 vers 77 til 105 siger at ingen af Satans venner [jøder og kristne] må muslimerne tage til ven. De skal gribes og dræbes, hvor de end findes, og al deres ejendom konfiskeres. Forinden skal de dog også lige kastreres, for at forhindre at de bevarer kønsdriften i det hinsidige.

Disse og en hel række andre krigeriske vers er tidsmæssigt sene og abrogerer altså tidligere vers om religiøs tolerance, ifølge princippet om naskh.

Er krigeriske muslimer de mest rettroende?

Hvis nogen stiller imamer kritiske spørgsmål om hvordan islam kan fungere i vores samfund, så vil imamerne hurtigt finde nogle pæne citater frem fra koranen, der viser hvor fredelig og tolerant en religion, islam er. Derved bliver man vildledt. Imamerne ”glemmer” at fortælle, at disse fredelige vers abrogeres af senere, mere krigeriske vers.

Ahmadiyyaerne anerkender ikke princippet om naskh og fokuserer på de positive dele af koranen, dvs. de tidlige vers. Men de opfattes af mange andre muslimer som kættere. Imamer der svarer på kritiske spørgsmål, optræder et kort øjeblik som ahmadiyyaer og får islam til at fremstå positivt. Men så snart de er alene blandt muslimer, forlader de igen denne kætterske holdning. Der er selvfølgelig mange muslimer som ønsker at indgå i vores samfund og at overholde grundloven og ikke tager de krigeriske dele af koranen bogstaveligt. Men der er også muslimer som tager koranen og haditherne helt bogstaveligt.

Oussama El-Saadi fra Grimhøj moskeen udtalte efter TV2´s skjulte optagelser: ”Jeg accepterer alt, hvad der kommer fra min gud, Allah, og fra min profet, Muhammed. Hvis jeg afviser én ting fra koranen, så kan jeg ikke være muslim længere. Det handler om tro. Men vi ved godt, at man ikke kan praktisere det i Danmark.”

Dette er fundamentalisme – dvs. den opfattelse, at alt i den hellige skrift skal tages helt bogstaveligt. Der står jo i koranen, at koranen er perfekt, dvs. man kan trygt stole på alt hvad der står. Hvis bare én ting i koranen ikke skal følges blindt, så falder det hele fra hinanden, for så skal man se på hvert enkelt vers for sig og vurdere, om det er rimeligt. Så er der ikke længere tale om tro, men om vurdering, og det er uacceptabelt for en fundamentalist.

Men hvis hvert eneste element i koranen fordrer blind og ubetinget tro, så må El-Saadi også tilslutte sig f.eks. sura 2, vers 191: ”Dræb og slagt dem, hvorend I finder dem.” Hvis han måske i første omgang vil spare de kristne, så har han i hvert fald straks pligt til at dræbe alle ateister. Og han skal huske at kastrere dem inden han dræber dem.

Ved at sige, at han tilslutter sig hvert eneste vers i koranen, og ved at han tilhører det store flertal af lærde, som anvender naskh princippet, så har han også sagt at han i princippet vil slå alle os andre ihjel. Dét er nøjagtigt hvad der ligger i hans udtalelse.

Folk kan være mere eller mindre rettroende og tage den hellige skrift mere eller mindre bogstaveligt. Men hvis man skal afgøre, hvem der er de mest rettroende, så er det dem der går ind for f.eks. sværdversene. De overtrumfer jo de fredelige vers. Hvis man skal vælge mellem hvem der er de mest rettroende muslimer, ISIS eller de fredelige muslimer i f.eks. det meste af Indonesien, så er der ingen tvivl: ISIS kan støtte deres krigeriske linje på koranen. Det kan de fredelige muslimer ikke.

Derved når vi frem til, at problemet med hellige krigere ligger i islam som sådan. Islam som sådan siger, at muslimer har pligt til at slå os andre ihjel, hvis ikke vi vil omvende os. Fredelige muslimer har ikke koranen, og heller ikke sunnaen (Muhammeds levendsbeskrivelse) på deres side. Muhammed er det perfekte eksempel at efterfølge, og Muhammed havde i sine seneste år ikke de store hæmninger m.h.t. at slå sine modstandere ihjel og begå andre grusomheder imod dem. ISIS følger profetens eksempel. Det gør fredelige muslimer ikke.

Dagens situation

I dagens Danmark er vil tolerante, og vi har religionsfrihed. Vi tolererer, at Ateistisk Selskab kører buskampagner med opfordring til at forlade Folkekirken. Men i islam er der ikke religionsfrihed. Der er dødsstraf for apostasi. Hvis Ateistisk Selskab kørte en kampagne for at muslimer skulle forlade islam, så ville der i islam ligge en pligt til at slå alle dem ihjel, som gjorde som ateisterne ønsker.

Her er islam for mig at se imod den danske grundlov. Islam går imod religionsfrihed, som ellers er en grundlovssikret ret.

Ligeledes er islam imod grundlovens sætning om, at de ikke må lære noget som strider imod den offentlige orden. Omar El-Hussein, som begik islamisk terror i København, handlede i fuld overensstemmelse med islam. Islam siger at det er rigtigt at udføre den slags handlinger – i hvert fald hvis man følger naskh princippet, som alle førende muslimske retninger gør. Når talsmanden for Grimhøj-moskeen udtaler at han ikke kan undsige et eneste vers i koranen, så er det en opbakning til at også mange andre muslimer skal gøre det samme som El-Hussein.

Vi står altså med det problem, at islam som sådan er imod den offentlige orden – islam siger direkte, at vi andre, og da især ateister, homoseksuelle m.fl. – skal slås ihjel. Det er i modstrid med grundlovens paragraf 67. Ifølge gallup-undersøgelser mener 77 % af de danske muslimer, at man bør leve fuldt ud efter koranens anvisninger. 52 % afviser at der er behov for at modernisere islam. 38 % mener at lovgivningen i Danmark bør bygge helt eller delvis på koranen.

På verdensplan er 40 % af alle muslimer enige i, at der bør være dødsstraf for apostasi.

Det er altså en ganske stor andel af muslimerne, også i Danmark, som er på linje med fundamentalistiske imamer. Og dermed er den offentlige orden truet på længere sigt.

Hvad kan vi gøre?

Jeg har et forslag, hvis nytteværdi kan diskuteres:

Det går ud på, at for at en imam kan få lov at virke i Danmark, skal han erklære offentligt, f.eks. med en underskrift, at han tager afstand fra visse vers i koranen, specielt de mest krigeriske vers om at vantro skal slås ihjel, hvorend man finder dem. Det er ikke nok at han siger, at der jo også er fredelige vers. På grund af princippet om naskh må vi forlange direkte afstandtagen fra de krigeriske vers.

Et sådant krav om afstandtagen vil skabe en del ravage. Hvis nogle imamer går ind på kravet, så vil det skabe stor intern diskussion blandt muslimer, og det vil jeg anse for tiltrængt. Hvis ingen imamer går ind på kravet, eller kun på skrømt, så vil islam være afsløret som en religion der dybest set går ud på at ødelægge det danske samfund.

Kåre Fog er biolog og forfatter
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29

Indhold på tværs af FOLKETS

Senest

Udgivet for
Udgivet for
Udgivet for

Nedtælling