Dansk svineproduktion henter ganske betydelige eksportindtægter hjem til Danmark. Det burde vi være stolte af, men i den toneangivende del af Danmark, og hos populistiske politikere, udfoldes store bestræbelser på at finde hår i suppen. Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse, formåede for nyligt at forhindre genudsendelse af programmet "Hele svineriet" på DR2 - og fik det tilmed fjernet fra DR's hjemmeside. Årsagen var, at der ikke blev omtalt, hvor mange grise der årligt døde i dansk svineproduktion. Som opfølgning på denne ”sejr”, der medførte at man ikke tillader danskerne at se et et redeligt program uden påviste faktuelle fejl, skal vi opfatte Fødevareminister Dan Jørgensens udfald mod svineproduktionen.
Hvis Britta Riis og Dan Jørgensen i fællesskab har fundet de vises sten i forhold til at få pattegrisedødeligheden ned fra nuværende 21,8 % til næsten ingenting, vil det være en sensation for et dyr som svinet, med en udpræget passiv yngelpleje. Umiddelbart vil det dog afstedkomme visse problemer, for der findes ikke stalde i Danmark, som kan huse ca. 5 millioner fravænningsgrise, og mange steder vil der ikke være tilstrækkeligt mange søer, som kan bruges som ammesøer.
Første opgave vil være at sikre, at der kommer færre dødfødte grise. Det er en kendt sag, at overvågning af fødselsforløbet kan nedbringe antallet af dødfødte grise. Man læser i avisen om nogle "nyttejobs" til dem, som ikke har noget at lave. Her var et sted, de virkelig kunne gøre nytte. Der bare lige det problem, at har man ved fødselshjælp hånden i mange søer i forbindelse med faringen, vil en del af dem få børbetændelse, der skal behandles med antibiotika. Altså medfører det et større antibiotikaforbrug.
Næste angrebspunkt er at holde liv i flere af grisene, når de er født. Her er det velkendt, at det virker at behandle dem metafylaktisk med antibiotika, mens de endnu har en våd navlestreng slæbende på stibunden, der realistisk ikke kan blive lige så ren som omgivelserne på en fødegang på et hospital. Metafylaktisk behandling er tilladt, men profylaktisk behandling er forbudt. Fødevarestyrelsen har svært ved at skelne mellem disse to begreber, og det kræver altså ændret holdning i styrelsen. Under alle omstændigheder vil det give et forøget medicinforbrug.
De mange overlevende grise vil skulle passes et sted, og her vil vi blive nødt til at se mod Tyskland, hvor man bruger kuvøser til de grise, soen ikke kan passe. Dette er ikke lovligt i Danmark, men skulle det blive lovliggjort, er der vel i princippet ingen øvre grænse for antal grise pr. årsso.
I en meget lang periode vil alle disse ekstra fravænningsgrise grise således skulle eksporteres sydpå, da der ikke er staldkapacitet til dem, når de er fravænnet. For at få bygget alle disse nye klimastalde, vil det være nødvendigt med en holdningsændring hos långiverne. Det er dog ikke urealistisk, da de allerede næsten 100 % forlader sig på det magiske tal - grise pr. årsso - og det vil jo stige dramatisk, når Dan og Brittas plan gennemføres.
Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at bemærke, at efter godt 30 år som praktiserende dyrlæge, har dyrene det generelt set langt bedre i dag, end da jeg startede i faget. Staldforholdene kan ikke sammenlignes med ”de gode gamle dage”, hvor fugten drev ned ad væggene om vinteren. Moderne landmænds viden om dyrs fysiologiske krav, samt kendskab til sygdomsforhold kan overhovedet ikke sammenlignes med dengang. Ikke sådan at forstå, at der ikke er plads til forbedring, men den må komme i det tempo, markedet kræver det.