Gå til hovedindhold

LA: Drop licensen

Af Lennart

Liberal Alliance vil afskaffe medielicensen og udskifte den med en abonnementsordning, hvor det er dem, der rent faktisk bruger DR, der også betaler regningen.

Som det er nu, skal man betale licens til DR bare man har en smartphone eller internetforbindelse i sit hjem. Også selvom man ikke har TV og i det hele taget ikke bruger de tilbud som DR giver. Det virker urimeligt, og det er nu gået op for et af partierne i Folketinget.

"Danskernes medieforbrug udvikler sig nærmest revolutionært i disse år, og i takt med at folk selv kan vælge deres kanaler i den lokale antenneforening eller får dækket deres mediebehov på internettet, bliver det mere og mere indlysende, at tiden er løbet fra den tvangsopkrævede licens. Det kan vi politikere ikke sidde overhørig," siger Mette Bock, som er Liberals Alliances ordfører på området,

Den markante udmelding kommer i kølvandet på undersøgelser, der viser, at kun en ud af ti danskere er tilfredse med den eksisterende licens-ordning.

Bedre definition af public service

Det gældende medieforlig udløber i år, og det er en væsentlig udmelding, Liberal Alliance kommer med som opspil til de kommende medieforhandlinger. Intet andet parti har hidtil turdet tage et opgør med Danmarks store TV-magt.

"Jeg tror dog, at rigtig mange danskere frivilligt vil abonnere på DR, der f.eks. kan levere nyhedsstof, oplysning, debat, kultur og dramaproduktioner. En lav basisfinansiering suppleret af en frivillig abonnementsordning frem for den tvungne medielicens vil netop kunne bidrage til udviklingen af et differentieret og mangfoldigt mediebillede," siger Bock.

Med opbakningen blandt danskerne til at omlægge licensen til en abonnementsordning viser er tiden nu måske endelig moden til et bredere opgør med den nuværende mediepolitik, der er blevet meget utidssvarende og har skadet Danmarks udvikling på området. Forvent dog ikke en revolution nu og her:

"Ændringerne kan ikke ske hen over én nat, men bør allerede igangsættes i det kommende medieforlig," slutter Mette Bock af.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.