Primære faneblade

Antal

Seneste ændring: 
28/03/2019 - 09:35
Udgivet i: 

Terroren, tegneren og dødsangsten

Af

Lennart Kiil

Terroren, tegneren og dødsangsten
Like F

Forfatter og journalist Helle Merete Brix var sammen med en række andre mennesker tæt på at være i direkte skudlinje under angrebet på Krudttønden i København februar 2015.

I starten af næste uge udkommer hendes bog `Gud og Profeten tilgiver ikke: En personlig beretning om terrorangrebet på Krudttønden` fra forlaget DreamLitt. Efter aftale med DreamLitt bringer Folkets Avis et fyldigt uddrag fra bogen, der reflekterer over terror, dødsangst og forfatterens forhold til den kendte svenske Muhammed-tegner Lars Vilks. 


Fra dagbogen maj 2015-februar 2016

Lars Vilks
 

Jeg tager til Sverige. Over broen med toget, julihimlen er næsten intimiderende i sin klare farve, og jeg kan godt lige at køre i tog. Jeg skal lave endnu et interview til Uwes og min bog om den truede kunstner. Jeg står af toget på et aftalt sted, og kort efter ringer en livvagt til mig. Han siger, han kan se mig, derfra hvor han står. En mand kommer over imod mig, han er skaldet, han har skæg og helt tæt på kan jeg se, at han også har brændende øjne. Jeg ved, at der ligger et maskingevær i hans rygsæk, og et kort øjeblik gribes jeg af panik. Ligner han ikke mere en fra Islamisk Stat end en livvagt fra politiet, region Syd i Sverige? Så smiler han og giver hånd og siger sit navn. Jeg smiler igen og er glad for, at en livvagt ikke kan læse tanker. Eller måske kan han. Disse mænd synes at kunne alt muligt. Det ved jeg også fra Vilks. Om han har brug for en skruenøgle, når han bakser med et nyindkøbt arbejdsbord fra IKEA, eller for at kunne spille fodbold sammen med gamle venner uden at blive skudt eller halshugget imens, livvagter kan løse alle sådanne nogle problemer.


   Vi kører ad småveje og hovedveje, himlen bliver ved med at være blå, og i bilen er der tre mænd, jeg småsnakker med. På et tidspunkt bemærker jeg, at deres job jo også er blevet farligere siden terrorangrebet? ”Ja”, siger de blot.


   Inden længe går jeg med to livvagter ind ad en bagindgang til en bygning. I et rum sidder Vilks, vi knuser, en livvagt henter kaffe til mig, og så sætter han sig sammen med de andre livvagter i et rum udenfor. Jeg bemærker, at livvagten ikke bliver i rummet denne gang. ”Nu kender de dig jo”, siger Vilks. Det er rart med denne tillid, rart ikke at blive taget for en potentiel jihadist, en art dansk Jihad-Jane, blot med længere ben.


   Vilks er sommerbrun. Han har spillet fodbold flere gange siden sidst, og det gør ham øjensynligt glad. Han kan også komme ud en gang om dagen. Han kan gå i supermarkedet, på udvalgte biblioteker og engang imellem på kunstudstilling, hvor der bliver stort postyr, når nogen opdager ham. Han bringer udstillingens gæster i fare, lyder det så. Jeg tænder for båndoptageren. I dag vil jeg høre om Vilks’ forhold til kvinder. Han begynder at tale: ”Jaa, kvinder har det jo med at falde for de mest besynderlige mænd”.     

 

Et hav, en terrorist og de døde

Et træhus ved havet. Et sted, jeg har kendt næsten altid. Vand, fyrretræer, skrænter og skov og som nu i august, masser af stjerner. Jeg kender ikke alle stjernebillederne. Men engang var Karlsvognen lige uden for vinduet i værelset tættest på stranden. Jeg er mange gange faldet i søvn til lyden af bølger, der skyller ind. Om dagen er det umuligt at være bange her, næsten umuligt at være trist. Om natten kan stedet forekomme øde, når husene omkring står tomme. Og jeg er her alene. Men den følelse kan overvindes. Blot ikke i år.


   Hver gang jeg tænker på at tage af sted, dukker Omar el-Hussein, sådan en som Omar el-Hussein frem, og han kommer ikke for at undersøge, om han kan skelne det ene stjernebillede fra det andet, men for at slå ihjel.


   Et par venner kommer med ubrugelige råd. De remser op, hvor lidt sandsynlighed, der er for, at der vil ske mig noget. Hvem kender stedet? Hvem ved, jeg er der? De ved ikke, hvad angst er. Angsten har sin egen logik, og ifølge den er det jo ikke blot en som Omar el-Hussein, men særligt i år også væsener, onde skygger, ryttere uden hoveder, genfærd og vampyrer, der er grund til at frygte for. Noget af det uhyggeligste i eventyrerne er altid, når de døde pludselig rejser sig fra det sted, hvor de har ligget gemt, i mosejord, i havet eller under store sten.


   Terrorangrebet vækker en gammel skræk for de døde. Men den er vel egentlig rimelig. Ingen fornuftig person vil vel gå over en kirkegård om natten?


   Det er så nok alligevel fornuftige personer, der vil. Og de, der farer ubekymrede rundt på kirkegårde om natten, tænker måske: Ingen fornuftig person vil vel promovere en mand på al-Qaedas dødsliste, en mand, som også Islamisk Stat vil have dræbt? 


   Men næste år tager jeg på landet. I år bliver jeg i byen med dens trygge lyde. Og lys.   

Dengang i Mumbai

”Må jeg sidde her lidt?”. En ung kvinde med langt sort hår slår sig ned ved mit morgenbord, hvor jeg sidder alene. Hun har knap sat sig, før tårerne begynder at trille ned ad kinderne på hende. 


   Det er september med masser af regn og bjerge i tåge; men også solskin, og jeg er i Drammen og holde oplæg om terrorangrebet og Lars Vilks Komiteens arbejde. Det er organisationen Universal Tolerance, der har inviteret mig. Den ledes af den iranskfødte advokat Mohammed Mostafei. Han måtte flygte fra Iran, fordi han specialiserede sig i at forsvare folk på dødsgangen, herunder kvinder, der var dømt til døden ved stening. Mostafei, finder man hurtigt ud af, er hjælpsomheden selv.  Den dag, jeg skal hjem, spørger han bekymret, om ikke han skal køre mig i lufthavnen. Jeg beroliger ham med, at jeg sagtens selv kan finde vej.   


   Vi er mange oplægsholdere fra en række forskellige lande. Aftenen før har jeg snakket en del med Haras Rafiq, der er direktør i Quilliam i London, en tænketank, der har som formål at modarbejde ekstremisme. Rafiq fortæller mig, at han er med i en sufi-orden. Jeg fortæller ham, at jeg er inspireret af buddhismen. Vi snakker fint sammen. Om alt muligt.   


   Nu spiser jeg morgenmad. Den unge kvinde sidder lidt, tørrer tårerne væk med en hvid serviet og giver sig til at tale: ”Jeg blev mindet om det hele, da du fortalte om terrorangrebet i København. Jeg voksede op i Mumbai, og jeg var bare en stor skolepige dengang. Den dag skulle jeg i skole som sædvanlig, og mine veninder og jeg var netop stået af bussen. Vi var på vej over gaden. Så eksploderede bygningen overfor. Det var en bombe”.
   Igennem fire dage, fortæller den unge kvinde, slog terroren ned forskellige steder i Mumbai. Men hendes mor insisterede på, at de skulle fortsætte et normalt liv. På trods af, at byens institutioner omtrent lukkede ned, slæbte hun sine døtre med rundt, hvor det var muligt.


   Kvinden fortsætter: ”Jeg drømmer stadig om angrebet. Jeg kan se bygningen for mig, jeg kan mærke lugten, jeg kan høre lydene. Og jeg kan huske, at vi bad buschaufføren om at få os væk. Han var for chokeret til at reagere”.


   Vi sidder lidt. I tavshed. Så snakker vi om andre ting. Kvinden fortæller mig, at hun er norsk gift og bor i Drammen.


   Der er mange ved denne konference, der har oplevet ekstreme forhold, trusler, vold, terror, landsforvisning. Men livet er gået videre. For os alle.


Du kan købe bogen i forsalg

Bak op og få fordele Se muligheder Bak op og få fordele Tilmeld

Ønsker du et Danmark hvor etablerede medier og partier sætter dagsorden uden hensyn til borgerne?

Nej? – Nå, men det koster penge - og meget andet - at drive et medie som går imod magthaverne. Er du villig til at betale en del af prisen?

Første mål er at balancere de direkte økonomiske udgifter ved at drive et medie som i modsætning til den etablerede presse ikke modtager offentlige penge

Se muligheder Tilmeld nu

Nu 300 abonnenter ud af 1000 nødvendige