Mini-erstatning til Amin Skov er hån mod retfærdigheden

Natten til fredag den 22. december 2012 blev restauratør Amin Skov, Restaurant Vejlegården, groft overfaldet og udsat for brandstiftelse og forsøg på mordbrand af ukendte gerningsmænd.

Allerede fredag morgen udtalte politiet, at der ikke var tegn på overfald (selv om Amin var gul og blå af slag), hvilket – kan man efterfølgende se – dækkede over, at man mistænkte Amin selv.

Politiet havde nemlig på brandstedet fundet et brev fra SKAT angående en momsrestance, og straks tænkte de udspekulerede opdagere ved Sydjyllands Politi ”Forsikringssvindel!”. Politiet satte kikkerten for det blinde øje, selv om man forsøgte at bilde offentligheden ind, at man ”efterforsker bredt og objektivt”.

Der blev iværksat aflytning af Amin Skovs telefon, hvilket man valgte at meddele Retten i Kolding så tilpas sent fredag eftermiddag, at retten tidligst kunne forventes at behandle sagen efter jul og nytår. Og retten valgte endda at være ekstra langsommelig, så først den 9. januar 2013 godkendtes aflytningen. Så meget for retssikkerhed.

Den 13. januar gik Amin Skov i pressen med familiebilleder af hans slagmærker og modbeviste derved politiets påstand om, at der ikke var tegn på overfald. På det tidspunkt var efterforskningsleder Brian Voss Olsen på ferie, så politiets administrative straf for denne handling faldt først om mandag den 21. januar. En uforstående Amin Skov fik en sms-forespørgsel fra en journalist om, hvordan han forholdt sig til sigtelsen, hvorefter politiet en halv times tid senere anholdt ham, sigtet for at have sat ild til hans egen restaurant. Igen var pressedækning og bagvaskelse vigtigere for politiet end ordentlighed. For – som vi skal se herunder – var politiets materiale mod Amin Skov pinagtigt spinkelt.

Inden da havde en god ven (undertegnede) været i pressen med mit kendskab til Amins privatøkonomi. Amin havde nemlig få dage før branden lånt 150.000 kr af sine private midler til restauranten. Det er helt rutinemæssigt, at virksomhedsejere flytter penge mellem selskaber af hensyn til likviditetsoptimeringen, men det er temmelig usædvanligt at føre penge over i en virksomhed, man planlægger at destruere få dage senere ved brandstiftelse.

Den slags fakta var ubelejligt for politiets efterforskning, ligesom forsikringsassurandørens oplysninger ødelagde motivet helt og aldeles. Vejlegårdens assurandør kunne nemlig under hele fem telefonsamtaler med politiet begrundet afvise forsikringssvindel som motiv. Amin Skov ville allerhøjst få det direkte materielle tab godtgjort af forsikringen, så branden kunne aldrig direkte give gevinst eller betale gammel gæld. Det fik politiet altså at vide under hele fem telefonsamtaler; heraf den ene med efterforskningsleder Brian Voss Olsen selv. Man fornemmer desperationen.

Grundlovsforhøret den 22. januar blev en syv timer lang farce, som politiet efter hele fire timers forløb forsøgte afbrudt midt i Amin Skovs egen forklaring. Amin Skov var nemlig nået til at fortælle om selve overfaldet, og journalisterne live-bloggede stadig lige så ihærdigt, som de havde gjort hele formiddagen under anklagerens sagsfremlæggelse. Igen forstærkede politiet indtrykket af en selektiv opfattelse af ret og retfærdighed.

Anklager Birte Wirnfeldt fremlagde politiets motiv om forsikringssvindel UDEN at fremlægge assurandørens oplysninger. Mine oplysninger om pengeoverførslen til Vejlegården blev heller ikke fremlagt. Og på politiets tegning over gerningsstedet havde man behændigt undladt at indtegne døren til det lagerlokale, hvor overfaldsmændene havde skjult sig. Den måtte Amin Skov indtegne overfor dommeren.

Amin Skov blev løsladt, men sigtelsen blev opretholdt så forsikringspengene ikke kom til udbetaling og restauranten kunne blive genopbygget. Restauranten lå følgelig øde hen i en pæn del af foråret, indtil en kreditor begærede restauranten konkurs, og en virksomhed, som ejeren havde lagt timer og hjerteblod i, måtte lukke. Udelukkende på baggrund af politiets enøjede efterforskning og ondskabsfulde bagvaskelse.

I dag er Amin Skov psykisk mærket af hele affæren, restauranten gik konkurs (men en ny eksisterer i dag i kraft af 36 indignerede investorer fra hele landet) og en del af kunderne ved ikke rigtigt om de skal stole på politiet eller Amin Skov. De har valgt at blive væk indtil videre. Sagen har sat sine spor på omsætningen i den nye virksomhed.

---o---

Forestil Dem, at en politiker eller anden offentlig person blev overfaldet og forsøgt dræbt. Herefter iværksatte De selvstændigt aflytning af den pågældende, De lod pressen videregive usande informationer og udspredte i offentligheden det rygte, at det var vedkommende selv, der havde iværksat det hele og at der ikke var tegn på overfald. Når så politikeren gik i pressen med sine blå og gule mærker, bortførte De politikeren og spærrede hende inde i mere end et døgn, konfiskerede hendes pc og andre vigtige arbejdsredskaber, derpå løslod hende og fortsatte med bagvaskelsen overfor offentligheden. Mon alle disse handlinger blot ville udløse en erstatning på 12.550 kroner? Nej vel. De ville – og det var kun rimeligt – blive straffet hårdt med adskillige års fængsel.

Men alt dette har politiet gjort i Amin Skov-sagen, og bliver følgelig ”straffet” med en skatteyderbetalt ”erstatning” på kr 12.550. For politiet og statsmagten har nemlig voldsmonopol, og i Danmark respekteres individets rettigheder uendeligt lavt.

Mennesket er inferiørt, statsmagten er alt.