Primære faneblade

Antal

Forskellen på venstrefløjen og højrefløjen

Debatindlæg af Jon Loldrup

Venstrefløjen ser hele verden som værende 'indegruppen'. Ifølge venstrefløjen skal vi betragte hele verden som vores gode kammerater som vi bør stå sammen med i tykt og tyndt. Højrefløjen derimod betragter primært 'nationen' som værende 'indegruppen' - dem man kan samarbejde med, og stå sammen med i tykt og tyndt.

Umiddelbart lyder venstrefløjens tilgang mere sympatisk. Hvorfor skulle vi dog ikke samarbejde med hele verden? Vi er alle mennesker, på den samme ene klode. Det ville klart give mest mening at udbrede vores samarbejde til hele verden.

Og det er sandt! Det ville klart være det smarteste. Det eneste der lige står lidt i vejen er ... realiteterne... Det er nemlig ikke alle former for udenvælts opførsel der faciliteter en velfungerende samarbejdsdynamik lige vel. Ikke alle udenrigs aktører ser det til enhver tid mest fordelagtigt at efterstræbte et samarbejde.

Hvorfor nu ikke det?

Det er jo til gavn for hele kloden hvis alle kan samarbejde, så hvis vi nu bare rækker hånden frem og, evt. ensidigt, går til verden med tillid og tiltro til, at den gode vilje er at finde hos alle, så skal det nok komme, hvis blot man udviser lidt tålmodighed. Det lyder i hvert fald flot når man sådan siger det på den måde.

Problemet er, at det tit og ofte, helt generelt, meget bedre kan betale sig at køre på frihjul i et givent samarbejde, eller helt at modarbejde et samarbejde. Det skyldes uomgængelige betingelser som den økonomiske disciplin 'spilteori' har gjort et grundigt arbejde for at udrede.

Hvis du har Google ved hånden, kan du f.eks. prøve at søge på 'prisoners dilemma'.

For at et samarbejde skal blive succesfuldt, skal ganske særlige betingelser være opfyldt. Det skal f.eks. i et passende omfang være muligt at straffe frihjulere og modarbejdere, lige som deltagerne i et passende omfang skal anerkende det spil om prestige og skyldfølelse som er en nødvendig og uomgængelig ingrediens i alle velfungerende samarbejder.

Derfor kan man ikke *bare* råbe juhu og gå ind for ubegrænset samarbejde med hele verden.

Ens samarbejde kan kun udvides i det omfang de øvrige aktører viser sig villige til at gå ind på samarbejdets præmisser. Hvis man blot uhildet åbner op for pardansens lyksaligheder, risikerer man i stedet at blive udnyttet og undermineret. Og det er ikke en langtidsholdbar strategi.

Derfor må jeg drage så tunge suk, hver gang en repræsentant fra venstrefløjen præsenterer sig selv som det gode eksempel, og dem fra højrefløjen som de egoistiske skurke. Flot ser det ud, men det bygger oftest på en total uforholden sig til hvilke muligheder virkligheden reelt byder til - og hvilke den ikke gør.

Hvis vi kunne få et fuldt overblik over virkelighedens indretning, ville vi formentlig alle kunne blive ganske enige om hvornår vi skulle åbne for samarbejde, og hvornår det var klogest at holde igen.

Desværre er spillet forfordelt: dem som kommer med de overvejende pessimistiske vurderinger af virkeligheden, beskyldes konsekvent for at være egoister. De som derimod skynder sig at tage ja-hatten på, får applaus for den gode vilje de tydeligvis udviser.

Hvordan mon vores virkelighedsopfattelse ender med at se ud, når den kommer i vælten i dette forfordelte spil? Hvordan mon den allerede *er* blevet formet, i de år spillet har varet? 1968 står som startskuddet for optimisternes store prestige-spil, hvor billige point kan scores blot ved at komme til at se bort fra "kedelige" fakta.

At forholde sig til virkeligheden er alles ansvar, også selv om det retteligt er sjovest at lade de andre om det. Jeg håber på snarlig bedring i denne henseende.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:29