Sker der kønsdiskriminering i dansk film?

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

Man skal være meget feministisk for at kunne se disse tal som tegn på diskriminering imod kvinder.
Kvinder udgjorde 25 % af ansøgerne – og 29 % af dem der fik støtte

Forfattere:
Niels Nørløv Hansen (filminstruktør) og Kåre Fog (biolog)

På baggrund af en nylig offentliggjort rapport fra Det Danske Filminstitut (DFI) om kønsfordelingen i den danske filmbranche (1), har Danske Filminstruktører (filminstruktørernes fagforening, DF) udsendt en pressemeddelelse (2), hvor man blandt andet påstår, at der foregår ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder.

Men er det nu også sandt?

DF kritiserer især to forhold:
Den lave andel af kvinder (25%) blandt dem der søger om filmstøtte, samt at der i gennemsnit uddeles større støttebeløb til mandlige end kvindelige ansøgere.

Procentfordelingen først.

Rapporten indeholder bl.a. en figur (se den viste graf over artiklen), der klart viser, at blandt dem, der søgte om udviklingsstøtte til spillefilm, var 25 % kvinder. Men blandt dem, der fik bevilget støtten, var 29 % kvinder.

At beskrive dette som ”systematisk forskelsbehandling” mod kvinder må siges at være en noget ejendommelig konklusion, i lyset af at kvinderne i ovenstående opstilling har en anelse mere medvind end mændene har.

Man går i pressemeddelelsen endda så vidt, at man taler om uretfærdighed mod kvinderne, og tager store ord i sin mund:

"Dansk film er, som alle brancher, ansvarlig overfor menneskerettigheder, politiske konventioner og social sammenhængskraft . . . . . Gennem vores ligestillingspolitik ønsker vi at forebygge og påpege ulige og uretfærdige vilkår for medlemmer og branche. Ved at være os uligheder bevidste, vil vi vedligeholde og styrke ligestilling."

I pressemeddelelsen fokuserer DF på, at af dem der modtager støtte, er ”kun” 29 % kvinder. Dette underskud af kvinder opstår altså ved at færre kvinder end mænd ansøger. Og for at rette op på det, har man lavet nye måltal om kønsfordelingen i fremtiden; flere kvinder skal ansøge. Blandt andet bør 50 % af ansøgere til fiktions-spillefilm i år 2020 være kvinder.

Det mener man er en rimelig fordeling, selvom der blandt DF's egne medlemmer kun er 34% kvinder.

Altså ønsker DF, at det enkelte kvindelige medlem oftere søger støtte end det mandlige. Og med mindre det for DF er helt ligegyldigt, om en ansøgning munder ud i en støttetildeling eller ej, kan det næppe tolkes anderledes, end at DF ønsker sine kvindelige medlemmer større succes end sine mandlige.

Ønskede man alle sine medlemmer lige stor succes, ville måltallet ikke være 50/50, men derimod 34/66, som matcher medlemsfordelingen.

DF vil altså ikke nå sine nye måltal i 2020, hvis deres mandlige og kvindelige medlemmer er lige aktive med at indgive ansøgninger.

Det er som om, at man i DF helt konsekvent vælger at se bort fra ”rekrutteringsgrundlaget”, når man konkluderer ”systematisk forskelsbehandling”. Man ser ikke på procentfordelingen blandt ansøgerne og heller ikke blandt medlemmerne.

Men er det rimeligt at beklage sig over en skæv kønsfordeling, hvis den stammer fra at kvinder er mere passive og ikke i fuldt omfang gør det mændene gør – at presse på i karrieren og få skrevet en ansøgning?

I DF anklager man mere eller mindre direkte Det Danske Filminstitut for at diskriminere kvinder (selvom 69% af DFI's støtteindstillere faktisk selv er kvinder), og selvom tallene som vist ovenfor fortæller, at kvinder antydningsvis behandles bedre end mænd.

Det er en temmelig alvorlig, og samtidig grundløs, anklage mod DFI.

Det er som om at det, at kvinder holder sig tilbage, lægges mændene til last. Kvinderne undlader at gøre noget, og så taler man om at de øvrige – mændene – gør sig skyld i en uretfærdighed.

Mændene bliver uundgåeligt påklistret en skyld, for uanset hvad mændene selv gør, kan kvinderne holde sig tilbage og derefter give mændene skylden for det. Dette er den samme bagvendte mangel på logik, som igen og igen anvendes af feminister rundt om i samfundet til at give mændene skylden for det, som kvinder ikke formår.

DF´s anden anke er at der gives i gennemsnit noget større støttebeløb til mænd end til kvinder. Det er der måske en grund til:

Hvis mænds spillefilm og dokumentarfilm handler om eventyr og action, om konflikter i fjerne lande osv., så er de dyre at producere. Hvis kvinders film i højere grad fokuserer på relationer mellem mennesker i nutidige dramaer, så er de billigere at producere.

Derfor kan den højere støttetildeling til mænd ikke uden videre tages som tegn på diskrimination.

Så hvorfor har man så alligevel denne stålsatte, men indtil videre udokumenterede påstand om diskrimination af kvinder i dansk film?

Måske noget af svaret skal findes på et møde i fagforeningen fredag d. 17. juni, hvor den ene af os (NNH) deltog - som eneste mand blandt 15-20 kvinder. Mødets formål var at drøfte, hvilke tiltag man i fagforeningen burde gribe til for at opnå mere ligestilling, som man altså mente var fraværende.

Denne præmis betvivlede NNH og spurgte på mødet:
”Når 25 % af ansøgerne til udviklingsstøtte er kvinder, og 29 % kvinder opnår støtte. Og når 19 % kvinder søger produktionsstøtte, og 18 % kvinder opnår støtte - hvordan kan der så være tale om 'systematisk forskelsbehandling'?”

Spørgsmålet blev stillet mindst tre gange i løbet af de godt to timer, mødet varede. Men der kom intet svar. Kommentarer var der nok af: ”Nu har du talt nok!” og ”Du skal ikke komme hér og kuppe mødet!” og ”Du ved ikke, hvad du taler om!” og ”Føler du dig som et offer?”.

Masser af snak og spydigheder, men ingen svar.

Til stede var også en udefra kommende kvinde, der af DF's formand, Christina Rosendahl, blev præsenteret som noget i retning af ”ligestillingskonsulent”.

Denne kvinde, Anne Boukris, figurerer i KVINFO's database over personer, der kan give ekspertbistand i spørgsmål om bl.a. ligestilling, ligebehandling og anti-diskrimination. Anne Boukris arbejder i øvrigt i Norge og er også meget engageret i norsk kulturliv. Hun skal f.eks. til efteråret tale på en konference arrangeret af ”Norsk Publikumsutvikling” om ”kulturell makt”.

Måske er det ikke et rent tilfælde, at netop samtidig med initiativet for 50 % kvinder i dansk film lancerer Norsk Filminstitutt et initiativ for 50 % kvinder i norsk film? (3).

Anne Boukris var meget aktiv på mødet og havde tilsyneladende fodret bestyrelsen med ”dokumentation” for, at diskrimination af kvinder er ud meget udbredt og urimeligt fænomen – i hvert fald undsagde hun ikke formandens beskrivelse af tingenes generelle tilstand.

Det kunne tydeligt høres, da formanden, Christina Rosendahl – uden at svare på NNH's spørgsmål - til sidst konkluderede DF's holdning til DFI's rapport:

”Bestyrelsen har besluttet sig for, at de tal, der er kommet ud fra DFI, repræsenterer ikke den filmbranche, som vi vil have. Det er sådan det er. Det er en holdning.”

NNH: ”Jamen, det var ikke mit spørgsmål... ”

Christina Rosendahl: ”Men de tal, der findes, de er nok. Sammen med den øvrige diskussion, der har været i bestyrelsen – alle mulige rapporter.”

Herefter gav Rosendahl udtryk for den udbredte opfattelse, at der sker diskrimination mod kvinder mange steder i samfundet og henviste til to undersøgelser, der kunne bruges som dokumentation for, at diskrimination af kvinder reelt foregår.

Den ene undersøgelse var et forsøg med fiktive jobansøgninger. Når samme ansøgning fik ændret ansøgerens navn fra et mandenavn til et kvindenavn, blev personens kvalifikation vurderet lavere. Den anden var en undersøgelse om mænd og kvinder, der aflægger prøve som ansøgere til ansættelse i de største symfoniorkestre i USA.

Ideen med at lave fiktive tekster hvor man bytter om på mande- og kvindenavne, startede med en berømt undersøgelse (4) fra 1968, hvor Philip Goldberg lod forsøgspersoner læse et antal artikler om forskellige emner, men byttede rundt på forfatternavnene, sådan at nogle personer f.eks. så at forfatteren var Joan McKay, mens andre så at forfatteren var John McKay. Det viste sig, at artiklerne blev vurderet mest positivt, hvis forfatteren var en mand – altså var der tale om fordomme mod kvinder.

Dette bliver ofte citeret som bevis for at mænd diskriminerer mod kvinder. Men det er forkert – forsøgspersonerne var nemlig kvinder...

I årene efter blev samme princip anvendt i mange forsøg, bl.a. forsøg med fiktive jobansøgninger. Nogle af disse forsøg viste, at ansøgninger med kvindenavne blev vurderet lavest, og det må være en af dem, Christina Rosendahl henviser til. Men andre undersøgelser, udført i de samme år, viste det modsatte – at ansøgninger med kvindenavne blev vurderet højest. Igennem årene er forsøg med ombytning af navne gentaget over hundrede gange, herunder over 30 gange når det gælder jobansøgninger.

Det overordnede mønster er at der ikke er nogen sikker tendens i nogen retning; forskellen er generelt så lille og varierer så meget og kommer an på så mange forhold, at den ikke er statistisk sikker (5).

At Rosendahl citerer en undersøgelse, der giver det resultat hun ønsker, og forbigår andre, der giver et resultat hun ikke ønsker, er det man kalder ”cherrypicking”. Det er ikke acceptabelt. Altså er der ingen dokumentation for ”systematisk forskelsbehandling”.

Men Rosendahl ved måske ikke selv at hun citerer selektivt. Hun gengiver måske blot hvad Boukris har fortalt hende. Det kritisable er således snarere at hun og resten af bestyrelsen overhovedet har inviteret feministen indenfor – tilsyneladende helt uden også at invitere en kontrapart. Dét er sværere at undskylde.

I den anden undersøgelse (6), der blev henvist til på mødet, aflægger både kvinder og mænd prøve som ansøgere til ansættelse i de største symfoniorkestre i USA. Her får vi at vide at der er tendens til at foretrække mandlige musikere. Men hvis ansøgeren spiller bag et forhæng, så man ikke kan se vedkommendes køn, så har mænd og kvinder ”pludselig” lige god chance for at blive antaget. Det er blevet til en vandrehistorie, der citeres igen og igen, når nogen skal belære os om, at mænd er fordomsfulde og diskriminerer mod kvinder.

Men heller ikke denne undersøgelse viser sig at holde vand.

Historien stammer fra en afhandling skrevet af to kvinder i år 2000. Den handler om de otte-ni mest prestigefyldte orkestre i USA. I tiden før 1970 var der meget få kvindelige musikere; igennem det meste af 1960´erne var der f.eks. slet ingen kvindelige musikere i New York Philharmonic Orchestra.

Den periode da prøver bag forhæng blev indført, faldt sammen med den periode i 1970'erne, da antallet af kvindelige ansøgere steg kraftigt. Spørgsmålet er så, om forhænget i sig selv havde en effekt på kvinders chance for at blive antaget. Da man analyserede tallene for de 8 orkestre, viste det sig at det forholdt sig lige modsat. Uden forhæng bestod en lidt større andel af kvinder end af mænd prøverne. Med forhæng bestod en betydelig lavere andel af kvinder end af mænd prøverne. Det resultat var lige modsat det, som feministerne gerne ville påvise.

Kun ved at udsætte tallene for en noget tvivlsom og meget kompliceret talgymnastik, fik forfatterne vendt tendensen til det ønskede i ét ud af otte tilfælde (5) . På den baggrund kan man IKKE konkludere at der var sket diskrimination imod kvinder.

 

Der er en række væsentlige punkter, der bør kritiseres i DF's nye kønspolitiske strategi:
1) DFI's tal dokumenterer ikke ”systematisk forskelsbehandling”. Der er endda en svag tendens i kvinders favør.


2) DF påstår, at der foregår diskrimination af kvinder i samfundet generelt, men bruger undersøgelser der er af højst kritisabel karakter som dokumentation.
Og selv hvis disse undersøgelser vitterligt var sande (hvad de altså næppe er), rokker det ikke en tøddel ved DFI's tal: Selv hvis orkesterledere i USA optræder mandschauvinistisk, er det ikke ensbetydende med, at de kvindelige beslutningstagere på DFI gør det.


3) DF plejer ikke sine medlemmers interesserer ligeligt: på et møde i fagforeningen inviterer man en person fra KVINFOs ekspertnetværk, dvs. man har til hensigt at styrke kvinders interesser specifikt. Man ønsker at kvindelige medlemmer opnår en højere succesrate end de mandlige. Det er af indlysende årsager ikke bare urimeligt, men tilmed et paradoks, eftersom man efter eget udsagn ønsker at skabe ”social sammenhængskraft” og iht. Ligestillingsloven ønsker at ”forebygge og påpege direkte diskrimination”. Dette opnås næppe ved selv at forskelsbehandle.

4) Man påstår at når der er for få kvinder blandt dem der laver film, går samfundet glip af talentmasse og kvalitet. Men der er ingen dokumentation for denne påstand. Der er snarere tegn på det modsatte. Allerede i dag er der risiko for, at ansøgere og projekter af relativt høj kvalitet bliver vraget, fordi man så vidt overhovedet muligt vil løfte andelen af kvinder bag filmene. Jo højere man vil presse kvindeandelen op, jo større er denne risiko.


5) Allerede i dag er publikum til biograffilm mest af hunkøn, og hele 58% af danske films publikum består af kvinder. Jo større en andel af filmene der skabes ud fra en kvindelig synsvinkel, jo mere vil det formentlig skubbe til den manglende kønsbalance blandt publikum. Især kniber det for tiden med at få unge mænd til at gå i biografen – så det vigtigste lige nu er måske at lave film der indeholder brugbare rollemodeller for unge mænd.

Danske Filminstruktørers ønske om at komme tæt på en 50/50 fordeling blandt de ansatte i filmbranchen synes primært at være motiveret af, at man ønsker større ”retfærdighed”.

”Retfærdighed” er naturligvis altid en sympatisk motivation, men som bekendt er ”vejen til helvede brolagt med gode intentioner”.

DF's hårde udmeldinger trods manglende dokumentation lugter derfor af forudindtagethed – flere steder grænsende til det rene gætværk. Kradser man lidt i overfladen, synes der nærmere at være tale om utålmodighed og krav om særlige kvinde-privilegier forklædt som ”retfærdighed” og ”ligestilling”.

Man bør derfor kort og kontant affærdige DF's måltal: ”Hvad der fremføres uden dokumentation, kan ligeledes affærdiges uden dokumentation”.

Vi har for længst afskaffet en samfundsform, hvor visse køn og klasser er født til særlige privilegier. Og det ønsker ingen af os vel genindført – slet ikke kvinderne.

 

(1) http://www.dfi.dk/~/media/Sektioner/Branche_og_stoette/Rapporter-og-artikler/Koensfordelingen%20i%20dansk%20film%2031052016.ashx

(2) http://www.filmdir.dk/sites/default/files/Ligestillingspolitik_Pressemeddelse_DanskeFilmInstrukt%C3%B8rer_2016.pdf

(3) Slik skal Norsk filminstitutt få flere kvinnelige hovedroller i norsk film. Dagbladet 29./6. 2016.
http://www.dagbladet.no/kultur/slik-skal-norsk-filminstitutt-fa-flere-kvinnelige-hovedroller-i-norsk-film/60259036

(4) Philip Goldberg (1968): Are women prejudiced against women ? Transaction 5: 28-30.

(5) Janet Swim m. fl. (1989): Joan McKay vs. John McKay: Do gender stereotypes bias evaluations? Psychological bulletin 105 (3): 409-429.

(6) Kåre Fog (2015): Stoppes karrierekvinder af et glasloft? https://www.folkets.dk/node/591

Generelt er det meget svært at få tekster trykt i danske aviser, som går imod feminisme.

Ovenstående tekst er omtrent mage til en tekst, der har været indsendt som kronikforslag til Politiken. Avisen optog den ikke, men foreslog en reduktion i omfang til knap det halve. Heller ikke den reducerede version blev dog optaget.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

MediaCreeper