Når en diskussion nærmer sig indvandrere og deres adfærd i det danske samfund, begynder samtalen sig ofte at handle om Islam, og så bliver jeg altid ofte konfronteret med, at en kritisk analyse af islam er en kritik af en anden kultur og en generel nedvurdering af muslimer.
Og derpå har samtalen tendens til at udvikle sig destruktivt, for når jeg siger Islam, så svarer de muslimer.
Det er naturligvis korrekt, at jeg ikke bryder mig særligt om individer, der bekender sig til en civilisationsfjendsk ideologi, hvis formål er at få alle til at underkaste sig en samfundsorden, som vil begrænse eller fuldstændig undertrykke alle de frihedsrettigheder, som det har taget den vestlige verden 200 år at opnå.
Den vestlige verden har forfatninger, hvor der er indbygget en lighed for loven, uafhængig af social eller etnisk baggrund
I den vestlige verden findes der ikke et politisk eller religiøst politi ved siden af den verdslige og demokratisk kontrollerede ordensmagt, og hvis magtbeføjelser er bestemt af en sekulær lov.
Domstolene er sekulære, og ikke politiske eller religiøse, og de er uafhængige af den lovgivende og politiske magt. Det er forfatningsmæssigt stadfæstet, at man ikke kan forfølge eller mishandle mennesker på grund af deres køn, tro eller seksuel orientering.
Endvidere er retten – også for kvinder - til at kunne bestemme over sit eget liv, hvad angår udannelse og valg af partner helt grundlæggende i de vestlige samfund.
Men det er jo sådan, at intet af denne sociale eller civilretslige samfundsorden, som den vestlige kultur bygger på, findes i Islam.
Islam er og har altid været et aggressivt og kulturimperialistisk politisk projekt med en social retsorden, der er funderet på Koranens infame Sharia.
At man forestiller sig, at man kan holde modsætningerne nede ved imødekommenhed og eftergivenhed over kravene fra Islam, har de sidste 30 år vist sig at være en illusion.
Rækker man hånden frem til Islam, bliver den blot hugget af.
Det billede, der tegner sig er, at rettroende muslimerne mener, at de qua deres religion er moralsk og åndeligt overlegne overfor den vestlige kristne verden.
De føler sig derfor dybt forurettede over, at de ikke altid har den samme adgang til de materielle goder i den vestlige verden, som den oprindelige befolkning – og som de ikke mener skyldes deres manglende evne til at begå sig i arbejdslivet - men som de mener skyldes diskrimination af muslimer.
Selvom det er blevet nedtonet i de senere år, så lever vi stadig i slipstrømmen fra den afsporede kampagne, rettet mod påstande om religiøse krænkelser og dæmonisering af muslimer, der fulgte med Muhammed tegningerne.
I dag ved vi – blandt andet fra Ahmed Akkari – og hvad de fleste af os allerede vidste i 2005 - at tegningerne stort set var irrelevante for de muslimske fanatikere, men at netop en tegning – især når den distribueres til analfabeter - leverede en unik anledning til at ophidse den muslimske verden og bringe det danske samfund til knæfald for Islam.
Det lykkedes ikke ganske efter hensigten, men det lykkedes - på grund af terror og dødstrusler - at forvandle Danmark fra at være et meget åbent og frit samfund, hvad angår ytringsfrihed, fri bevægelighed i samfundet og ubeskyttede politikere og presse til at være fysisk afskærmet og overvåget samfund.
En udvikling, som man kun kan sætte én fællesnævner på, nemlig Islam.
Det er næsten ud i det groteske – dog ikke så grotesk, som i Sverige - at dele af pressen er utilbøjelige og fodslæbende til at knytte trusler, voldshandlinger og terror begået i Islams navn sammen med Islam.
Men at adskille Islam fra dødstrusler, vold og terror, svarer jo næsten til at adskille nazismen fra holocaust.
Da jeg var barn i 50’erne var det ikke helt ualmindeligt, at relativisere på den måde, at ”måske var demokrati ikke det rigtige for lande uden for den vestlige verden”, for de havde jo en anden kulturel baggrund. Man ”forstod” de kommunistiske bevægelser, og man forstod de kommunistiske landes kontrol af befolkningen for at undgå et ”fascistisk” kup.
Også selv det lyder nærmest grotesk i dag, så var sådanne tankegange ikke helt ualmindelige.
På trods af den uovervindelige forskel, der er mellem de vestlige demokratier og stater med et islamisk fundament, så tales der stadig i relativistiske termer i dele af pressen.
Det synes jeg man skal man lade være med, for det er jo kun at lukke intolerancen, undertrykkelsen og de sociale overgreb ind i vores del af verden.
Det har jo vist sig, at fra midten af det tyvende århundrede har de vestlige lande været ude af stand til at formidle en demokratisk kultur til afrikanske, mellemøstlige eller asiatiske lande.
Selvfølgelig ved vi, at der (altså for 100 år siden) langtfra var social lighed mellem den oprindelige befolkning og koloniherrerne, (men dog ikke ret forskellig fra den afgrund, der er mellem overklassen og den fattige befolkning i de samme lande nu om dage), men det var alligevel langt fra slaveri. Mange tidligere lande i Afrika, mellemøsten og asien, kan ”takke” englænderne og franskmændene for at de i dag har en infrastruktur i form af jernbaner, veje, administrationsbygninger, retsvæsen, læger og hospitaler.
Der kan være flere grunde til ikke at krænke kvinder. Det indlysende er, at det de sidste mange år ikke har været en del af vores sociale kultur. En anden er, at det vil udløse en voldsom fordømmelse hos omverdenen og eventuelt et strafferetsligt efterspil.
Selvfølgelig kræver det psykopatiske træk at udøve vold mod kvinder eller børn, men til forskel fra vestlige mænd, hvor det udløser massiv fordømmelse fra ens omverden, er dette ikke tilfældet i den muslimske verden – ikke engang fra myndighederne.
Derfor kan man ikke nøjes med at rette fingeren mod ”de afsporede unge mænd”, der for et halvt år siden krænkede kvinder i Tyskland og Sverige, men lige så meget meget mod den sociale kultur, som hviler på Islam, en kultur, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, det er nødvendig at bekæmpe.
De terroranslag, der har været i 2015, er kun halvhjertet blevet fordømt af talsmænd fra Islam (alt andet ville nok også have været taktisk uklogt, som borger i et vestligt land), men gerningsmændene er blevet fordømt som psykopater ikke som muslimer, og som det blevet sagt af en talsmand i radioen: Islam formidler principperne om kærlighed, harmoni og fred. Men det er jo absurd, når alle terrorhandlinger mod vestlige lande, som Al-Qaeda ISIS, Al-Shabab har udøvet er sket i Allahs navn.
Så ærlig talt, hvis Islam på grundlag af de sidste 20 års terror og drab på uskyldige, repræsenterer fred og harmoni, så kan nazismen og kommunismen vel i samme kontekst beskrives som ideologier, der fremmer fordragelighed og tolerance mellem menneskene
At forståelse, tolerance og imødekommenhed overfor et totalitært system, kun fører til tilbageslag og eftergivenhed, er velkendt fra dengang fjenden var kommunismen. Et totalitært system kender ikke til oprigtighed, kun til overmagt.
Dette er også pointen i Hoellenbec’s dystopi: ”Soumisson”. Det er ikke så meget det, at muslimerne får magten og islamiserer Frankrig, for det opnår de på demokratisk vis (på samme måde, som Hitler gjorde det i 1933), men at vi – de vestlige samfund – lader det ske.
For at undgå at ”krænke” almindelige muslimer, opstod allerede for 10 år siden en distinktion mellem begreberne Islam og islamisme. Men denne distinktion kan være farlig, fordi ingen rettroende muslim, kan fraskrive sig Sharia, selv om dens barbariske straffemetoder, måske end en imod. Det sammen kan siges om den rettroende muslims forhold til Jihad. For selvom man måske ikke har noget lystbetonet forhold til at slå de vantro ihjel, så står der jo i Koranen, at man skal.
Som eksempler på ganske almindelige muslimer, altså ikke islamister eller andre ekstremister, blev der på DR2 i december 2015 vist udsendelsen: Oprør fra Ghettoen. Den handlede mest om piger, der havde forsøgt at leve et normalt liv ligesom andre danske piger. Gå til fester, have kærester osv. Som havde forsøgt at gøre oprør mod isolationen fra den danske omverden, mod arrangerede ægteskaber og meget mere.
Mest skræmmende var beretningen om en pige, som havde fået en dansk kæreste. Hun havde indviet sin mor, men moren lod det gå videre (islamisk kultur) til hendes far og hendes brødre, og så brød helvede løs. Hun blev gennembanket af sin far, og måtte kun forlade sit værelse for at gå i skole. En nat flygtede hun (i livsfare) ud af et vindue på 3. sal og kom i kontakt med de sociale myndigheder, som (gudskelov) hjælper den slags piger, uden at inddrage forældrene
Resultatet var hemmelig adresse, fuldstændig udstødelse fra familie og det muslimske samfund – måske for evigt. Og har vi hørt om (æres)drab på døtre, og fingerede familiebesøg, som i virkeligheden er bortførelsen til muslimske lande, hvor unge piger bliver tvunget ind i arrangerede ægteskaber.
For et stykke tid siden hørte jeg i et debatprogram en talskvinde for Islam sige, at ”danske mænd også tæver deres koner og døtre”! Muligvis, selv om man nok ikke helt kan sammenligne omfanget.
Men den helt altafgørende ”kulturelle” forskel er imidlertid, at hvis en dansk mand tæver sin kone eller sine børn, så er fordømmelsen næsten entydig, både hvad angår familie og socialt netværk.
I det muslimske miljø synes det at være lige omvendt. Her rammer fordømmelsen og udstødelsen ofret for volden, og ikke de som udøver den, fordi ofret har forbrudt sig mod Islams sociale normer.
Et samfund, som hviler på et humant idegrundlag, som bygger på de demokratiske principper, som vi har arvet fra oplysningstiden og som søger at beskytte det enkelte individs rettigheder og frihed, kan simpelthen ikke leve fredeligt side om side med en totalitært religiøst eller ideologisk samfundsform, der udøver social kontrol, og indskrænker naturlig menneskelig adfærd i religionens navn.
Dialog med totalitære bevægelser, har altid ført til eftergivenhed og tilbageslag for det oplyste demokrati, aldrig til en opblødning af det totalitære undertrykkende. Blandt andet af den grund at de altid fylder én med løgn, og fordi de ikke ser nogen fordel i at give indrømmelser.
Hvis den vestlige samfundsform skal overleve, er dialog ikke vejen. Vi bliver nødt til at forsvare os, sætte foden ned og sige hertil og ikke længere i stedet for at lade vores frihedskultur blive langsomt undermineret af ”hensynet til religiøse følelser”.
Undertrykkelse og ufrihed er undertrykkelse og ufrihed, og for mig er det sådan set ligegyldigt om den er religiøst eller ideologisk motiveret.
Hvis ”krig” anvendes i en mere overordnet betydning, som en væbnet afvisning, så var vesten i krig mod kommunismen i 50 år, og skal vi så ikke droppe de diplomatiske manerer og sige at vi nu har været i krig mod Islam i omkring 20 år. I alle tilfælde har Islam ført krig mod vesten bevæbnet med alle de teknologiske fremskridt, og den materielle velstand, som er skabt i vesten, og som de islamiske lande, qua deres religiøse samfundssystem har været ude af stand til at opnå selv
Ole Witt-Hansen
Lektor emeritus