Vor tids undertrykkere: Den politiske stand

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

For 300 år siden levede vi i et stændersamfund, hvor næsten alle tilhørte adel, borgerskab, gejstlighed eller bondestand. Adelen og dens lakajer styrede landet og sad på ejendommen - sammen med kongen. Præsterne holdt folket mentalt i fangenskab, og bondestanden holdt sig selv i skak.


For 300 år siden levede vi i et stændersamfund, hvor næsten alle tilhørte adel, borgerskab, gejstlighed eller bondestand. Adelen og dens lakajer styrede landet og sad på ejendommen - sammen med kongen. Præsterne holdt folket mentalt i fangenskab, og bondestanden holdt sig selv i skak.


Bevidstheden var centreret om en opfattelse af, at det var godt med denne samfundsstruktur, at det var en markant forbedring i forhold til tidligere, samt at det var guds vilje og vores skæbne, og at kongen og adelen var de naturlige, gudgivne ledere af folket.



I dag har vi en tilsvarende situation. Forestillingen om, at staten er den “gode” hersker, og at det er en løsning, som er alle andre overlegen er så fremherskende, at næsten ingen stiller spørgsmål ved den.

I skolen indoktrineres børnene til at tro, at statens institutioner er gode og vil dig det godt. De lærer, at velfærdsstaten er den mest udviklede form for stat i den mest udviklede form for civilisation.

Børnene lærer, at Danmark er det bedste land i verden med det mest lykkelige folk - og at skoler, hospitaler og anden infrastruktur er noget af det bedste i verden. De lærer, at det er tosset og ekstremistisk at tvivle på dette. 


De voksne lærer det samme igennem medierne. Der er ingen debat om de grundlæggende antagelser om samfundsstrukturen. De antages som givne og uforanderlige.

Vi betragter fortidens stændersamfund med fæstebønder som et system, der kun var millimeter fra decideret slavehold. Visse bønder var formelt livegne, andre var det kun i praksis. De var knyttet til en godsejer, og de blev behandlet som enhver anden ejendom. En herremand kunne sælge og bytte gårde med andre adelige. De allerfleste arbejdede for herremanden og fik kun lige nok til at eksistere for. Deres livs arbejde kastede ikke meget arv af sig. På den måde kunne herremanden sikre sig, at slægten økonomisk var stavnsbundet til ham. De havde ingen mulighed for at vriste sig fri af båndene.



Det - lærer vi i skolerne - var et ondt system, og adelen – magthaverne – var skurkene. Stavnsbåndet blev ophævet i slutningen af syttenhundredetallet, og der blev rejst en såkaldt frihedsstøtte, som står nær banegraven ved Hovedbanegården i København.

Vi lærer, at herefter groede der et samfundsbehov frem, hvor bønderne og siden industriarbejderne forventede demokratiske rettigheder, nu de var fri af stændersamfundets snærende bånd.

Vi lærer, at det almene demokrati voksede frem. Og til slut fik også de fattige, tyendet og kvinder stemmeret, så alle voksne mennesker kunne have indflydelse via et parlamentarisk system, hvor repræsentanter for de forskellige befolkningsgrupper kunne tjene disse gruppers interesser og tale deres sag.


Det er som en tryllekunstner, der afleder vores opmærksomhed, mens han gennemfører sit tryllenummer. Han snyder vore sanser og vor tænkning og får os til at tro, at vi ser, hvad der sker. Vi får bekræftet vore forventninger det ene sted, alt imens han gennemfører sit ”trick” uden at vi lægger mærke til det.



Vi opdager ikke, at vi ikke længere er repræsenterede i de parlamentariske forsamlinger, men derimod er sat til at stemme på forskellige repræsentanter for “den politiske stand” - der har gjort karriere igennem ungdomspolitiske organisationer eller gennem deres forbindelser og familie i det politiske system, og nu er de udvalgte få - som skal have særlige privilegier og pleje deres egen stands interesser: Den politiske stands.



Vi opdager ikke, at magteliten alene arbejder på at fordele stemmerne, således at de selv får plads i de rigtige forsamlinger.

Vi opdager ikke, hvordan magthierarkierne i partierne fordeler “benene” iblandt sig, så der altid er en taktisk grådighedsfaktor - som får eventuelle kritikere til at holde sig tilbage med ellers rimelig kritik. Heller ikke selvom partidisciplinen udøves åbenlyst, når der en enkelt gang er en “partisoldat” som stikker snotten frem - og taler partitoppen imod.


Vi opdager ikke, at vi er i bur. Vi opdager ikke at vi - fra vi knap er et år til vi ligger i graven - er omklamret af staten, som stiller krav til vores opdragelse, adfærd og afhængighed af staten, så vi knap kan røre os ud af flækken. Fra vi ankommer til vuggestuen bliver vi “normaliseret” helt bevidst og med det formål, at vi skal kunne “fungere” i statens trædemølle. Børnehaven og skolen lærer os disciplin og social adfærd der er “samfundsbevarende” - i en grad så en stigende andel af børnene bliver medicineret for at opnå det ønskede adfærdsresultat.

Struktureringen af menneskenes bevidsthed og indpodningen af den opfattelse, at det er naturligt og nødvendigt at “gå på arbejde” 40 timer om ugen fra man er knap et år til man er 65 - er et led i at holde befolkningen fra at tænke selv. Det er jo ikke samfundet, der skal bevares. Det er statens rolle som samfundsgarant, der skal bevares. Det er den uimodsagte kærlighed til staten og troen på at staten løser vore problemer, der er målet. 

Det trick, velfærdsstaten har lavet, er, at forvandle et frit velfærdssystem og en relativt lille stat til et altomklamrende monster af en slavepisker.

Samtidig har statens uddannelsessystem og det mediesystem, der skulle vogte på staten, fortalt os de løgnehistorier, som fik os til at kigge det forkerte sted hen.

Vi har fået afledt opmærksomheden - og har derfor først alt for sent opdaget, at vi er små hamstre som er spærret inde i små livsvarige hamsterhjul, hvorfra vi ikke kan undslippe uden meget store omkostninger for vore liv.

I det nye stændersamfund er vi alle slaver af staten – og vi tjener den politiske stand og dens lakajer – med vores liv i hamsterhjulet. 
 Skal vi gøre os fri af dette, skal vi udvikle en ny bevidsthed – om frihed, selvbestemmelse og selvejerskab.

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform og samtidig få adgang til vores originale journalistik ved at blive abonnent.

Vi tilbyder pakker fra blot 1 krone om dagen og op – alt efter formåen og behov: Se abonnementer her.

"De Frie Stemmers ærinde er ikke at være samfundskritiske. Tværtimod. Vi er statskritiske."