Dr. Strangelove
Instruktør: Stanley Kubrick, USA 1964
Genanmeldt i anledning af 50 års dagen for filmens premiere via blu ray udgave med to en halv times ekstramateriale.
Kubricks sorthumoristiske og surrealistiske koldkrigssatire fra januar 1964 har rummet et skarpt hjørne og derfor værd at gense og genvurdere set i lyset af den aktuelle politiske situation, vi befinder os i nu anno 2014. Spørgsmålene må derfor lyde: Er ´Dr. Strangelove´ stadig relevant i dens syn på det atomare ragnarok, og behøver vi at frygte jordens altødelæggende undergang ud fra verdensmagternes pt gældende styrkeforhold?
I filmen har den heilende kryptonazist Dr. Strangelove (en af flere roller genialt spillet af Peter Sellers) opfundet sin egen dommedagsmaskine og forklarer dens perverterede logik i The War Room, hvor generaler, ministre og den nervøst anlagte amerikanske præsident sidder samlet om et kæmpe rundt bord for at finde ud af, hvad man skal gøre, nu en kraftig atomladning ved en dum fejl er på vej mod et eller andet mål i Sovjetunionen. På et tidspunkt kommer det til håndgemæng mellem en særligt krigsopstemt general (George C. Scott ubetaleligt brovtende og gak i låget) og den indkaldte sovjetiske ambassadør. Præsidenten forsøger at stoppe dem med ordene: ”You Can´t Fight In Here – it´s The War Room.”
Ovenstående er kun en af flere urkomiske scener I filmen, der gør grin med noget så alvorligt som risikoen for den totale udslettelse, der kan koste millioner af mennesker livet. Kubrick og hans spillere gør det på en måde, der fremhæver våbenkapløbets absurditet: Vi er i stand til at tilintetgøre både os selv og fjenden ved en kædereaktion af fejl eller ud fra et bevidst ønske om at bruge det ultimative masseødelæggelsesvåben.
Skarpheden i satiren toppes ved at hentyde til flere militærfolks optagethed af seksuelle drifter, mens de samtidig spekulerer i krig, død og destruktion – Dr. Strangelove sidder dog impotent lammet i sin kørerstol og har svært ved at styre sin arm, der har lyst til at strække en Hitler hilsen ud på upassende tidspunkter. Der er noget med magtfulde mænds hang til sex, uniformer, titler og fingrene på aftrækkeren, som til stadighed fascinerer beskueren.
´Dr. Strangelove´ skulle egentlig have haft premiere i starten af december 1963, men mordet på præsident Kennedy den 22. november samme år satte imidlertid en stopper for de planer – planken skulle gås ud, men ikke så tæt på en hændelse, der endte som en national tragedie og et sår, som aldrig er blevet helet fuldt ud. Kubrick havde læst en lang række bøger om våbenkapløb, den atomare magtbalance og hvordan, det totale kaos kunne slippes løs ved hjælp af ret få kommandoer. Ikke videre betryggende og det er endnu værre i filmen.
Jubilæumsfilmens blik for, hvad der rører sig inde i hovederne på mænd, der beruses af en dødsensfarlig leg, som kan ende ud i vidtrækkende konsekvenser, har skabt nogle arketypiske galninge med træk, vi stadig kan genfinde hos politiske, militære og terroristiske ledere gennem de seneste 50 år. Trangen til enten helt at udleve ens almagtsfantasier uanset prisen eller i det mindste true hermed for at skabe frygt og bæven og dermed holde undersåtterne i skak.
Derfor kan spørgsmålet om filmens politiske og konfliktpsykologiske relevans i vor tid besvares med et ganske enkelt ´ja´. Under Vietnamkrigen skulle udenrigsminister Kissinger efter sigende have spekuleret i at droppe ´The Big One´ over den nordlige del af det uroprægede land. Præsident Reagan lavede under prøverne til en radiooptagelse grin med, at USA ville bombe om lidt. Kernevåbenkapløbet florerede med særlig styrke op til tidspunktet for Murens fald og Sovjetunionens kollaps. Tidligere forsvarsminister Robert McNamara har udtalt, at sikkerhedsprocedurerne bag de atomare arsenalsystemer bestemt ikke var fejlfri under dele af den kolde krig, der ved eklatante uheld kunne ende med at blive mere varm, end vi ville bryde os om.
I dag har verdenssamfundet og FN et vågent øje på såkaldte slyngelstater som Nordkorea og Iran, der ihærdigt forsøger at blive atommagter, så der geopolitisk kan rasles med sablerne af regimer frygtet og kendt for at virke truende og sige uberegnelige ting – nogen gange gør de alvor af ordene ved at puste sig militært op overfor deres nabolande ved brug af militære øvelser klos op ad grænsedragningerne. Heldigvis er det meste tomme tønders buldrende retorik, der ikke desto mindre fremsiges af diktatorer med en vis lighed med karakterer fra Dr. Strangelove filmen. Trangen til at stryge tændstikker uden at tisse for meget i sengen er til stede både i fiktionen og i den reale verden.
I Kubricks fandenivoldske farce sammensat af lige dele galgenhumor og gravalvorlig eftertænksomhed bag de forrykte løjer går det rigtig galt – verden består stadig, men den potentielle risiko for, at en konflikt kan løbe løbsk, vil i et eller andet omfang altid være til stede. Måske er det netop læren, vi kan drage af ´Dr. Strangelove´, når vi ser tilbage på dette tidløse mesterværk med den retroperspektive kikkert for øjnene?