Gå til hovedindhold

Social arv – grim eller grum!

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Ethvert menneske har styrken til at tage sine egne beslutninger. Men gælder det også den sociale arv? Og kan man bryde den?

52 procent af de 25-årige, som har forældre med en lav uddannelse, og nogle med en anden etnisk baggrund gennemfører en ungdomsuddannelse. Udviklingen går desværre i negativ retning og er faldet med syv procentpoint siden 2004.

Det viser først og fremmest, at mange unge med lavt uddannede forældre, og som er fra anden etnisk baggrund, har meget svært ved at bryde den sociale arv, og den manglende uddannelse stiller dem også dårligt på arbejdsmarkedet, hvor der er mindre og mindre brug for ufaglært arbejdskraft.

Man kan godt bryde ud, mener jeg, men det er helt sikkert svært for mange. Det kræver mod, et stærkt selvværd, selvtillid og vilje .

For nogle er realiteten meget svær at sluge eller bryde ud af! Og kan den grimme ælling blive til en svane, selvom den er vokset op i en andegård, navnligt de social belastede områder eller Ghetto-områder?

Ville den på trods af overlevelseskursus, kostskole og gymnasium stadig ende med en tilværelse som en svane, når den var vokset op i ovennævnte andegård?

Og ja! Her kommer filosofien - autentisk eller ej – har vi noget, som nogle ville kalde det et problem. Ens sociale arv som udstikker retningslinjer for, hvilke døre som er åbne på livets vej. Det kan være et problem, ligeså vel som det også kan være et gode for et samfund, hvis folk ellers affinder sig med den skæbne, de er født til.

For hvad sker der, hvis børn under hele deres opvækst bildes ind at de kan nå samfundets højeste poster og de så opdager at de er fanget af deres opvækst - den manglende støtte i hjemmet - ingen penge til at følge med teknologien og undervisningsmaterialer i en tid hvor selv en gymnasieuddannelse kræver elektronisk hardware og kopi-penge i store baner?

Og hvad er alternativet så?

Mange bliver frustreret. Mange tyer til steder med hurtige penge - nye fællesskaber - alternative økonomier – kriminalitet osv. Eller, de lukker ned, får depressioner og nogle kan som en sidste udvej begå selvmord.

Vi prøver hele tiden at bilde os ind, at vi kan lave et samfund, hvor vi kan bryde den sociale arv ved at gøre vores skoler mere elitære, arbejdspladser mere fleksible og mere ligestilling. Men hvis nogle skal være oppe, skal andre være nede. Og i den virkelige verden som statistikkerne omhandler, er der meget få og stadig færre, der har stadig større privilegier, og dermed stadig flere, der må nøjes med illusionerne.

Lad os erkende, at man fødes med begrænsninger for sin fremtid, men at man skal søge lykken inden for de rammer. Det ville ikke være at snyde sig selv. Det vil være at være realistisk.

Jeg mener ikke, at vi skal søsætte alverdens projekter for at redde de unge mennesker fra den dårlige social arv, men derimod lade dem selv finde deres egen vej uden at skubbe dem, men vejlede dem, så de finder de ting som gør deres hverdag værdifuld, hvor deres selvværd og selvtillid er centrum.