Der var engang en bankdirektør, der var blevet stinkende rig på sin bankvirksomhed.
Men det var nu heller ikke nogen helt almindelig bank, hvor folk anbragte deres opsparing, og som lånte penge til gemene lønmodtagere.
Tværtimod var det en bank for velhavere med det inderlige ønske at blive endnu rigere, og det helst uden skulle bestille særlig meget for det.
Så banken gav beredvilligt kreditter på det dobbelte eller det tredobbelte af indskyderens kapital i det øjemed at de satte sig til rette ved valutaspekulationsrouletten eller investerede i andre og lige så flygtige finansielle aktiver.
At almindelige godtfolk troede, at de med fordel kunne spekulere mod verdens finansimperier og storbanker, kan ganske vidst undre, og langt de fleste endte da også med at tabe deres penge plus det lånte, men det berørte jo ikke bankens indtægter, for lånene til banken skulle jo betales tilbage, hvad enten klienterne havde vundet eller tabt på deres spekulationer.
Bankdirektøren glædede sig naturligvis hver eneste dag over sine mange millioner, og det eneste lille skår i glæden var egentlig de millioner, han skulle betale i skat.
Jeg kan ikke forstå det, tænkte bankmanden. Jeg har jo aldrig lånt penge af staten, så hvorfor skal staten så have mine penge.
Men jo flere millioner, der væltede ned i bankdirektørens lommer, jo mere mismodig blev han over at skulle aflevere så mange tilbage i skat, penge som staten bare inkasserede, og det uden engang at have tjent dem på ærlig vis.
Han grublede længe over, hvordan han på lovlig vis kunne undgå at aflevere alle de dejlige millioner til staten. Den eneste vej syntes jo at være gennem lovgivningen, men så skulle man jo være repræsenteret på tinge.
Men så slog tanken som en tordenkile ned i bankdirektørens hoved. Man kunne jo købe et parti, der allerede var repræsenteret i folketinget. Et parti som kunne gøre op med socialdemokratiet og de andre røde partiers fordelingspolitik, der jo kun var drevet af misundelse på driftige mænd, som ham selv, der forstod at gøre forretninger uden samfundets mellemkomst.
Udslettet fra hans tidlige ungdoms bevidsthed var Karl Marx’ nøgterne konstatering af, at velstand jo ikke kommer ved at lade penge flyde fra den ene hånd til den anden, men kun ved at skabe merværdi gennem produktion.
Jeg har faktisk råd til at købe et parti, tænkte bankdirektøren, et parti hvis eneste formål er at de rige skal betale mindre i skat, selvom man nok ville gøre klogt i at formulere formålet på en lidt anden måde.
Og da han så sig om i det politiske landskab, syntes tidspunktet endda at være meget gunstigt.
Der var flere kuldsejlede partier til salg, og efter en kort overvejelse faldt valget på det parti, som tidligere havde haft ordet ”demokratisk” som deres galionsfigur.
Nu var ”demokratisk” nok ikke den allermest velegnede navn for et parti, hvis angivelige formål var at omfordele skattebyrden fra de rige til de fattige, at skaffe frihed til at skovle penge ind, tjent ved andres arbejde, men der måtte vel findes andre lødige begreber, som nok dækker dette formål, men som man ikke i samme grad forbandt med materiel grådighed, men derimod med lødig økonomisk teoridannelse, som det var grundlagt af Adam Smith og Malthus.
Ordet var naturligvis Liberal. Et begreb som hos ubefæstede sjæle let forveksles med ”frihed for den enkelte” (Altså økonomisk handlefrihed, men lad det nu ligge).
Og det første bankdirektører skulle, var naturligvis at købe en partiformand. Og her faldt valget naturligt på et tidligere radikalt brushoved, der besad evnen til at opstille samfundsøkonomiske regnestykker, som godt kunne gøre selv erfarne økonomer og journalister rundtossede.
Og brushovedet viste sig hurtigt at være et naturtalent i den henseende, og hans flydende veltalenhed forbløffede de fleste. Og der skal jo rigtignok et tykt lag oratorisk glasur til for at forvandle et liberalistisk rovdyr til en lille sød missekat, der bare vil have lidt mere fløde.
Hvis de rige betaler mindre i skat, så bliver vi alle sammen rigere gjaldede hornene. Lidt svært at forstå, måske, hvis man blot har sat sig en lille smule ind i Marx’ og Keynes analyse af det kapitalistiske samfund.
Faktisk forholder det sig lige omvendt. For hvis man giver en krone til de fattige, så er det næsten sikkert, at den vil blive omsat i indenlandsk forbrug. Det øger omsætningen. Det øger efterspørgslen. Det øger den indenlandske produktion. Det øger velstanden.
En krone mere til de fattige, trækker hele samfundet op på den måde, som bla. nobelpristageren Joseph Stiglitz i sin bog ”The price of inequality” har kaldet multiplikator effekten. En krone til de fattige, kommer tilbage til samfundet med en faktor 2-3.
Giver man derimod en million til de rigeste, er det langt mere tvivlsomt, om det vil komme samfundet til gode overhovedet. For den vil næppe blive investeret i indenlandsk produktion.
For et forøget forbrug og en stigende efterspørgsel kan jo ikke komme fra de, som er blevet ringere stillet ved en omlægning af skattebyrden fra de rige til de fattige, og betalt af nedskæring af de sociale rettigheder.
Så forøgede indtægter til de rigeste, vil nok blive forrentet bedre i oversøiske spekulative investeringer eller ende på Cayman Island eller andre skattely.
En samfundsøkonomisk tankegang, som ligger ret fjernt fra den evangeliske nøjsomhed, retlinethed og flid, det demokratiske fundament, kombineret med det socialdemokratiske sociale ansvar, som indtil årtusindskiftet gjorde de nordiske lande til verdens rigeste og bedste lande at leve i.
At den slags overvejelser ikke harmonerede med bankdirektørens samfundssyn, kan man måske godt forstå. Lidt vanskeligere er det måske at forstå, at de heller ikke fandt vej til det liberale brushoved, der jo engang tilhørte et parti, der var opstået med udgangspunkt i en social bevidsthed.
Men også det kan vel købes for penge.
Så det nye parti, havde kun et program punkt. Skatten skal ned for de rige, betalt af sociale nedskæringer. Ikke et ord om velfærdssamfundet og landets infrastruktur. Ikke et ord om internationale forpligtigelser og udenrigspolitik. Ikke et ord om undervisningspolitik. Ikke et ord om indvandringspolitik. Partiets rolle var sådan set udspillet, når bankdirektøren blev fri for at betale den skat, som gjorde ham så mistrøstig.
Hvordan brushovedet i medierne kunne opretholde illusionen om, at vi alle vil blive lykkeligere og rigere, hvis blot de rigeste betaler mindre i skat er jo ganske forunderligt, men størrelsen af hans tilhængerskare, kunne jo tyde på, at langt flere end de allerrigeste, tror at de selv ville få en fordel af at erstatte Robin Hood med Prins John.
Bondefangeri er nok verdens (næst)ældste helt liberale erhverv. Det består jo i, at man stiller folk, med mere beskedne midler i udsigt, at de kan tjene mange penge uden nogen særlig indsats, (tja), mens det egentlige formål naturligvis er, at de bliver ribbet for alt, hvad de har.
Måske skulle man tænke på det, næste gang man sætter sit kryds - hvis man altså ikke er stinkende rig.