Vi befinder os i et univers af prinser, prinsesser, konger og dronninger, og hovedpersonen sendes på traditionel facon ud i verden, da han rammer puberteten.
Hermed er de klassiske elementer dog også næsten udtømte.
Pindprinsen er ikke lavet af kød og (blåt) blod som de fleste prinser. Han er lavet af tændstikker; skabt fra bunden af en troldmand, der ejer en tændstikfabrik. Kongen og dronningen havde nemlig fertilitetsproblemer og kunne ikke selv få et barn. En problematik, der omtales meget i vor tid, men som dog også genfindes i gamle eventyr som for eksempel Tornerose. I modsætning til i Tornerose skal Troldmanden dog ikke have betaling for at have løst kongens og dronningens problem med at få et barn; han er slet og ret flink og hjælpsom.
Denne lidt naive tone løber som en understrøm i hele fortællingen om Pan og Pindprinsen, og som inkarneret fan af Grimms eventyr savner jeg som læser lidt de mere grumme elementer. Børn har godt af at gyse lidt, og må også gerne få at vide, at verden ikke kun er et godt sted.
Det er den imidlertid i Pan og Pindprinsen.
Det royale par er kærlige forældre - dog serverer de nøjagtigt det samme til aftensmad hver aften - og i den bedste mening giver de pindprinsen den opgave at rejse jorden rundt for, med henblik på ægteskab, at finde en prinsesse på vejen. Det fører til en lang række af eventyrlige oplevelser, hvor den grønne sne på Grønland og landet, der stort set består af bjerge af forskellige typer kartofler: Nogle til chips, andre til kartoffelmos, osv., hører til blandt de mere fascinerende.
Pindprinsen bliver taget godt imod overalt i verden, og møder mange dejlige prinsesser på sin vej, som han leger godt med. Det lykkes ham dog ikke at blive forelsket. Det undrer ham, og han nærmer sig en fortvivlet tilstand, efterhånden som den ene søde prinsesse efter den anden ikke formår at få ham til at føle det, han forventer. Den kvikke (voksne) læser har selvfølgelig på et tidligt tidspunkt gennemskuet, hvor Pindprinsens udfordring nok ligger, men jeg vil nødigt afsløre for meget.
Jeg læste Pan og Pindprinsen for mit ældste barn, som er 4 år. Han var fascineret af historien, og kunne følge med i et vist omfang. Specielt situationen, hvor Pindprinsen befinder sig på en tømmerflåde, som der går ild i, interesserede og undrede ham meget.
Det er dog klart, at de overordnede budskaber, bogen gerne vil videregive til børn (og voksne) - om at være sig selv og sig selv bekendt, at acceptere tingene, som de er, at følge sit hjerte og sine drømme, og hele forelskelses-problematikken, i høj grad går hen over hovedet på en 4-årig. Bogen er dog tydeligvis også skrevet med henblik på større børn; jeg ville skyde på, at børn på 7-10 år ville få det optimale ud af historien uden at kede sig.
De pudsige illustrationer er lavet af Poul Pava og er sjove for børn, men set ud fra et voksent synspunkt er det ikke æstetikken, der har været i fokus. De små, lommefilosofiske citater i starten af hvert kapitel er først og fremmest henvendt til den voksne læser, og er måske lidt svære at forholde sig til i situationen, da de bryder med eventyrstemningen.
Alt i alt er Pan og Pindprinsen et hæderligt forsøg på at modernisere eventyrgenren, og et fint supplement til børnenes bogreol.