Gå til hovedindhold

Mosul - kun et skridt på vejen

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Men i større sammenhæng er betydningen begrænset. Der er flere tilsvarende stater og organisationer - for slet ikke at tale om et væld af individer, der har sympatier i samme retning. Vi er slet ikke begyndt at gøre op med dem endnu!

I disse dage er verdens fokus på Iraks store by Mosul. Byen er en højborg for IS og står for at falde. IS har mistet meget terræn på det sidste. Og mange ser med begejstring på at ekstremisterne er fordrevet og vi snart har sejret.

Når eller hvis Mosul falder, lider organisationen IS utvivlsomt et betydeligt nederlag. Men har Islamisk Stat som koncept lidt et betydeligt nederlag? Næppe! Hele tankesættet lever i bedste velgående og vi har slet ikke rigtig turdet tage kampen mod det. Om Mosul falder og om IS fordrives fra alle dets områder i Syrien og Irak er vi ikke kommet ret langt i kampen.

Ikke så voldsomt langt fra de IS-kontrollerede områder ligger to ærkefjender Iran og Saudi-Arabien. Begge lande baserer deres lovgivning på koranen og sharia. Der slås hårdt ned på opposition og religionsfrihed er en joke. Blasfemi frafald fra Islam straffes hårdt. Homoseksualitet straffes i begge lande med døden.

Af realpolitiske årsager er Saudi-Arabien endt som en allieret for vesten, mens Iran er en fjende. Saudi-Arabien sidder så at sige på flæsket, da det handler om billig olie, og så er man i vesten sådan set skide ligeglade med, hvad de ellers gør mod befolkningen og foretager sig i nabolandene (fx Yemen, hvor Saudi-Arabien fører an i en blodig konflikt).

Foruden IS findes et væld af fanatiske organisationer. Al-Qaida og Boko Haram er blot to af dem. De har lokalt stor indflydelse. Intet tyder på at vi for alvor er kommet dem til livs. Og intet tyder på at vi vil gøre det, som det kræver for at komme dem til livs.

Vesten er klar til rundhåndet at sende bomber, når det truer vores økonomiske og politiske interesser . Men derudover forpester organisationerne tilværelsen for millioner af mennesker uden at vi gør ret meget ved det.
Skal vi have gjort op med dem, skal der mere til. Økonomisk udvikling, social/kønsmæssig ligestilling, handelsaftaler, hjælp til demokratiske organisationer, fagforeninger, sekulære organisationer osv. osv.

Vesten er klar til rundhåndet at sende bomber, når det truer vores økonomiske og politiske interesser. Men derudover forpester organisationerne tilværelsen for millioner af mennesker uden at vi gør ret meget ved det.

Skal vi have gjort op med dem, skal der mere til. Økonomisk udvikling, social/kønsmæssig ligestilling, handelsaftaler, hjælp til demokratiske organisationer, fagforeninger, sekulære organisationer osv. osv. I bund og grund en målretning af udviklingsbistanden og bedre mulighed for at handle med os. Det har alt sammen temmelig lange udsigter. For det koster - og ser ikke særlig handlekraftigt ud.

Afsluttende skal vi slet ikke glemme de sympatier, som findes i de ekstremistiske miljøer herhjemme, og som går relativt upåvirket af de muligheder (uddannelse, social sikkerhed osv.) deres tilhængere har i vores samfund. Gang på gang ser vi en eller anden islamist ytre sig, og enhver kan ret let findes deres følgere på de sociale meder.

Dertil skal naturligvis en række mere eller mindre ekstreme organisationer, som med jævne mellemrum giver overskrifter i medierne, men desværre også bare er ved at blive ”hverdag”.

Fællesnævneren er islamisme. Og så længe vi lægger os fladt ned og i frygt for at blive kaldt racister ikke tør kritisere islam og islamisme, og så længe vi i misforstået respekt tilsidesætter vores egen kultur for at vise hensyn, ja så giver det sig selv, at vi ikke får gjort ret meget ved det.

Som så mange gange før er løsningen at støtte de moderate, de demokratiske - og turde missionere vores egen kultur – den sekulære kristendom.

Men vi er bange for det. Det er velkendt at folk risikerer chikane og det, der er værre, hvis de forlader islam endsige kritiserer islam. Det er ikke for ingenting, at staten beskytter folk som Naser Khader, Kurt Westergaard m.fl. Alligevel bliver det nærmest betragtet som racistisk eller islamofobisk at forholde sig kritisk til islam selvom vi i Danmark forholder os kritisk til alle andre religioner og autoriteter.

Meget tyder på at Mosul falder indenfor en overskuelig tidsramme. Og det betyder forhåbentlig at byens indbyggere langt om længe kan gå en bedre tid i møde.
Men i forhold til kampen mod IS og dets tankesæt er det blot et skridt på en meget lang vej, hvoraf vi ikke er klar til gå ad den vigtigste del.

Meget tyder på at Mosul falder indenfor en overskuelig tidsramme. Og det betyder forhåbentlig at byens indbyggere langt om længe kan gå en bedre tid i møde.


Men i forhold til kampen mod IS og dets tankesæt er det blot et skridt på en meget lang vej, hvoraf vi ikke er klar til gå ad den vigtigste del.

Selv hvis IS forsvinder fra landkortet lever tankesættet – eller tankesæt, der minder om det i hvert fald – videre i bedste velgående i stater, organisationer og individer. Og vi er slet ikke i gang med at rette op på det. Det betyder faktisk at der er en risiko for at vi – taber.