Når en kulturradikal trækker nazikortet
I en kommentar i Weekendavisen den 14. oktober skrev Klaus Rothstein over næsten en halv side om højreradikale bevægelser og partier i Europa. De er ifølge Rothstein ved at true kontinentets identitet og værdigrundlag indefra. Rothstein bedyrer at han ikke vil slå partier der blot ønsker en strammere udlændingepolitik i hartkorn med højrenationalistiske og fascistoide kræfter. Ikke desto mindre laver han en jævnføring da han kommer ind på det han kalder ”en lille værdipolitisk protestbevægelse af pensionerede Venstre-MF’ere…(der) som en slags sidstedageshellige (har) sagt fra over for Inger Støjbergs kurs i udlændingepolitikken” (læs: Hun er blevet højreekstremist). Han nævner i forbifarten også Poul Nyrup Rasmussens indirekte ”knæfald” for Dansk Folkeparti, qua hans støtte til Mette Frederiksen. Det er som om de etablerede partier er blevet smittet eller inficeret. Det ekstreme er blevet normaliseret, hævder Rothstein. Til sidst i artiklen nævner han synet af ortodokse jødiske drenge og kvinder under en rejse i New York. De virkede godt nok ufrie, men de er jo kun ganske fåtallige. Hvorefter han sætter trumf på med antisemitisme- og nazikortet: ”Er det hip som hap, om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ”bare” er et historisk tilfælde, at det netop nu er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet?” Metaforen ”kontrasten” er interessant fordi den dækker over det som Rothstein bekvemt helt undviger at beskæftige sig med i sin lange analyse, nemlig de værdier og normer som mange (ikke kun nogle få) herboende muslimer tilslutter sig: Et undertrykkende kvindesyn, fordømmelse af homoseksuelle, forbud mod apostasi (frafald fra islam), forbud mod ægteskab mellem muslimske kvinder og ikke-muslimer. Værdier og normer som er og bliver uforenelige med et moderne samfund. Hvor meget ”kontrast” mener Rothstein egentlig et moderne samfund kan bære? Heri ligger bekymringen for mange mennesker i Danmark, og i resten af Europa. Herhjemme kan Nye Borgerliges succes for en stor del forklares med den følelse af afmagt som mange har. De gamle partier har ikke kunnet finde en løsning på tidens udfordringer med migrantstrømme. Årtiers fejlslagen integration taler desuden sit tydelige sprog. Der er fanden til forskel på at være decideret racist og fremmedhader og så at være almindeligt bekymret for den indvandring der foregår. Hvilken betydning vil presset på grænserne få for fremtidens samfund og de opvoksende generationer? Højreekstremismen bør bekæmpes, jeg er helt enig med Rothstein. Men hvad med religiøse særkrav, parallelsamfund og islamisme – for slet ikke at tale om den bestandige terrortrussel der for alvor vil ramme det åbne og tolerante samfund som ligger Rothstein så meget på sinde? Det er da også en form for ekstremisme. Rothstein skylder os nogle løsningsforslag til tidens meget påtrængende problemstillinger, men han forfalder desværre til moraliseren, whataboutery (”same, same”) og velkendte stråmandsargumenter.
Anne-Marie Vestergaard
Underviser og skribent
Cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi