Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

316

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Menneskedyret Marius i medieorkanens øje

Antal

Brugerindlæg af Thomas Vilhelm

En nuttet udseende giraf på 18 måneder måtte lade livet i Zoologisk Have i København, og en mediestorm af global orkanstyrke fulgte med Hollywood- og rockstjerner i front. Zoologisk Haves direktør blev truet på livet, og voldsomme gloser som morder, svin, nazist og lignende flød hen over Facebook i tusindtal via kommentarer på Zoos egen side, diverse debattråde og i særligt oprettede grupper, der ønsker boykot af denne normalt populære turistattraktion samt direktørens afgang øjeblikkeligt. Vreden gav pludselig mindelser om Muhammedkrisen otte år tidligere – hvorfor dette enorme og irrationelt virkende had?

Den unge giraf med det gammeldags drengenavn fik status af et kendiskæledyr, der tillægges menneskelige egenskaber og har opnået en positiv identifikation i folks bevidsthed på et niveau, som andre, der kæmper for at få deres sag frem i lyset, må misunde dette dyr i bur, hvis kød endte som løvefoder angiveligt, fordi der ikke var plads, og fordi overflytning til en anden zoo ville skabe indavl. Disse faglige argumenter skal jeg ikke kloge mig på i denne klumme, der mere fokuserer på Giraf-Marius som fænomen og tidstypisk trend.

En professor i dyreetik gav et bud på en forklaring, der tog udgangspunkt i, at et navngivent dyr ofte opfattes som en art homo sapiens på linje med hr. og fru Jensens marsvin, fugle, hunde og katte. Et navneløst kreatur aflivet i en zoologisk institution burde jo ud fra dette ræsonnement ikke tilnærmelsesvist have fået samme opmærksomhed under lignende forhold. Men de personer, der eksempelvis hænges fra kraner, tæves ihjel, brændes og piskes til døde i en række slyngelstater, vi normalt distancerer os fra, har båret for- og efternavn, haft familie med kendt identitet og sandsynligvis været registreret som et humant væsen i forskellige databaser kvantiseret i tal og koder. Fortjener ethvert af disse ofre ikke samme fokus som Marius?

Hertil må lægges, at tusindvis af små og store organismer fra diverse dyreracer dagligt slås ihjel eller opbevares under forhold, som mange med god ret kalder for uetiske og pinselsfulde grænsende til ren tortur. Dog mindes jeg ikke, at et tilfældigt svin fra Hr. Hansens Bondegård taget af dage med en boltpistol har opnået i nærheden af samme massehysterilignende solidaritetstilkendegivelser som Marius. Måske ville vi nærme os, hvis grisen blev døbt Antonius og fik sin skæbnehistorie badet i samme følelsespornografiske virkemidler som dem, der blev Marius til del. Andre vil nok indvende, at et svin er et svin og bestemt for menneskeføde. I den frie natur, hvor jungleloven hersker efter klassisk darwinistiske principper, er en giraf af løver at betragte som en godbid til brug for livets opretholdelse.

Med al respekt for dyreværnsforkæmpernes iver og engagement har jeg tit bidt mærke i, at disse aktivister og giraftister ikke sjældent farer frem i det offentlige rum med en aggressiv højspændt retorik, der i klangen leder tankerne hen på salafister, zionister og fundamentalistiske vækkelsesprædikanter i øvrigt, når de ønsker at trække deres guder ned over hovederne på os formastelige og vantro individer. Kæden hopper ganske enkelt af, når dyrevelfærdsdogmatikken accelerer i tempo tusind. Især når de, der taler om dyrs rettigheder, ikke fortrækker en mine, når der fældes en hård dom over deres artsfæller: Eksempelvis krav om dødsstraf, øjeblikkelig udvisning til Ingenmandsland eller fratagelse af forsørgelsesgrundlag gennem længere tid. Her harmonerer og fordeles det humanistiske sindelag ikke altid lige stringent mellem dyr og menneske.

Giraffen Marius gøres til et peidestaliseret projektbarn af de mest højtråbende, der ser denne langhalsede skabnings endelige som et symbol på hele verdens grusomheder med fare for at gøre den resterende af slagsen til trivielle foreteelser, fordi proportionssansen ender som ditto forvrængning, mens andre i nød må sejle deres egen sø, indtil retfærdigheden sker fyldest i form af boykot af og fyringer fra en zoologisk have ude på Frederiksberg, der normalt passer sin dagligdag uden det store drama. Er vores medieskabte realitetssans ved at erodere til forsimplet enkeltsagstyranni, da det er den nemmeste og mest bekvemme måde at overskue verden på?

Den massive arrigskab og mistænksomhed rettet mod zoopersonalets faglige dømmekraft har ud fra en del af de indlæg, denne klummeskribent nåede at opfange i farten, været præget af både uvidenhed og pøbelagtige formuleringer. Det forråer atter diskussionen om ret og vrang i den konkrete sag, når den nævnte cocktail tilsættes trusler om død og ødelæggelse af skærmkrigernes frådende fortrop, der ser det som dens helligste opgave at demontere enhver fornuftig debat i skrål og skrig. Udviklingen skævvrider desværre yderligere evnen til generelt at kunne få øje på emnets nuancer og afholder mange fra at bidrage med det ønskede kølige overblik, da man ikke vil risikere at blive tilsølet i verbalt brakvand.

Vi må alligevel løfte på hatten for de, der tager chancen ved frygtløst at kaste sig ind i løvens gab i de elektroniske, trykte og sociale medier med en advarende pegefinger, når der træffes folkedomsprægede afgørelser i tilsyneladende overskuelige enkeltsager som Marius-giraf.

Som afslutning på denne uges klumme låner jeg lidt inspiration fra en forstandig Facebookven, der betegner al denne Mariusståhej som en erstatningsdebat for det, der egentlig burde råbes op om i vores civilisation. En politisk korrekt 'sag' hvor alle kan råbe røv så højt, de vil, uden det koster noget. En 'ventil' der letter på overtrykket, så ingen behøver tage et ægte standpunkt og handle, dér hvor det reelt kunne tælle. Et skuespil hvor vi fortæller hinanden, at vi kræver en bedre verden uden samtidig at ofre noget.

De færreste efterstræber en sådan tilstand, som den jødiske filosof Hannah Arendt sandsynligvis ville have betegnet som ‘ondskabens banalitet´ et udtryk, hun oprindeligt brugte i forbindelse med sin analyse af Holocaust, der medfødte millioners død på baggrund af simpel hovedregning: Hvor mange kan slås ihjel på en dag – følges kernen i Arendts argumentation, risikerer borgerkrigen i Syrien således at ende som rent tv-foder, mens vi vender os mod dette og hint, vi kan overskue og for at sikre en badebillet til ferie på Hotel Rwanda eller øverste dæk på Titanic. Det er ikke nogen rar tanke endsige ønskeligt scenarie. Måske er det essensen af, hvad vi burde lære af massepsykosen rettet mod en lille nuttet giraf i Dynevang?

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

12/02/2014 - 06:29

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Del eller citer med linket her

MediaCreeper